search

Hvad kalder vi barnet?

I en tid hvor der stilles større og større krav til online journalisters tekniske kompetencer på tværs af platforme, melder spørgsmålet sig om, hvad vi egentlig skal kalde de, der kaster sig

I en tid hvor der stilles større og større krav til online journalisters tekniske kompetencer på tværs af platforme, melder spørgsmålet sig om, hvad vi egentlig skal kalde de, der kaster sig over de nye spændende muligheder? Hvis man både researcher, skriver, fotograferer, filmer OG laver mash-ups og (måske) programmerer, er titlen som journalist så overhovedet dækkende mere? Skal journalister, der arbejder online, til også at kalde sig for programmører?

Journalist-titlen er for mig den bløde, der har med materien – indholdet – at gøre. Garanten for at det, vi bringer til torvs, er gennemresearchet, vinklet ordentligt og relevant i forhold til folk derude på den anden side af skærmen. Programmør-titlen siger på den anden side, at vi er gode til at få de tekniske virkemidler til at spille sammen, og at vi er i stand til at give en end-to-end oplevelse, der virker som et mere helstøbt produkt – ganske firkantet og perfekt til at lægge i en kasse og binde en sløjfe omkring.

Lad os for Guds skyld lade være med at kalde det for en "programmør-journalist" eller en "journalist-programmør". Det lyder virkelig gumpetungt og gør som sådan ikke den yderst fornemme disciplin nogen som helst form for ære.

Måske "digital producer"? Eller "online kreatør"? Lad bare forslagene strømme ind. For uanset hvad man måtte mene om titler som sådan, skal man ikke undervurdere betydningen af dem. Især journalister – der jo ynder at omtale sig selv som netop det – bør vide, hvor vigtigt det er for identiteten, selvforståelsen – og omgivelsernes respekt – at have en titel at forholde sig til.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen