Nyhedsavisen fokuserer på skellet mellem rig og fattig, og 180Grader skriver om borgerlige, der vil have lavere skat.
I dag, på arbejdernes internationale kampdag, er Nyhedsavisen redigeret af formand for Socialdemokratiet, Helle Thorning Schmidt. En sjov mediegimmick, der alligevel indeholder noget substans. Næsten synkront gik den nye erklæret borgerlige netavis, 180Grader, i luften. Netavisen havde premiere i går og chefredaktør Ole Birk Olesen, tidligere Berlingske Tidende, har før luftet sine holdninger om at pressen generelt er venstreorienteret, fordi journalisterne er det.
De to mediehændelser kan kaste nyt lys over, hvordan pressen ville se ud, hvis man helt slap den tilstræbte objektivitet og tonede rent flag. For en stund har vi mulighed for at sammenligne.
Nyhedsavisens forsidehistorie, har en rubrik der lyder: »Lavtlønnede betaler riges tur på privathospital«. En rigtig indigneret forsidebasker, hvor det er synd de fattige og de rige profiterer på deres ulykke. Nedenunder ser vi en kæmpe buket roser og en storsmilende Mona Sahlin, den kendte svenske socialdemokratiske formand som Nyhedsavisen som første danske avis, har fået et interview med. I interviewet skyder hun med skarpt mod fremmedfjendske partier, som den svenske udgave af Dansk Folkeparti, Sverigedemokraterna.
I Helle Thornings dagbog fra i går, som er med i avisen, afslører hun, at hun trak i nogle tråde for at få interviewet. Nyhedsavisen havde i månedsvis forsøgt at få interviewet uden held.
Den normale chefredaktør for Nyhedsavisen, Davis Trads, fortæller til Journalisten.dk at avisen ville prøve at se, hvad der skete, hvis avisen for en dag blev redigeret af en politiker:
»Vi kan se, at Helle Thorning på de afgørende prioriteringer har valgt nogle historier, der flugter med socialdemokratisk tankegang, men det er så gode historier, at vi sagtens kunne have valgt at sætte dem på forsiden, hvis vi havde redigeret historien selv,” siger David Trads. Nyhedsavisen kan også lære noget af dagens forsøg, mener David Trads. Avisen skal hele tiden være på vagt overfor, at dække samfundet så nuanceret som muligt.
»Vi skal være gode nok til at kigge både til højre, til venstre og til midten, når vi udgiver avisen. Og det er jeg ikke sikker på, at alle aviser er,« siger David Trads.
En af 180Graders historier i dag er det svigtende antal af fagforbundet 3Fs medlemmer, der overhovedet gider fejre 1. maj. Netavisen refererer fra en undersøgelse 3F selv har lavet, der viser den vigende opbakning.
I tophistorien kritiseres den borgerlige regering for ikke at være borgerlig nok. I artiklen »Skatteborgere beskylder regeringen for løftebrud« angriber den borgerlige »Skatteborgerforeningen« regeringen for løftebrud, fordi den har ladet de offentlige udgifter stige i stedet for at gennemføre skattelettelser.
Derudover kan netavisen fortælle, at der er blevet anholdt 61 autonome i Berlin forud for 1. maj. Fordi der, som netavisen skriver, »traditionen tro var der lagt op til voldsomme uroligheder i den tyske hovedstad natten før arbejdernes internationale kampdag.«
Chefredaktør for 180Grader, Ole Birk Olesen går ind for mindre fælleskøkken og mere privatliv, han vil møblere om i danskernes velfærdshoveder. Et af hans budskabet er, at børn er et tilvalg med konsekvenser. Han siger i dag til Nyhedsavisen om kvinder, graviditet og karriere: »Hvis man er mindre værd på arbejdsmarkedet, skal man selvfølgelig have mindre i løn.«
Det er kun i dag, at vi har det privilegium at kunne sammenligne to politiske medier, da Nyhedsavisen i morgen igen udkommer som en avis, der er uafhængig af partipolitik.
Læs mere borgerlig journalstik på 180Graders hjemmeside.
Følg de røde lejesvende i dag på avisen.dk.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Nyhedsavisens redaktionelle linje fokuserer som altid på at imponere og/eller irritere andre journalister, så tillykke med det mediestunt at lade Helle Thorning Schmidt lege chefredaktør.
Samtidig er det et ganske godt eksempel på, hvorfor Nyhedsavisen aldrig vil nå en million læsere.