»I ti år var Balkan i fokus, men da de tidligere jugoslaviske folk holdt op med at skære halsen over på hinanden, drog medierne videre til der, hvor nye halse blev skåret over.«

For andet år i træk skete der i 2003 alvorlige tilbageslag for pressefriheden på verdensplan. Det fremgår af den seneste årsrapport fra den uafhængige internationale tænketank Freedom House. Rapporten viser, at de alvorligste tilbageslag ikke kun skete i lande, hvor det generelt går tilbage for demokratiet, som i Bolivia og Rusland, men også i etablerede demokratier som Italien.

»Færre og færre mennesker på verdensplan har ucensureret og uhindret adgang til informationer om deres egne lande. Det mest bekymrende er, at nogle af forværringerne sker i demokratier,« sagde Freedom Houses direktør, Jennifer Windsor, ved præsentationen af rapporten op til den internationale pressefrihedsdag den 3. maj.

Efter store fremskridt i slutningen af 80erne og begyndelsen af 90erne går det igen den gale vej, ikke mindst i det tidligere Sovjetunionen.

Danske Dagblades Forening valgte på pressefrihedsdagen i år at fokusere på Rusland. Og det er der mange gode grunde til, da den interne udvikling i EUs store østlige naboland er afgørende for hele Europas fremtid.

»I 2003 konsoliderede Kreml sin næsten totale kontrol med landets elektroniske medier. Myndighederne brugte også juridisk og finansielt pres til yderligere at begrænse kritisk pressedækning, specielt om følsomme emner som krigen i Tjetjenien,« skriver Freedom House.

Men den interne udvikling i Rusland har i de seneste år tiltrukket sig meget beskeden interesse i vestlige medier, bortset fra når terrorbomber springer. Eller når Ruslands stemme har betydning for internationale dispositioner.

Det drama om indskrænkning af demokratiet, som udfolder sig i Rusland, foregår tilsyneladende for ublodigt til at kunne tiltrække sig den medieinteresse, som skal til for at påvirke udviklingen i gunstig retning. Alle de danske og udenlandske journalister, som jeg kender, der beskæftiger sig med Rusland, klager over ringe interesse fra deres medier.

Når vestlige pressefolk på pressefrihedsdagen beklager tilbageslagene, bør de gribe i egen barm. I de kaotiske Jeltsin-tider var der ingen grænser for afsætningsmuligheder for historier fra Rusland. Nu, hvor det store slag står om Ruslands fremtid, er der uendeligt langt mellem historier om interne forhold. Russiske journalister har forgæves appelleret til det internationale samfund om hjælp til at modarbejde indskrænkningen af deres pressefrihed. Men hvordan skal der skabes lydhørhed, når vestlige medier i alt for ringe grad beretter om problemerne?

Med rette fokuseres i disse dage på tortur i Irak, men hvad med et tiårs systematisk og fortsat tortur i Tjetjenien?

Meget flot journalistisk bedrives om Irak, men er det nødvendigt at glemme for eksempel Europas længstvarende menneskerettighedskatastrofe bortset fra, når der sker terrorhandlinger?

Pressefriheden og dermed demokratiet undergraves af den stadigt mere dominerende brændpunkts-journalistik. I ti år var Balkan i fokus, men da de tidligere jugoslaviske folk holdt op med at skære halsen over på hinanden, drog medierne videre til der, hvor nye halse blev skåret over. Hvis det skal gå godt i det tidligere Jugoslavien, kræves international opmærksomhed, og det er mediernes opgave at sørge for fokus på den problemfyldte forsonings- og genopbygningsproces.

Vestlige medier svigter pressefriheden og demokratiet ved at lade nyhedsjournalistik degenerere til brændpunkts-journalistik. De to ting må ikke kaldes det samme. