search

Hvad beskytter TV2?

Michael Dyrby har kæret byrettens afgørelse om, at han og Rasmus Tantholdt har vidnepligt i lækagesagen.

Michael Dyrby har kæret byrettens afgørelse om, at han og Rasmus Tantholdt har vidnepligt i lækagesagen. Samtidig slår han fast, at han uanset udfaldet ikke har tænkt sig at rette sig efter rettens ord.

Umiddelbart kan jeg godt forestille mig, at denne bebudelse af civil ulydighed vækker en varm solidaritet i dele af pressen. Kildebeskyttelsen bliver under tiden hyldet som et magisk begreb, der skulle være hele fundamentet for den frie presse. Næsten på linje med ytringsfriheden.

Men i stedet for at blande faglige følelser og stolthed ind i sagen, burde man tage et nøgternt kig på, hvad den journalistiske kildebeskyttelse dækker over. Den er blevet til for at beskytte sårbare vidner, der udtaler sig mod magthavere – om det så er rockere eller regeringer. Og de vidner skal man gå meget langt for at beskytte.

Retsplejelovens bestemmelser om kildebeskyttelse giver dog ikke ret til at beskytte kriminelle – eller magthavere for den sags skyld, der forbryder sig mod et lands love. Læs kapitel 18 i Retsplejeloven https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=126338 . Akkurat som den ikke giver journalister ret til at beskytte en morder, hvis denne betror sig til pressen om sin forbrydelse. Her er det kun præster og advokater – samt i visse tilfælde læger, der har krav på at blive fritaget for vidnepligt.

I nærværende sag dækker TV2 over en kriminel handling begået af en kilde i regeringen. Det er den totalt omvendte verden at påberåbe sig kildebeskyttelse i sådant et tilfælde. Fred være naturligvis med TV2s forsøg på at sikre, at de også fremover kan tage imod fortrolige oplysninger, som de kan bygge historier på. Her er det dog afgørende, at disse oplysninger har en almen interesse. Både retligt og journalistisk.

Vi har nu rettens ord for, at det var oplysningerne ikke i denne sag. Heri er der nok mange journalister, der er enige. Var oplysningen om, at og hvornår Jægerkorpset skulle sættes ind i Irak af så vital betydning for hele samfundet, at det legitimerede lovbruddet? Journalistisk ville jeg sige afgjort nej. Det var en god historie og Rasmus Tantholdt samt Jyllands-Posten tog imod, fordi de gerne ville være først med historien. Al ære værd i betragtning af den blodige konkurrence medierne imellem.

Denne konkurrencesituation er dog fuldkommen underordnet i forhold til den almene interesse. At komme først med en historie er et kommercielt parameter, som retssamfundet og almenheden ikke kan tage sig af.

Michael Dyrby bebuder, at han vil køre sagen helt op til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Men med hvilket argument? At det er en menneskeret for journalister at beskytte kriminalitet? Eller at det er en menneskeret for TV2 at sikre sig en solohistorie?

Er det i det hele taget en menneskeret at komme først med en nyhed?

Menneskerettighedsdomstolen skal beskytte os journalister mod knægtelser af ytringsfriheden. Men er ytringsfriheden truet i denne sag?

Vel snarere tværtimod, ville jeg mene. De seneste ugers debat og begivenheder giver en klar indikation af, at det er i almen interesse, at vi får afdækket, hvem der er kilden til de famøse oplysninger. Argumenterne herfor er beskrevet i tidligere blogindlæg.

Hvis man skulle bringe denne sag for Menneskerettighedsdomstolen, så skulle det altså være, fordi en journalist blev forfulgt af regeringen og de danske domstole for at have bragt historien om, hvem lækken er. DET ville givetvis være et forsøg på at knægte ytringsfriheden og dermed en menneskeret.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen