Det er nok det emne, journalister mest kan samles om i småsnakken i korridorernes tusmørke: Om deres redaktør udfører sit arbejde på tilfredsstillende vis.

Men når det kommer til at definere, hvad det lige præcis indebærer, blafrer svaret lidt i vinden: Hverken journalist eller redaktør er en beskyttet titel, men mens journalistens produkt uafvendeligt bliver vejet og vurderet, som det fremstår i dagens avis, radioprogram, podcast, tv-udsendelse eller netnyhed, er det lidt mere vanskeligt at vurdere, hvornår redaktøren gør sit arbejde godt. Ud over ved at spørge de menige selv:

”En god redaktør kender til stofområdet, til arbejdsforholdene – og blander sig så i øvrigt ikke for meget,” lyder et svar fra en adspurgt journalist her i artiklen, mens en anden har brug for at have redaktøren med helt ind på terapibriksen.

En ting, de fleste kan blive enige om, er, at redaktører har for lidt tid, og at det meste af den går med at holde det journalistiske samlebånd kørende. Og at det ofte beror lidt på tilfældighed, om de kan transformere en faglighed som journalist til en faglighed som redaktør.

”Vi har jo været rigtig gode til at udnævne de bedste journalister til redaktører, men de er jo ikke nødvendigvis de bedste redaktører,” konstaterer Ralf Andersson, leder af Mediernes Forsknings- og Innovationscenter ved SDU.

”De fleste journalisters instinkt er jo at gå benhårdt efter målet og bruge mindre energi på proces. Men nogle gange kræver det andre menneskelige kompetencer, og der er ikke stor tradition for at uddanne dem i branchen.

Forståelsen er nok, at det primært er noget, man selv skal finde ud af som ny redaktør, selv om det nok er ved at ændre sig lidt,” siger den tidligere chef og redaktør i DR.

Og journalister er nok også sværere at lede end mange andre faggrupper, mener Ralf Andersson:

”Mange journalister har en indgroet modstand mod enhver form for ledelse. Det ligger jo i dna’en, at alle autoriteter skal udfordres. Sådan er det i mange kreative fag, men der har man nok mere en model for, hvordan man håndterer det.”

1. Martin Breum

Martin Breum er journalist og foredragsholder med speciale i Arktis og tidligere ’Deadline’-vært i DR.

”Jeg har ikke oplevet, at der findes nogen synderlig faglig tradition for det at være redaktør. Jeg ved godt, at der findes kurser med videre, men traditionelt har det primært bare været dygtige journalister, der blev forfremmet, og som så intuitivt gør det så godt, som de nu kan, og det har sine begrænsninger. En af omkostningerne er, at man ikke rigtig laver systematisk efterkritik herhjemme, og at redaktører generelt er for dårlige til det. Jeg husker engang, jeg lavede en temalørdag til DR2 sammen med den dygtige DR-fotograf Martin Neuert. Det var op til COP15, og vi havde været to uger på Sydpolen for at lave en tema-lørdag om klimaforskning i Antarktis. Den eneste efterkritik, vi modtog, var, at det var rigtig godt, at der var pingviner med inden klokken 20, for så kunne børnene nå at se dem, før de skulle i seng.

Jeg har heldigvis været heldig med mine redaktører gennem årene, for eksempel Morten Bohr på månedsbladet Press, som betød utroligt meget for min tidligste udvikling som journalist, og Arne Notkin på ’Deadline’, som havde den her smittende entusiasme, men også gav folk plads til at folde sig ud. Jeg husker især to typer af redaktører: Dem, der har et intellekt og en personlighed, der får en til at tro på, at det, de stræber efter, for alvor er umagen værd. De fleste er dog af gode grunde mere gennemsnitlige mennesker som du og jeg, og især med den gruppe burde man nok fokusere mere på uddannelse i ledelse — især når det gælder ledelse af kreative teams. Og så synes jeg, det er ærgerligt for alle parter, at mange redaktører er alt for dårlige til at oparbejde et tillidsfuldt og konstruktivt forhold til freelancere. Fremskridt på det punkt ville styrke dansk presse ganske gevaldigt.”

2. Karoline Kjær Hansen

Karoline Kjær Hansen er kulturjournalist, vært på litteraturprogrammet ’Mellem linjerne’ på Radio4 og skriver freelance for Jyllands-Posten.

