Hvad med kulturen?

Det spørgsmål blev stillet nogle gange, da B.T. for nylig relancerede sig med blandt andet »underholdning – ikke kultur og slet ikke finkultur, altså kunst,« som det blev sagt.

Denne artikels anliggende er ikke B.T. De følgende påstande rettes heller ikke mod Politiken, Information, Berlingske og Kristeligt Dagblad, som alle, mere eller mindre kvalificeret, stadig har en seriøs dækning af kultur og kunst.

Men hvem rettes skytset så mod? Mod størstedelen af provinspressen (og her må så Jyllands-Posten undtages), der de seneste år har bevæget sig ind i en misforstået og farlig crowd-pleasing, som kan få fatale konsekvenser for den lokale og nationale kunst og kultur.

Dansk presse har ellers stolte traditioner på området. Kulturen har haft karakter af ’sektion 2’ i de seneste 200 år. Som på andre områder har avisen fungeret som både beskrivende, oplysende, revsende og som en slags kulturel vagthund – gennem reportage, kommentarer og anmeldelser.

I dag er kulturredaktøren sjældent særlig synlig i avisen. Måske fordi han/hun har funktion af administrator snarere end meningsdanner. I den del af pressen, jeg taler om, er det også så som så med markante skribenter, ligesom kultur- og kunstdebatten er næsten usynlig, med mindre det drejer sig om regulære skandaler.

Det er farligt for den lokale og nationale kultur. Og farligt for den enkelte kunstner. Hvis han/hun ikke får dén offentlige bevågenhed og dét offentlige modspil, som avisen kan formidle, lukker kunsten og kunstneren sig (endnu mere) inde i et selvtilstrækkeligt univers. Og i sidste ende kommer samfundet til at mangle den vigtige dimension, som kunst er.

Når kulturen så endelig er der, virker dækningen generelt ukvalificeret og useriøs. Tidligere var en skare af freelance-fagfolk grundlaget for kulturstoffet, nu ser det ud, som om journalister står for hovedparten af stoffet. Og jo, journalister kan naturligvis skrive, men de bliver ikke eksperter i musik, billedkunst eller litteratur, fordi de mere eller mindre tilfældigt får tildelt et af de stofområder.

Derfor ser man spaltevis af anmeldelser af udenlandske film, friskfyragtige anmeldelser af rytmiske koncerter og pladeudgivelser, som aldrig når i dybden, boganmeldelser, der sjældent perspektiverer et forfatterskab eller dansk litteratur og så videre.

Hvad finder vi i ’sektion 2’ i dag?

Mode, mad og vin, it, rejser – alt det, som karakteriserer 2005-mennesket på overfladen, men som er pseudo-kultur og i hvert fald ikke har med kunst at gøre. Man forlænger det materielle ind i det mentale under påstanden om, at »det er også kultur«. Men det er løgn. Og jeg tror, de fleste mennesker godt kan skille skidt fra snot og har en bevidst eller ubevidst søgen væk fra det materielle.

Kulturkonsumptionen øges markant i disse år. Tænk på det store opera-boom, på tilstrømningen til museernes billedkunst, på fremkomsten af nye kulturhuse over hele landet.

Hvorfor følger provinspressen ikke med? Man kunne forsvare den med det kulturbegreb, Hartvig Frisch lancerede i begyndelsen af sidste århundrede – at kultur er vaner – og påstå, at folks vaner i dag handler om mode, it, vin og mad og andre flygtige værdier. Men det var næppe, hvad Frisch mente.

Man kunne også sige, at det er et spørgsmål om overlevelse. At man nødsages til at følge disse trends for at kunne sælge annoncer og aviser. Det tror jeg heller ikke på. For jeg tror altså på, at avislæserne er mere kritiske og engagerede end som så. Jeg tror, at de forventer mere og andet af deres dagblad. En genuin og gedigen kulturdækning, for eksempel.

Og en anden sag: Kronikken er også kultur. Men i mange aviser finder man i dag alene kronik lørdag eller søndag, alt imens avisen oversvømmes af klummer forfattet af folk, der er oppe i tiden (for eksempel fordi de har vundet Robinson), men som ofte ikke har noget at meddele og i værste fald overhovedet ikke kan skrive.

Debatstoffet vokser og vokser, men kvaliteten af den offentlige debat styrtdykker. Tidligere kunne man finde en kronik dagligt. Fordi den, ved siden af lederen, var dagens markante debatindlæg eller leverede avisens bedst gennemarbejdede og kvalificerede artikel. Det er måske derfor, der ikke er plads til kronikken mere.

• Evanthore Vestergaard er 51 år, freelance-musikskribent og komponist af især konsummusik og electronica. Uddannet som komponist og musikteoretiker, tidligere musikkritiker på freelance-basis, gennem 24 år programmedarbejder på DR Nordjylland og producent for ny musik i DR-P2, Radiohuset.