"Jeg melder ham nok til politiet", sagde min kollega pludselig. "Nu har der igen været tv-reportage om prostituerede thai-piger."

Han fortalte om de svedende og tics-plagede bagmænd, de blegfede alfonser i undertrøje og de tatoverede telefonpassere, der har lært sig selv at snakke med pigestemme i røret. De flygtede alle sammen langt væk fra kameraerne.

"Men ham er der ingen, der tager anstød af", konkluderede han. "Jeg melder ham."

"Det ville være dumt af dig", indvendte jeg.

"Han hører til gruppen af magtfulde, midaldrende og velsoignerede mænd, der sidder i samfundets topstillinger."

"Jamen, han skræver så vidt, at hans aviser dagligt annoncerer for thai-pigerne, og når mændene så udnytter dem, snøfter han sammen med pigerne på forsiden af avisen."

Jeg foreslog, at han hellere skulle skrive en serie afslørende artikler om prostitution. Han kunne tage fotografen med på en reportagerejse til et afskallet navneskilt på Vesterbro og et rødt hjerte på en indsparket dør i Ikast. Sådan en artikelserie ville skabe livlig og nødvendig debat, især hvis han sørgede for at gå tæt på én af pigernes triste livshistorie. I Folketinget ville Det konservative Folkeparti straks kræve justitsministeren i samråd:

"Måske får du Cavling-prisen helt alene eller din egen personlige klumme i Ekstra Bladet."

Men frem af den attachémappe, som rummer hans aktuelle lager af fortrolige papirer, hev han en kopi af straffelovens § 229, stk. 1 og bad mig læse højt:

"Den, der fremmer kønslig usædelighed ved for vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde at optræde som mellemmand, eller som udnytter en andens erhverv ved kønslig usædelighed, straffes med fængsel indtil 3 år eller under formildende omstændigheder med hæfte eller bøde."

"Ham får du ikke dømt", protesterede jeg. "De konservative vil bagatellisere sagen. Gammelt venskab ruster aldrig. Han har været én af deres."

"Men jeg gør det", fremturede han og satte fingeren på ordet mellemmand: "Den lovtekst kan de ikke komme uden om."

Jeg måtte gribe til mere alvorlige advarsler. Om han ikke var klar over, at de kunne finde på at hævne sig grusomt, hvis hans politianmeldelse kom offentligt frem? De ville finde ud af, at hans onkel arbejdede i Tyskland under krigen, og at han selv som 17-årig havde været medlem af Danmarks kommunistiske Parti. Var der ikke noget med, at han også engang på cykel i beruset tilstand og med vilje havde påkørt en spadserende chefredaktør og dennes hustru?
De ville bestemt skrive i avisen, at han heller ikke selv var en en-gel. Og så ville de ("med rette", sagde jeg) tilføje, at det var en sølle journalist, der ikke forstod at skelne mellem en annonceafdeling og en uafhængig avisredaktion:
"Lyt derfor til en erfaren kollegas råd! I vores branche er vi sat til at afsløre overgreb på de sagesløse, magtmisbrug hos politikere, korruption i erhvervslivet og brutalitet hos politiet. Det har aldrig været meningen, at du som ansat ved dagspressen skulle interessere dig for, hvad du eventuelt finder stødende i andres bladhuse. I så fald fik du aldrig tid til at passe det arbejde, du får din løn for. Hold dig langt væk fra den sag!"

Jeg lagde en opmuntrende hånd på hans skulder, da han igen stak sin paragraf ned i attachétasken:

"Held og lykke med din reportageserie. Og husk nogle stærke billeder fra en snusket opgang. Det er den slags, der afspejler en sund presse."

Klummen skrives på skift af freelancejournalisterne: Jens Korse, Flemming Chr. Nielsen og Jens Vilstrup