”Jeg havde læst litteraturhistorie og tog en cand. public-overbygning på DMJX og begyndte at skrive freelance allerede i studietiden. Jeg kan huske, at jeg blev overrasket over, hvor travle de fleste redaktører var, da jeg startede med at skrive. Hvor lang tid man ofte skulle vente, og hvor mange mails man skulle sende, før man fik svar.

Det tager tid at få en god relation til en redaktør, især som freelancer. Men jeg oplever også, at der er forskel på, hvilken relation det kan eller skal være i forhold til, om man er skrivende eller laver radio. Som radiovært bruger jeg mig selv mere, og der har jeg fået et nært forhold til min redaktør, som ret instinktivt kan fornemme, hvornår jeg er på ukendt territorium, og hjælper mig med at rette ind. Som skrivende er det mere teknisk-faglige input, jeg får, kildevalg og den slags. Men fælles for dem begge er vigtigheden af en god kommunikation. Det er vanskeligt, når der kommer redaktørskifte, fordi man skal lære hinanden at kende, og banen skal tit lige kridtes op. Men det er også givtigt, fordi samarbejdet tit bliver bedre, når man har haft de indledende diskussioner og lært hinanden at kende.

Jeg kan klart bedre lide redaktører, der er grundige med feedback, end dem, hvor der ikke er svar, og tingene bare bliver trykt. Men det kan også blive for meget, hvis en redaktør har set en historie for sig og ved, præcis hvordan den skal laves, og gerne vil styre processen helt. På den måde kan jeg klart bedre lide forholdet til redaktører som freelancer end som fastansat, som jeg også har prøvet; fordi man selv disponerer over sin tid og i sidste ende sine valg.”

3. Hassan Preisler

Hassan Preisler er radiovært, skuespiller, dramatiker og forfatter. Har stået bag radioprogrammer på Radio24syv, Weekendavisen og DR P1, klummer til Kristeligt Dagblad og Berlingske, kommentarer og portrætter for Weekendavisen.

”Jeg er kommet til den her branche fra teaterverdenen, hvor redaktørens rolle nok svarer lidt til en instruktørs. Men hvor instruktørens fornemste rolle er at bringe en skuespiller et sted hen, hvor vedkommende aldrig har været før, har jeg indtryk af, at det er lidt anderledes i mediebranchen. Her er kulturen mere at sikre, at hvis der er noget, man er god til, så skal man helst bare gøre det igen og igen. Den magelighed er jeg virkelig bange for. At finde en skabelon, der er succesrig, og så trykker man på play, og så kommer der en artikel eller et radioprogram ud efter sådan en skabelon. Jeg har altid bedt mine redaktører og producere om at holde øje med, at det ikke sker, og så har de kigget lidt undrende på mig. For mig er en redaktør meget en, der kan spotte ens dårlige vaner, vurdere det udefra og også provokere én lidt nogle gange.

På det oprindelige Radio24syv var det noget af det, Mikael Bertelsen og Mads Brügger var så dygtige til; at komme ind til kernen af, hvad folk var rigtig gode til, men måske ikke helt havde foldet ud. Og så at se folks smertepunkter med et røntgenblik. For mig var det emotionaliteten, som jeg altid havde set som en klods om benet, men som jeg virkelig fik vendt til en stor styrke i det miljø.

Når jeg taler med folk i mediebranchen, inklusive redaktører, plejer jeg at sige, at jeg har brug for en emotionel udveksling i et samarbejde, for at det skal virke. Ni ud af ti ser decideret skræmte ud, når jeg siger det – der rejser sig sådan en mur af angst. Men der skal være et element af selvudvikling i det. Min nye redaktør på Weekendavisen, Kathrine Tschemerinsky, anbefalede mig at starte i psykoanalyse, så det gør jeg fire gange om ugen nu – og det taler vi lige så meget om som om mine artikler.

Noget, jeg har studset over i mediebranchen, er, at redaktører på papiret har så meget magt – mere end en teaterinstruktør, men at nogle journalister er langt mere magtfulde i virkeligheden. At redaktøren mest bare må rette kommaer og tjekke opsætningen og den slags.”

4. Line Holm

Line Holm er journalist og forfatter. Opsagde i 2022 sit job som feature-journalist efter 20 år på Berlingske, skriver nu primært fiktion.

”Det har været en åbenbaring for mig at træde ind i bogbranchen og få en forlagsredaktør, fordi rollen på mange måder indeholder meget af det, jeg har savnet i journalistikkens verden, nemlig en redaktør, der er med hele vejen og tager medansvar for ens personlige udvikling. I bogbranchen er der også et helt sprog for litterær teknik og struktur, som meget få benytter sig af i den skrevne journalistik.

Da jeg var praktikant, oplevede jeg ofte, at magasinredaktørerne pillede min historie fra hinanden og gennemgik den med mig foran computeren. Det lagde en fuldstændigt afgørende bund under min måde at skrive på. Siden dengang er bemandingen på aviserne skrumpet, tiden til de grundige gennemskrivninger er forsvundet. Meget af redaktørrollen i dag er helt forståeligt drift: At sikre, at tingene klapper, og at produktionen opretholdes. I den virkelighed vil mit råd til yngre journalister være stædigt at opsøge feedback fra kolleger.

På Berlingske har jeg haft mange virkelig dygtige redaktører til det research­faglige; til at diskutere kildearbejde, idéudvikling og researchmetoder, men min oplevelse er, at der ikke er så meget faglighed og diskussion omkring selve formidlingsdelen. Opfattelsen er, at enten skriver folk skidegodt, eller også gør de ikke. Det er en skam, for der findes en ret stor mellemgruppe, som måske har talentet, men aldrig bryder igennem glasloftet, fordi man ikke systematisk italesætter, hvad de kan blive bedre til. At skrive er ikke magi, det er knap nok kunst. Det er håndværk, en proces, som kan læres og forfines, hvis man ved, hvordan man skal gøre og hvorfor.

Én redaktør, som er dygtig til begge dele, er Lars Nørgaard Pedersen, leder af graverguppen på Berlingske. Han er ikke bare en af de dygtigste journalister i vores generation, han er også ekstremt bevidst om at konkretisere og italesætte journalistisk faglighed. Hans ambitioner i sig selv er med til at løfte enhver, der træder ind i gravergruppen.”

5. Hans Mortensen

Hans Mortensen er politisk journalist på Weekendavisen.

”Jeg er en af vistnok fem journalister i de seneste 50 år på Weekendavisen, der aldrig har været redaktør. Jeg prøvede det en kort overgang på Ekstra Bladet som politisk redaktør. Jeg var forfærdelig til det. Jeg ville jo egentlig helst bare selv skrive artiklerne og kunne ikke lade være med at blande mig hele tiden. En god redaktør kender til stofområdet, til arbejdsforholdene – og blander sig så i øvrigt ikke for meget. Men er til gengæld skarp og præcis til at se problemerne i en artikel, når man gerne vil have sparring.

For mig er det vigtigt, at du stoler på dine medarbejdere og har is i maven – også i forhold til at sadle om med kort varsel og stole på, at det nok skal gå. At man er ret koldblodig, når det gælder. Jeg kan huske engang på Ekstra Bladet, hvor Hans Engell pludselig lavede et finanslovs-forlig med Lykketoft, og Uffe Ellemann blev skidesur, og der pludselig var en farlig ballade klokken tre om natten op til deadline. Jeg havde en redaktør, som godt kunne være lidt hysterisk indimellem. Men lige dér var han iskold og sagde, at han stolede på, at jeg havde styr på det. Og den der ro, der strålede ud af ham, gjorde også mig rolig. Det er en dygtig redaktør.

Jeg vil faktisk gerne have feedback – så længe den er positiv, og på den måde er vi journalister jo nogle forfærdelige krukker, som forventer, at redaktører får deres journalister til at shine uden selv at gøre for meget væsen af sig. Det værste er redaktører, der får idéer, så man er nødt til at have sine egne klar. Min mest anvendte metode til at undgå indblanding er nok en blanding af passiv aggressivitet og jysk surhed. Men det går jo ikke for alle, det kræver nok alder og position og måske, at man er jyde. Jeg ødelægger nok lidt mit offentlige arbejdsimage ved at sige det her, men jeg har heldigvis haft redaktører, der var ret gode til at give mig plads.”