search

Hvad der sker, mens det sker

Bagefter kunne jeg næsten ingenting huske. Det hele stod som en komprimeret tåge bag mig.

Bagefter kunne jeg næsten ingenting huske. Det hele stod som en komprimeret tåge bag mig.

Vi havde sendt over 8 timer, og alle var trætte. Vi vidste, at det var lykkedes for os at spille sammen som et hold. Jeg sad med et stykke timegammel, kold pizza og en kop kaffe, mens DR1 var begyndt at sende tekst-TV.

Der gik halvandet døgn, før jeg begyndte at reagere som privatmenneske på den amerikanske tragedie. Før jeg som alle andre mennesker tænkte på de døde i World Trade Center. Før rædslen i de flygtendes øjne blev virkelighed.

Jeg var temmelig meget på tirsdag og onsdag. Torsdag morgen tænkte jeg på en ung kvinde, som jeg havde interviewet i telefonen flere gange tirsdag eftermiddag. Hun opholdt sig 100 meter fra de brændende bygninger. Sidste gang, hun var igennem, styrtede tårnene sammen. Hun var i panik, og jeg måtte afslutte interviewet, som kørte via hendes mobiltelefon direkte ud på tv, med at spørge, om hun vidste, hvad hun skulle gøre?

Da hun svarede nej, sagde jeg til hende, at hun skulle se at komme væk.

I B.T. torsdag var der en artikel, hvor hendes far fortalte, at hun har det godt. Gudskelov.

Det hele startede tirsdag eftermiddag. Pludselig kom telegrammet, og vi kunne se på CNN, at det ene af tårnene på World Trade Center stod i brand. Meget hurtigt og rationelt reagerede nyhedsredaktør Ulrik Skotte. Han tog telefonen og fortalte continuity, at TV-Avisen ville på.

Vi troede i de efterfølgende minutter, at der var tale om en flyulykke. Så ramte det andet fly tårnet. Og Ulrik sagde: "Det må være en terroraktion. Kom, vi går over og laver 5 minutter."

I studiet prøvede jeg forgæves at finde et stykke papir, hvor jeg kunne skrive nogle stik-ord ned. På vejen over mod studiet hentede Ulrik udenrigsveteranen Jens Nauntofte. Han kom løbende ind i studiet. En anden rakte mig en fotokopi fra et leksikon, hvor World Trade Center er beskrevet. Bygningskompleksets omfang, hvor mange der arbejder der. Og udenrigsredaktør Torsten Jansen kom til, da vi lige var gået i gang.

Begge korrespondenter var dybt koncentrerede og fortalte ud af deres årelange erfaring om, hvor et terrorangreb kunne tænkes at komme fra, symbolværdien i målet, katastrofens omfang. De kommenterede den strøm oplysninger, der løb ind, og konsekvenserne for New York og USA.

Reportagens grundsætning er: Fortæl hvad der sker.

I den digitale satellitverden er betingelsen: Mens det sker.

Da jeg kiggede på uret første gang, havde vi sendt tre kvarter. Og jeg vidste, at nu ville vi blive ved i timevis.

På redaktionen var alle i gang på telefonerne. Militæreksperter, flyeksperter, herboende amerikanere, danskere i New York. Alle blev kontaktet.

Alt det vidste jeg selvfølgelig ikke i situationen. Jeg havde kun mine to kolleger i studiet og nyhedsredaktøren i øresneglen med en rullende opdatering i stikord.

Da han pludselig fortalte, at Pentagon også var ramt, kiggede vi på hinanden i studiet. Og mens Torsten og Jens talte videre, så jeg pludselig situationen udefra. Ret ubehageligt.

– Det er ikke virkeligheden, det her. Prøver de os af lige nu? Vil de se, hvor meget Torsten og jeg kan klare?

De to andre bevarede roen, og jeg kiggede på monitoren med de brændende bygninger. Det var virkelighed. Men ikke en virkelighed, der i arbejdssituationen ramte mig personligt.

Jeg havde det, som en læge engang forklarede mig, at han har det i katastrofesituationer, hvor han skal oparbejde en 100 procent professionel koncentration: Nu er du ikke længere Peter Hansen, nu er du kirurg. Videre!
Jeg gled ind i koncentrationen igen.

Kommandørkaptajn Jens Claus Hansen fra Forsvarsakademiet kom til. Hans ro, viden og kompetence kom på det afgørende tidspunkt.

"Sig til seerne, at alle andre programmer er aflyst. Vi bliver ved med at sende. Opdatér," sagde Ulrik Skotte flere gange.

Jeg fik at vide, at den næste gæst i studiet var amerikaner, herboende. Jeg anede ikke, hvad han hed. Eller om han talte dansk.

Kollegerne bag os havde fået et hjul i gang. Bush talte til nationen. Korrespondent Kim Bildsøe var igennem på telefon. Den danske generalkonsul i New York. Øjenvidner. Omstilling til Christiansborg og den amerikanske ambassade. Redigerede sammenklip, opdateringer. Forfra igen. Nye elementer, detaljer, reaktioner.

Tidsfornemmelsen var forlængst forsvundet. I studiet stillede vi de spørgsmål, enhver seer ville stille: Hvem, hvad, hvorfor. Kommer der flere angreb?

Efter de første tre og en halv time står Steffen Kretz pludselig i studiet sammen med Steffen Gram, klar til at tage over. Kretz klapper mig på skulderen med et genert smil og siger "Flot gået!". Og så tager han over og kører videre.
Jeg går over på redaktionen, hvor alle kører i højeste gear.

Nyhedsredaktør Palle Steffensen, som kører slaget på redaktionen, siger:

"Du er helt på toppen. Gå en tur, slap lidt af. Du skal på igen kl. 9."

Jeg finder et øde kontor, hvor jeg sidder og kigger på en knusende rolig Kretz. Slår over på BBC World. Jeg kan høre på BBCs dækning, at vi ikke har været for langt ude. Senere forklarer Palle om elementerne i programmet fra kl. 21. Nu er der begyndt at komme manuskripter. Og der vil være ord på teleprompteren. Det var der af gode grunde ikke de første tre en halv time.

Folk er for længst kaldt ind til næste morgen og eftermiddag.

Læs også: Terror – direkte, Gammeldags aviser og Forsiderne ifølge bladkonsulenten

Kommentarer
1
Thomas Torrens
16.12.09 12:11
Re: Hvad der sker, mens det sker

"Kommandørkaptajn Jens Claus Hansen fra Forsvarsakademiet kom til. Hans ro, viden og kompetence kom på det afgørende tidspunkt."

Her er hvad han bla. sagde:  http://video.google.com/videoplay?docid=1135214823581879220&hl=da#

 Han bliver forvekslet med Bent Lund, som også ved hvad han taler om:http://www.bt.dk/nyheder/tonsvis-af-spraengstof 

Her er da en opgave for en journalist, ikke? Hvis nej...hvorfor ikke?

Mvh 

Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen