Hvad handler den internationale strid om?

Skandale, skammeligt, antidemokrati. Det fyger med grimme ord fra DJ's formandskab rettet mod ledelsen i det internationale journalistforbund. Det seneste slag i en årelang magtstrid blev udkæmpet i fredags, og DJ tabte. Men hvorfor er de så sure på hinanden? Klik rundt i Journalistens interaktive tidslinje her

De danske repræsentanter var rasende. Et af de tyske og et af de canadiske forbund udvandrede i protest. Kongressen i det internationale journalistforbund (IFJ) endte igen i kaos og anklager om fusk og hemmelighedskræmmeri.

Men hvad er det egentlig, de er så sure over?

 

Fredag i sidste uge blev formanden for IFJ genvalgt. Han hedder Jim Boumelha og er en mand, der deler vandene. Dansk Journalistforbunds formand Mogens Blicher Bjerregård har været en af de fremmeste kritikere af Jim Boumelhas tid som formand.

Kritikken går blandt andet på, at de penge, der samles ind til at hjælpe nødstedte journalister, ligger og samler støv i Bruxelles. Samtidig mener bl.a. de danske og norske forbund, at der er for meget lukkethed, magtspil og usikkerhed i måden, IFJ styres på. Kort fortalt.

Den årelange strid har været præget af en række angreb på kryds og tværs mellem ledelsen i DJ og IFJ. Blandt andet skrev Jim Boumelha i 2011 et åbent brev til samtlige DJ-medlemmer, hvor han kritiserede Mogens Blicher Bjerregård.

Sådan gør du

Journalisten har samlet et overblik over, hvad der egentlig er foregået. Du kan selv klikke rundt i tidslinjen herover og læse artikler fra bl.a. Journalisten samt vort norske søsterblad. Klik på den store grå pil til venstre for at bladre tilbage i tiden. Du kan også klikke rundt i tidslinjen. Her er det en god ide at zoome ind og ud for at sikre dig, at du får det hele med. Første opslag er fra 2009.

0 Kommentarer