”Hvad fanden er det, jeg har sagt ja til?”

Kaos i starten

Alene at følge med slædeholdet er en prøvelse.

”I starten var det kaos,” husker Lasse Rahbek.

”At stå på ski og holde fast i slæden med de 12 hunde, man skal prøve at styre, er som at prøve at stå på vandski. Jeg var virkelig smadret i starten, men lærte det og blev god til det, så der blev overskud til at filme.”

Den arktiske ødemark og de nuancer af grå, blå og rosa, den bader sig i, inviterer til store billeder.

Men forholdene gør billederne svære at tage. Temperaturerne i Nordøstgrønland kryber ned til 50 minusgrader. Underlaget, de bevæger sig på, er langtfra jævnt. Der kan være vindstille i en dal, mens en vinterstorm af orkanstyrke raser rundt om det næste pas nogle kilometer væk.

Kulden sniger sig ind overalt, og det er næsten umuligt at fotografere uden at få de første tegn på forfrysninger i hænderne, fordi blod og varme løber fra dem, så snart de ikke er under hjertehøjde.

Frosten får ledninger til mikrofoner til at knække. Dronen bør ifølge producenten kun kunne holde sig flyvende ned til nul grader. Batterier aflader eller sætter ud selv ved lette frostgrader.

”Man skal gå i cirkler om sig selv nogle gange og have alting i hånden, fejle og prøve nogle ting af for at finde ud af, hvad der er smart og ikke er smart, og hvor ting skal ligge,” fortæller Lasse Rahbek.

Batterier i underbukserne

Det er systematik og optimering, der får projektet til at lykkes for Lasse Rahbek. Han holder batterierne inde mod kroppen i en specialsyet lomme ved livet for at holde dem varme.

Halvbrugte batterier bliver lagt et sted, friske batterier et andet og helt flade et tredje sted. Økonomiserer han nok og bruger powerbanks rigtigt, kan droner og kamerabatterier akkurat holde strøm til de tre uger.

Finmotoriske opgaver som at skifte batteri eller glas i dronen sker med et par tynde handsker i merinould. Ellers har Lasse Rahbek et par tykke dunluffer med et par engangsvarmeposer nede i. Iført den mundering, og med autofokus på kameraet, er det bare om at klappe labberne sammen om det. Han lærer at finde ud af på forhånd, hvor lang en scene skal være. Tæller sekunderne, og tager kameraet ned igen.

”Så må det være godt nok, og så tager du armene ned og ryster dem for at få varmen ud i fingrene igen, og så er det videre derfra.”

Det viser sig, at dronen kan presses ned til minus 30, før den begynder at flyve alt for mærkeligt. Han sender den op, lander den i sporet bag slæden for at spare strøm ved ikke at flyve den tilbage til sig selv og samler den så op, når han skal løbe op og indhente slæden, for der er ikke nogen, der vender om eller venter på fotografen.

Hvis der kommer en våd hundesnude eller ånde på kameraets glas, bliver det til is med det samme. Kondens er en anden udfordring. Inde i teltet bliver der 20-30 grader varmt. Hvis et koldt kamera kommer derind, kommer der fugt inde i optikken, og det skal affugtes over en af gasbrænderne i en times tid.

”Hvis du laver det nummer, er det slut med at filme, så der ligger hele tiden et kamera udenfor.”

Ikke alt kan filmes

Det er første gang i Sirius’ 70 år lange historie, at Forsvaret har ladet en journalist eller fotograf følge slædepatruljen, som Lasse Rahbek gør det og i så lang tid ad gangen. Sirius-folkene har sagt ja på betingelse af, at han gør, som han får besked på.

Det gælder også, da Lasse Rahbek sidder på slædens læs, da den går igennem isen i et elvleje, og det for første og sidste gang bliver råbt til ham, at han skal ”smide det kamera af helvede til”. Så makker man ret.

”Når han siger sådan, ved jeg godt, at det ikke er for sjov. Det er en ægte alvorlig situation.”

En alvorlig situation i Arktis kan udvikle sig til en tragedie, og Sirius-oplevelsen er mere end et eventyr for livet. Det vidner flere tidligere medlemmer af Sirius-patruljens historier om. De har mistet en kammerat, egne lemmer og hunde. Det er historier, som er en del af Sirius’ selvfortælling, men som ikke har været fortalt offentligt før nu som en del af dokumentaren.

Deres beretninger har været afgørende for at fortælle, præcis hvor nådesløs og uforudsigelig naturens kræfter er i Arktis. For det kan være svært at forestille sig Arktis’ ubarmhjertighed og uforudsigelighed uden dem. Især når vejret er godt.

Lyd blev afgørende

På de smukke dage ligger formidlingen af den nådesløse kulde meget i nærbillederne af is i skæggene. Og så i lydene, der det meste af tiden er optaget med en retningsbestemt mikrofon på kameraet, fordi mikroports hurtigt sætter ud i de arktiske forhold.

”Det er knirken i sneen. Det skramler, det er ubehageligt. Kulden lyder helt specielt, og sne lyder forskelligt, alt efter om det er minus 30 grader eller minus 20.”

Men på hver tur oplevede Lasse Rahbek også de vejrskift, hvor det går fra at være romantisk smukt, til at alt står i ét, og han og Sirius-folkene blev tvunget i vejrfast, hvor de er nødt til at blive i hytte eller telt, mens sneen fyger, og snedynger bygger sig op.

”Det var vigtigt, fordi det kan være svært at se, hvor koldt og seriøst det her er. Der er lyden af vinden med til at få det til at virke ægte,” forklarer Lasse Rahbek.

Helt tæt på

Lasse Rahbek er uddannet tv-tilrettelægger, og før sin første tur til Grønland under optagelserne til programmerne om Arctic Challenge i 2017 havde han aldrig været på skiferie eller overnattet mere end en nat ad gangen i telt.

Men netop de optagelser blev sammen med optagelserne til et program om Arktisk Kommando afgørende for, at Sirius fandt ham egnet som tredjemand på slæderejserne, og hans store drøm om at formidle deres eventyr kunne føres ud i livet.

Dét at rejse med Sirius-patruljen, være helt tæt på, ikke have en snescooter, en ekstra slæde eller et ekstra telt, har ifølge Lasse Rahbek været afgørende for at kunne fortælle historien, som han gerne ville.

”Jeg ville ikke lave en klassisk serie, hvor man hører om det på afstand, eller hvor jeg står for foden af bakken og filmer, når de suser forbi. Jeg ville være på slæden, mens den rutsjer nedad, og fortælle det, som de ser det.”

”Man kan godt fortælle, hvad det vildeste var, hvor smukt det er og vise billeder. Men hvordan det er at stå alene derude, at skulle overleve og løse problemer, når de opstår, kan man ikke forstå, hvis man ikke selv har været der. Det synes jeg er lykkedes,” siger Lasse Rahbek.

Lasse Rahbek (f. 1987) var med på tre forskellige slæderejser i 2020 til 2022 og har samlet brugt omkring syv uger med holdene i ødemarken.