30 millioner kroner, 70 millioner, 90 millioner eller 118 millioner?
Det kan være svært at blive klog på, hvad FC Nordsjælland fik for den dansk-tyrkiske fodboldspiller Emre Mor, da han tidligere på ugen blev solgt til Dortmund.
Tyske Bild skrev 30 millioner kroner, den tyske fodboldavis Kickers bud lød på 70 millioner kroner, mens BT herhjemme toppede den med 90 millioner. Og ifølge tv2.dk har der i tyrkiske medier været forlydende om en pris på hele 16 millioner euro, svarende til 118 millioner kroner.
»Det er en verden, hvor sandheden kan have trange kår, når det kommer til økonomi. Så man kan sjældent få oplyst den helt rigtige pris i den her genre. Men vi har været på ganske sikker grund her, så jeg står gerne på mål for vores pris,« siger Allan Olsen, sportsredaktør på Ekstra Bladet.
I hans avis kunne man læse, at Emre Mor blev solgt for 37,5 millioner kroner.
BT: Troværdige bud fra kilder
Spørger man BT, mener de også, at deres pris på 90 millioner kroner – som altså er mere end dobbelt så høj som Ekstra Bladets – er den rigtige.
»Det er de oplysninger, vi har fra vores kilder. Jeg komme selvfølgelig ikke til at fortælle, hvem de er, men det er de troværdige bud, vi fik fra vores kilder, da vi undersøgte det,« siger avisens sportsredaktør, Benjamin Munk Lund, der mener, at en pris omkring 30 millioner kroner lyder »fuldstændig urealistisk«.
Men bekymrer det dig ikke, at beløbene i de forskellige medier spænder så vidt?
»Hvert medie må jo gøre op med sig selv, om de stoler på deres kilder. Men jeg er ret tryg ved det, vi har skrevet,« siger han.
Det er Allan Olsen fra Ekstra Bladet ikke så sikker på:
»Kan man virkelig få 90 millioner for en 18-årig knægt, der ikke har bevist alverden endnu? Det tillader jeg mig at tvivle på. Men det må stå for deres regning. Måske bliver vi alle sammen klogere en dag,« siger han.
Emre Mor nåede kun at spille 13 kampe i Superligaen, hvor han scorede to mål.
Ekstra Bladets pris er ifølge Allan Olsen »stykket sammen« efter snakke med agenter, tyske spillere og andre kilder i miljøet.
Medierne bliver brugt i forhandlingerne
Journalisten har tidligere beskrevet, hvordan sportspressen kammer over med rygter, når transfervinduet åbner, og fodboldklubber må handle spillere. Sportsdirektører, spillere, agenter og journalister fortalte dengang, at der bliver plantet mere eller mindre sande historier i medierne.
»Overordnet set bliver medierne brugt meget flittigt fra alle parter i sådan en forhandlingssituation,« udtalte Carsten V. Jensen, daværende sportsdirektør i F.C. København, blandt andet.
Til det siger BT’s sportsredaktør, Benjamin Munk Lund:
»Vi anerkender fuldstændig, at det også sker, at nogen prøver at påvirke os. Derfor gør vi os også ekstremt umage med de her sager. Vi taler med vores kilder og lærer gennem mange historier, hvem vi kan stole på, og hvem vi ikke kan stole på. Det er helt klassisk kildepleje, som nok ikke er så anderledes end det, der sker på Christiansborg,« siger han.
EB: Kunne godt have skrevet andre mediers bud ind
Mens både BT og Ekstra Bladet i deres artikler om salget af Emre Mor ikke nævner andre bud på salgsprisen end den, deres kilder har oplyst dem, refererer Tipsbladet i deres artikel til forskellige mediers forskellige priser.
Burde I ikke også deklarere usikkerheden åbent?
»Nej, det synes jeg ikke. Vi skriver, som vi gør, fordi det er et udtryk for den sikkerhed, vi har omkring historien,« siger Benjamin Munk Lund.
Allan Olsen fra Ekstra Bladet er mere åben for at deklarere usikkerheden for læserne:
»Det skal vi ikke være blege for. Det er klart, at man godt kunne have skrevet, at der er fremkommet andre bud i andre medier,« siger han.
Begge sportsredaktører nævner desuden, at priserne til en vis grad kan variere, alt efter om man regner videresalgsklausuler, kampbonusser og den slags med.
»Men det er klart, at når prisforskellen bliver så stor som her, så kan det hele jo ikke være rigtigt,« siger Allan Olsen.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er den slags kildebrug der gøder jorden for Quereshi-tilstande.