Københavnerne ved ikke, der skal være VM i cykling i næste uge og kommunikationen omkring den store begivenhed er dumpet, siger branding-ekspert.
I næste uge bliver trafikken i det indre København godt og grundigt forstyrret af cykel-VM. Men det ved københavnerne simpelthen ikke, og det kan i sidste ende sætte hele begivenheden i et dårligt lys, siger Svante Lindeburg, branding-ekspert.
»Det svarer til, at hvis du holder en fest, så sørger du for at invitere de andre i opgangen, eller du hænger i det mindste en seddel op. Det har man forsømt i denne omgang, og derfor er der en risiko for, at det, der er en fantastisk mulighed, kan ende med at blive en negativ historie«, siger han til P4 København.
VM i landevejscykling, den største sportsbegivenhed i Danmark til dato, vil de næste mange dage næsten helt afspærre den inde by i København med store konsekvenser for alle trafikanter. Martin Bender, underdirektør i wonderful Copenhagen, er tilfreds med kommunikationsindsatsen og anslår, at cirka hver anden københavner ved, at deres veje bliver overtaget af professionelle cyklister. Men kommunikationen har også mødt udfordringer, medgiver han.
»Valget er som en tsunami. Det er umuligt at komme udenom det, og vi bliver alle sammen skyllet med i nyhedsstrømmen. Det har vi taget til efterretning. Vi ville gerne have haft et lidt længere forløb omkring vores smukke og store sportsbegivenhed«, siger Martin Bender til P4 København.
1