Hvad vil kommunikatøren, lektoren, den grafiske designer og praktikanten se på Fagfestival? Journalisten.dk varmer op med fire medlemmers tips til programmet her.Journalistikkens svar på Roskilde Festival nærmer sig med stormskridt, og journalisten.dk sætter nedtællingen i gang med fire medlemmers bud på, hvad man ikke bør gå glip af.
Hvis du endnu ikke selv har haft tid til at kigge i programmet, kan du se det her.
Pernille Rybe
Seniorrådgiver på kommunikationsbureauet Advice
Det første, der falder mig ind, er David Carr. Man vil jo altid gerne høre, hvordan de her stjerner arbejder, og hvad deres metoder er. Så ham regner jeg da stærkt med at se søndag morgen.
Og mandag morgen skal jeg nok se Miliband. Jeg synes, at hele den sag om hacking (på Murdochs-avisen News of the World Red.) er super interessant og kan sammenlignes med nogle af de sager, der har været i Danmark også inden for de seneste to år. Der har været masser af større sager om journalistisk metode. Dels i forhold til kilder, men også med hensyn til hvad man gør og ikke gør som journalist.
Nu arbejder jeg ikke selv som klassisk journalist længere, men jeg synes i hvert fald, at man kan fornemme, at der er meget mere debat om journalistisk etik end før – måske også fordi, at der er mere gennemsigtighed. Derfor bliver det også interessant at høre Millibands perspektiv som politiker.
Clintons taleskriver – det, synes jeg også, er virkelig interessant at høre som kommunikationsrådgiver. De gode taleskrivere er spændende, for det er en særlig disciplin at få ind i hovedet. De skal både tænke kommunikationsstrategisk og politisk strategisk, men de skal også have enormt meget empati for at kunne sætte sig ind i hovedet på de mennesker, de skriver for. Det er man ikke nødvendigvis god til, bare fordi man kan tænke kommunikationsstrategisk eller er en god journalist – der skal man virkelig kunne noget helt særligt.
Asbjørn Slot Jørgensen
Lektor på DMJX
Jeg vil naturligt gå efter noget af den klassiske journalistik, som forhåbentlig bliver præsenteret med nye og inspirerende måder at arbejde på. Det ligger der blandt andet i nogle af de FUJ-præsentationerne, som går som et bånd gennem programmet, men også i arrangementet om Murdoch-skandalen og hvordan de har arbejdet med at afdække andre journalisters arbejdsmetoder.
Huffington Post er interessant, fordi det er så markant et eksempel på ny forretningsmodel inden for journalistik, og så er der nogle ’ping’er som Miliband og Nick Ut.
Det kunne også være spændende at se på udvalget af nye arbejdsmetoder mobilt og digitalt, men dér bliver jeg nok lidt kræsen, fordi jeg er så heldig at arbejde på DMJX, hvor vi er begavet med at have nogle af de bedste på området. Så jeg kan måske tillade mig at bruge tid på dem i det daglige og så bruge tiden på nogle andre på Fagfestival.
Man bliver jo nødt til at prioritere, for der sker så meget, at man simpelthen ikke kan nå det hele. Så det er også godt, at Fagfestivallen kommer til at blive dækket af nogle af de journaliststuderende.
Ja, så er der jo heller ikke nogen tvivl om, at det er det, der sker i pausen, som man får allermest ud af. Når man bliver så gammel, som jeg er, så ved man, at det er dér, man skal være vågen.
Alt i alt er jeg glad for og stolt af, at det tilsyneladende igen i år lader sig gøre at stable et så godt arrangement på benene.
Eva Krebs Larsen
Grafisk designer
Jeg arbejder selvfølgelig sammen med journalister, men jeg sidder ikke med journalistikken selv, så det er vildt spændende at få et indblik i, hvordan de arbejder, og også hvordan andre arbejder sammen med journalisterne.
For eksempel David Carr fra New York Times lyder rigtigt spændende, og ”Politisk satire på vers” synes jeg også kunne være sjovt.
Desuden er der faktisk hele tiden noget, der er henvendt til grafikere. ”Nyhedsgrafik i særklasse” er noget, jeg helt sikkert skal se. Så er der også den, der hedder, ”Sådan visualiserer de data på The Guardian”, som er rigtig spændende ligesom ”Multimediefortællinger i verdensklasse”, men den sidste kommer jeg nok ikke til at kunne nå, for de to ligger oven i hinanden. Alt i alt er der rigtigt meget godt.
Jeg kom ikke af sted sidste år, men jeg har været der to gange før – der er en fed atmosfære.
Christian Garde Petersen
I praktik på Fagbladet 3F
Det som jeg har planlagt at se, det er oplæg, som handler om, hvordan vi som journalister lever op til at fortælle sandheden og udfylde den demokratiske rolle, som jeg mener, at vi først og fremmest er sat i verden for at udfylde. Det handler simpelthen at komme så tæt på sandheden som muligt.
Jeg har noteret ”Kildernes syn på mediernes troværdighed”, ”Public service tv” og ”Journalisternes kamp for værdierne”, der handler om, hvordan borgerne, læserne og modtagerne ser vores værdier.
I virkeligheden er det måske meget 'frelst' i en journalistik-sammenhæng, og måske også meget RUC’sk. En hængen fast i de værdier som vi bryster os af at ville leve op til i journaliststanden. For mig er troværdighed det ultimativt vigtigste.
Radio 24syv har jeg også noteret, selvom det måske falder lidt uden for kategorien. Det, synes jeg, har været et spændende projekt fra start til nu. Det er muligvis blevet mere konformt, men det har måske også været nødvendigt, fordi det har været for avantgarde til, at folk kunne arbejde med det. I hvert fald hvis man skal tro René Fredensborg.
Senere skal jeg selvfølgelig se 3F vinde en FUJ pris, drikke nogle øl og holde en fest, hvor jeg kan hygge mig med det, der nu er mine kolleger. I den anledning har jeg også set, at der er noget musikalsk workshop om aftenen, som, jeg synes, lyder meget interessant.
Og jeg skal naturligvis også høre Jørgen Leth – fordi det er Jørgen Leth.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.