Journalister bliver næsten krydsforhørt af kommunikationsfolk, når de beder om selv den mest simple oplysning. Kommunikationsfolkene siger, at de bare ønsker at hjælpe og forhindre ubehagelige overraskelser.
MODSPØRGSMÅL. Det begynder uskyldigt. Jeg ringer op til DSB's pressetelefon og får en kommunikationsmedarbejder i røret.
»Det er Jakob Albrecht fra fagbladet Journalisten. Jeg vil gerne tale med Anna Vinding,« forklarer jeg.
»Det kan du ikke lige nu. Hun sidder i møde,« siger pressemedarbejderen og beder om mit navn igen.
»Hvad vil du snakke med hende om?« spørger han.
Jeg fortæller, at jeg vil vide, hvor meget DSB's kommunikationsafdeling er vokset de seneste fem år. Jeg kan høre, at han noterer det ned.
»Er det til en artikel i bladet?«
»Ja, det går jeg ud fra.«
»Sammenligner du forskellige, eller er det kun DSB?« spørger han.
»Øh, behøver jeg svare på det?« spørger jeg tilbage og kan høre, at det også bliver skrevet ned.
»Nej, det afgør du da selv.«
Vi har kun talt i ganske kort tid, og han har allerede stillet tre spørgsmål, før jeg er kommet igennem til den person, der skal svare på mit spørgsmål.
Der er stille et øjeblik, så fortsætter han sit interview:
»Men er der noget hemmeligt i det? Det lyder, som om du måske ikke vil svare på det,« siger han.
»Jeg er bare lidt overrasket over, at jeg skal svare på spørgsmål for at komme igennem til en kommunikationsmedarbejder.«
Jeg får at vide, at det bare er god service.
»Anna Vinding har jo travlt. Jeg vil fortælle hende, at du har ringet.«
JEG HAR SAT MIG FOR at undersøge, hvordan det kan være, at journalister bliver udspurgt, før de kan få udleveret selv simple oplysninger fra en kommunikationsafdeling. Konkret vil jeg se, hvad DSB kræver af svar for at give mig et enkelt tal.
I mellemtiden ringer jeg rundt til en række journalister. De fortæller, at problemet er voksende, og at de bliver stillet spørgsmål, man tidligere kun hørte på et lettere ophidset redaktionsmøde: Hvad er din vinkel? Hvem er dine kilder? Hvilke tal har du? Nogle kommunikationsafdelinger er forholdsvis medgørlige, siger journalisterne, andre "pumper" dem for oplysninger.
Vært og redaktør Tanja Nyrup Madsen på P1 Dokumentar i DR oplever, at det ikke sjældent koster timelange kampe i telefonen at få en interviewaftale i stand.
»At komme igennem gatekeeperne er generelt noget, jeg bruger rigtig, rigtig meget tid på,« siger hun.
Samme melding kommer fra TV-Avisens Kristian Sloth. Han har blandt andet oplevet, at landbrugets kommunikationsfolk har spurgt til vinkel, andre medvirkende og talgrundlag.
»Og når jeg så beder om tilladelse til at filme i en stald, kan døren være helt lukket i. Det er svært at lave indslag om dyrevelfærd, hvis man ikke kan vise billederne. Og det ved de godt i kommunikationsafdelingerne,« siger Kristian Sloth.
Selv et simpelt faktuelt spørgsmål får alarmklokkerne til at bimle, siger han.
»Kommunikationsafdelinger er sat i verden for at have antennerne ude for at finde ud af, om der er noget på vej, der kan skade dem. De gør alt, hvad de kan, for at afværge det. Og det gør de godt,« siger Kristian Sloth, der forbereder sig grundigt, før han ringer op.
»Jeg tænker meget nøje over, hvad jeg vil sige. Det er en øvelse i sig selv.«
For Ulrik Dahlin fra Information ender det nogle gange i regulære skænderier.
»Jeg synes, det er underligt, at man først skal drøfte, om historien holder eller ej. Det rager ikke dem,« siger Ulrik Dahlin, der indrømmer, at det nok ikke kan betale sig at lægge sig ud med kommunikationsfolkene. Ligesom mange andre journalister foretrækker han at finde sine informationer ad andre kanaler. På Christiansborg er det for eksempel ofte lettere at stoppe en politiker på gangene end at lave en aftale gennem en spindoktor, fortæller Ekstra Bladets politiske redaktør, Niels Ditlev.
»Ved at spørge ind kan kommunikationsfolkene finde ud af, hvad journalisten egentlig er ude efter. Det er fair play,« mener Jens Otto Kjær Hansen, forfatter til bogen "Strategisk kommunikation for praktikere". – foto: Andreas Szlavik
ANNA VINDING, DSB's kommunikationschef, ringer tilbage. Jeg forklarer, at jeg gerne vil vide, om DSB's kommunikationsafdeling er vokset de seneste fem år.
»Ja, og så spørger jeg selvfølgelig, hvorfor du vil vide det?« lyder Anna Vindings modspørgsmål.
Anna Vinding forklarer, at DSB Kommunikation gerne stiller op.
Men ikke uden videre.
»Hvad er din vinkel?« lyder det næste spørgsmål.
Hun vil også vide, hvilken 'overdommer' der skal vurdere, om der er for mange ansatte. Desuden er det svært at sammenligne kommunikationsafdelinger, fordi de løser forskellige opgaver.
»Jeg ønsker sådan set bare tallet,« prøver jeg.
»Jeg vil ikke give tallet uredigeret. Det giver ikke mening.«
»Uredigeret – hvad betyder det,« spørger jeg.
Anna Vinding svarer, at hun gerne vil oplyse, hvor mange medarbejdere der er i afdelingen.
»Men jeg vil ikke være med til, at du laver en historie om, at der er store rationaliseringsgevinster.«
Vi aftaler at vende tilbage til sagen.
DEN NÆSTE, JEG FÅR FAT I, er Jens Otto Kjær Hansen, tidligere journalist og Cavling-vinder på Jyllands-Posten. I 1980'erne skiftede han til kommunikation, og i dag er han direktør for UDPATE ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskjole. Han har netop udgivet "Strategisk kommunikation for praktikere", en opdateret udgave af kommunikationsbogen "I andres brød". Jeg har brug for hans hjælp. Hvorfor alle slusespørgsmålene? Hvad er rationalet?
Jens Otto Kjær Hansen forklarer, at når kommunikationsafdelingerne er tilbageholdende med at udlevere selv simple faktuelle oplysninger, handler det om, at selv objektive informationer kan tage sig forskelligt ud, afhængigt af journalistens vinkel. Derfor handler det for kommunikationsmedarbejderen om at finde ud af, hvad informationerne skal bruges til.
Jens Otto Kjær Hansen synes, det er i orden, at kommunikationsafdelingerne spørger til deres rolle i artiklen. Kommunikationsfolk ved nemlig godt, at journalister ikke fortæller hele sandheden, når de henvender sig.
»Som journalister kan vi ringe op til en virksomhed og sige, at vi laver en generel undersøgelse af branchen, men i virkeligheden går man efter præcis den pågældende virksomhed. Ved at spørge ind kan kommunikationsfolkene finde ud af, hvad journalisten egentlig er ude efter. Det er fair play,« siger Jens Otto Kjær Hansen. Han henviser til programmerne om de røde lejesvende på DR2.
»I programmet får Jens Nauntofte og de andre journalister selv lov til at prøve, hvordan det er at blive placeret i en bestemt kontekst. Kun hvis de indrømmer blankt, eller i det mindste bliver tøvende og usikre nok til at virke skyldige, går de fri.«
Kort efter får jeg Dansk Supermarkeds kommunikationskonsulent Maia Lindstrøm Sejersen i røret. Hos Dansk Supermarked er det praksis, at man gerne besvarer simple faktuelle spørgsmål uden at spørge ind til journalistens vinkel.
»Men hvis vi fornemmer, at journalisterne reelt har en anden dagsorden, spørger vi ind til det. Vi ønsker ikke, at menige medarbejdere stiller op og taler med en journalist, der er en ulv i fåreklæder.«
Og hvis Dansk Supermarked ikke føler sig sikker på, at journalisterne oplyser deres egentlige ærinde, kan de ikke være sikre på at få hjælp.
»Vi vil gerne servicere medierne, men som privat virksomhed er vi ikke forpligtet til det,« siger Maia Lindstrøm Sejersen.
Lise Stenbro fra NORDJYSKE behøver ikke gå igennem Aalborg Kommunes kommunikationsafdeling for at tale med en lokalpolitiker. »Vi har deres private mobilnumre, så vi kan ringe direkte,« siger hun. – foto: Andreas Szlavik
ENDELIG KOMMER JEG igennem til Anna Vinding fra DSB igen og forklarer sagens rette sammenhæng. Historien handler i virkeligheden om de slusespørgsmål, kommunikationsfolk som hende stiller journalister.
Hun forklarer, at det er hendes klare opfattelse, at spørgsmålene både hjælper journalisterne og DSB.
»Vi får tit henvendelser, der i virkeligheden er til andre – for eksempel Trafikministeriet, privatbanerne eller Banestyrelsen. Så det sparer journalisternes tid og vores tid,« siger hun.
Spørgsmålene skal med andre ord sikre, at journalisten havner hos den rette fagperson. DSB Kommunikation får 100-200 henvendelser om ugen fra medierne, og der er ikke nogen, der har klaget over fremgangsmåden, siger Anna Vinding. Tværtimod ligger kommunikationsafdelingen i top i Institut for KonjunkturAnalyses årlige tilfredshedsundersøgelse blandt journalister.
Hvad sker der, hvis man som journalist ikke ønsker at svare på spørgsmål om vinkel?
»Hvis journalisten ikke fortæller om sammenhængen, vil jeg ikke anbefale en medarbejder at stille op. Der er for stor risiko for upræcise svar.«
Ifølge Anna Vinding handler det om, at medierne skal vænne sig til, at kommunikationsfolkene stiller krav.
»Jeg ved godt, at journalister ikke altid lægger alle kort på bordet, og det er helt legitimt. Men ligesom medier skal være kritiske over for os, skal de også være parate til at blive mødt med de arbejdsmetoder, som de selv bruger. Gode journalister har jo ikke problemer med at fortælle os, hvad de arbejder med.«
I MIN RESEARCH HAR jeg fundet ud af, at det er mange år siden, kommunikationsfolk bare agerede omstillingsdamer. Uanset om det gælder private virksomheder, det offentlige eller interesseorganisationer. Men jeg har også bemærket, at kommunikationsfolkene ikke er alene om at stille opklarende spørgsmål. Journalisterne, der kritiserer kommunikationsfolkene, forlanger også at vide, hvad artiklen handler om, før de stiller op. Hvad skal det bruges til? Er det til referat? Hvad er vinklen? Har du en arbejdsrubrik? Hvordan illustrerer I artiklen?
I virkeligheden er det måske ikke så underligt, at man gerne vil vide, hvad man går ind i.
Min sidste eftersøgning fører mig til Aalborg, som Lise Stenbro dækker for NORDJYSKE. Man hører jo så meget om, at kommunerne har ansat flere kommunikationsfolk. Men har det gjort hendes dækning af Aalborg Kommune mere besværlig?
»Næh, jeg ringer stadig direkte til rådmændene eller til deres sekretærer,« siger Lise Stenbro helt roligt.
Risikerer politikerne så ikke at blive overrumplet af spørgsmål, de ikke har forberedt et svar på?
»Nogle gange siger de, at de gerne vil ringe tilbage senere, hvis de ikke kan svare. Men som regel ved de godt, hvad det handler om, fordi det drejer sig om ting, der er på dagsorden til udvalgsmøderne. Vi har også deres private mobilnumre, så vi kan ringe direkte.«
Det lyder, som om forholdet mellem journalister og kilder i Aalborg er lige så idyllisk som et afsnit af børneprogrammet Postmand Per. Er det, fordi journalisterne ikke stiller kritiske spørgsmål?
»Nej, det vil jeg ikke sige. Meget af det, vi spørger om, er kritisk. Det er da ofte ting, de helst ville være fri for at skulle svare på.«
➽JOURNALISTENS EKSEMPEL – KRISTIAN SLOTH, JOURNALIST, TV-AVISEN
Før sommerferien arbejdede jeg på et indslag om multiresistente svinebakterier, der kan sprede sig til mennesker. Jeg havde fundet en svineavler på Fyn, der havde oplevet, at antibiotika-resistente svinebakterier var tæt på at slå hans nyfødte baby ihjel. Casen var vigtig, fordi den viste, at landmændenes familier selv er udsatte, og landmanden ville gerne være med. Han bad mig dog cleare besøget med svineavlernes interesseorganisation. Efter jeg havde fortalt dem om sagen og min vinkel, måtte jeg ikke besøge landmanden alligevel. Og landmanden selv trak sit tilsagn tilbage.
➽KOMMUNIKATIONSMANDENS EKSEMPEL – ERIK EISENBERG, KOMMUNIKATIONSCHEF, DANSK SUPERMARKED
Vi blev kontaktet af Ekstra Bladet, fordi en kvinde sagde, at hun havde fundet glasskår i en trøffelkugle. Hvis det var sandt, ville det få voldsomme konsekvenser for os, fordi der selvfølgelig ikke må være glas i fødevarerne. Heldigvis ville journalisten gerne hjælpe med at belyse sagen og fortalte, hvor han havde sine informationer fra, og hvilket varehus kunden havde købt trøffelkuglen i.
Mens vi fjernede alle trøffelkugler fra vores bageri, fik Ekstra Bladet taget et billede af kuglen, og det viste sig, at der slet ikke var glas i den. Den var nok snarere lidt af skallen fra en nød. Ved at stille spørgsmål til sagens substans sparede vi en dyr tilbagetrækning, og en masse forbrugere slap for at blive forskrækkede.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er rart at se, at en så respekteret journalist som Jens Otto Kjær Hansen kan svare på, hvorfor det er aldeles legitimt at spørge ind til vinkel og sammenhæng. Jeg kan supplere med, at ligesom journalisten forbereder sig til et interview - det sker jo stadig - så ønsker den, som journalisten spørger efter, også at gøre det. At også den interviewede har en ide om kontekst og kan forberede hvilke fakta, der efterspørges eller hvilke andre kilders kommentarer han skal forholde sig til er vel hele ideen med et interview, hvopr læserne bliver klogere og får indsigt.
Generelt oplever jeg også, at journalister har det helt fint med dette. Ja ofte fortæller de selv vinklen inden man spørger - også når den er kritisk - og i stigende grad får man den faktisk på mail a la. "Jeg planlægger at skrive om det her til i morgen. Min vinkel er xxx. Har i nogle tal og kan yy eller anden relevant give en kommentar ringe til mig."
Om det er et tegn på at journalister har fået mere travlt - eller fordi indledende henvendelse/researh på mail bare er nemt skal jeg ikke kunne sige. Men i min bog vidner det også om, at de der uopfordret fortæller ders vinkel, i hvert fald ikke frygter at blive udsat for en gate-keeper, når de oplyser vinkel og hvilke fakta de gerne vil have. Det vidner vel snarere om det modsatte, nemlig at de møder en "gate-opener" som kan hjælpe med at finde den rigtige dør inden deadline.
Men det sker da, at den gule advarselslampe blinker, når en journalist man ikke tidligere har været i kontakt med, ringer og spørger til "underlige" faktuelle ting. Jeg giver gerne et eksempel, hvor jeg - og jeg tror også journalisten - bagefter var tilfreds med at jeg havde spurgt til vinkel og sammenhæng.
Da jeg var i SAS ringede en journalist fra en større avis. Hun vlille bare hurtigt vide, hvor mange SAS havde afskediget det sidste år. Det var faktisk et år - det var dengang - hvor SAS ikke havde haft afskedigelsesrunder, og jeg måtte meddele at vi skulle mere et år tilbage for at SAS havde en afskedigelserunde. Hun ville så alligevel vide, hvor mange det drejede sig om og hvornår det præcist var. Det undersøgte jeg hurtigt og ringede tilbage og gav hende tallet, men jeg insisterede dog også på at få at vide, hvorfor det var interessant. Hun svarede at det var til en artikel om direktør Niels Boserup - og vist også om TDC´s og Carlsbergs adm. direktører - hvor de ville vise hvor meget direktører tjente samtidig med at de hele tiden fyrede folk. Jeg gjorde så opmærksom på, at hun havde ringet til SAS som intet som helst har at gøre med Københavns Lufthavne A/S, hvor Boserup var direktør. Havde jeg ikke spurgt, var en et år gammel afskedigelserunde i SAS blevet brugt i en historie om et helt andet selskab - Københavns Lufthavne A/S - og deres daværende direktør. I øvrigt havde Københavns Lufthavne heller ikke haft afskedigelsesrunder det år, men havde jeg ikke spurgt ville det have set sådan ud i avisen.
Konklusion: Det hænder desværre ind i mellem at "gatekeepere" som vi må så må leve med at blive kaldt, oplever at journalistens forberedelse/viden om emmet eller virksomheden er så tæt på nul at de har ringet til den forkerte. Ovenstående var i særklasse et eksempel på dette, men det var nu ikke den eneste gang at et par spørgsmål afdækkede at det var "forkert nummer". Jeg siger ikke, at det sker ofte, men i takt med at fagjournalisten er blevet afløst af faldskærmsjounalisten som lander i et nyt stofområde eller emme to gange om dagen sker det dog oftere end for otte år siden, da jeg trådte mine første skridt som "gatekeeper".
Og læserbrevet fra Tyge Pedersen i det netop udkomne Journalisten viser jo med al tydelighed, at det tjener sig også at spørge ind til vinkel og kontekst når Journalisten ringer. Tyge Pedersen blev i forrige nummer hængt ud som offer -læs fyret - for DRs sparerunde. Men han var såmænd bare gået på pension fordi han fyldte 67 år. Redaktøren forsøger i et langt svar at forklare sig. Det kunne dog have været gjort meget kortere med ordene "Beklager, Undskyld, Det var forkert at bruge dig som eksempel Tyge."
Venlig hilsen
Jens Langergaard