Ved LO-Aalborgs repræsentantskabsmøde lytter jeg med undren til, at den ene lokale fagforeningsmand efter den anden går på talerstolen og kræver regeringens afgang i et ordvalg, der sjældent høres i en forsamling, der nærmest er støvsuget for enhver venstreopposition!

"Der bliver ført klassepolitik hertillands," dundrer LO-formand Kaj Poulsen.

Jeg mindes en Carl Scharnberg, der en kold martsdag i 1981 på Gammel Torv i Aalborg med den dramatiske optakt "Der opføres for tiden i Danmark et spil". Mine tanker strejfede begivenheder fire år senere på samme plads – i middelalderen hjemsted for byens træhest – da titusinder under det såkaldte påskeoprør protesterede mod Schlüterregeringens demontering af velfærdssamfundet.

Men på LO-årsmødet tager begivenhederne pludselig en uventet drejning. Den ene af mødets ordstyrere, elektrikerformand Preben Nøhr, også formand for TV2 Nords bestyrelse, svinger sig op – måske inspireret af formand Poulsens skriftlige beretning, hvor pressen med konkrete eksempler anklages for at drive hetz mod arbejderbevægelsen – til at foreslå, at fagbevægelsen kollektivt opsiger abonnementet på NORDJYSKE Stiftstidende, fordi avisen "ikke tjener arbejderklassens interesser". Øjeblikket efter sekunderet af den anden ordstyrer, Kvindeligt Arbejderforbunds Jonny Barchow, som supplerer med, at "så skal Preben nok sørge for, at I kommer i TV Nord i stedet".*)

Hvad er det? Én stor frustration over Socialdemokratiets valgnederlag, medlemstilbagegangen og VK-regeringens hårde angreb på arbejdernes rettigheder? Eller nogle pamperes forsøg på at give andre ansvaret for egne svagheder og manglende resultater?

Det verbale udfald kunne jo også skyldes, hvilket skarpt blev trukket op i en DJ-debatpjece om det frie ords vilkår fra 1980, at "Arbejderen er usynlig i den borgerlige presse" (med belæg i en tilfældig dags udgave af Politiken, hvor kun én af 450 navngivne personer var arbejder). At vi er blevet fremmede for hinanden, journaliststanden og de 1,4 millioner medlemmer af LO. Og det på trods af tidens tendens til flere mennesker i spalterne. Men ligefrem at tage arbejdernes parti, eller være organ "for arbejdernes berettigede krav" (Socialistens undertitel 1871), den rolle er der ikke rigtig nogen, der udfylder – når man ser bort fra Dagbladet Arbejderen, som måske kan være lidt svær at få øje på i dagens mediebillede.

Ingen har følt sig kaldet til at videreføre arven efter hedengangne aviser som Aktuelt, Land og Folk, Socialistisk Dagblad, Press og mange andre med et ståsted til venstre for midten. Og hvor er det, jeg skal finde Erik Thygesen og Nils Ufers afløsere. Var Carl Scharnbergs bortgang (1995) et farvel til digtning og skribentvirksomhed i solidaritet med samfundets underste lag?

I min søgen efter svar på, hvad der gik galt i forholdet mellem fagbevægelse og medier faldt jeg over en fin bog, "Sælg dig dyrt", som Ekstra Bladets Bent Falbert og Informations Torgny Møller begik tilbage i 1974. Sådan et rigtigt kampredskab tilegnet de menige fagforeningsmedlemmer. Hvor er den indstilling til læserne, lytterne, seerne blevet af?

Journalistik, der tager parti på den måde, er stærkt rationeret i disse år. Først lagde vi provinsens firebladsmodel bag os, og nu er vi snart havnet der, hvor den sidste rest indholdsmæssig forskellighed også er borte i de landsdækkende medier. Hele journaliststanden fremstår i stigende grad som det berømte dikkende halehæng til forretningslivet og magtapparatet.

Lemmingeffekt, sagde radiokollegaen, for at beskrive alt det med, at avisernes forsider på visse dage er fuldstændig ens. I mine øjne er der – for nu at blive i dyreverdenen – snarere tale om sammenrotning, aftalt eller ej. Og den gælder jo ikke kun fagbevægelsen. For vist ta'r vi da stadig parti – med reportager, som leverer præcis den vare, der skal til for at skrive ledere i det borgerlige medie- og meningsmonopol. Tænk på Tvind-sagen, på den fremmedfrygt, som flere og flere betegner som medieskabt og -vedligeholdt, på Danmarks krigsførelse under fremmede himmelstrøg – eksemplerne er talrige.

Vi tager jo altid parti, og det kan ved grød ikke passe, at vi alle havner på den samme side. Er der nogen, der er med på lidt modspil? Så kan det tilmed være, at fagforeningsfolket vil tale pænt til os igen…!

* LO-formanden har via Aalborg Medieselskab en aktie i den lokale tv-station (udadtil i TV Danmark regi), der selskabsmæsigt hører hjemme under det regionale mediemonopol Aalborg Stiftstidendes Fond, der ejer Nordjyllands Avisselskab og dermed NORDJYSKE Stiftstidende (som opslugte tre aviser) og en bid af De Bergske og 4S-bureauet og Metropol-samarbejdet og-og-og… Bliver det for indviklet? – så skulle I bare prøve at være undergivet den slags konstruktioner til hverdag.

* Peter Brock er JOURNALIST PÅ NORDJYSKE STIFTSTIDENDE, ERHVERVSREDAKTIONEN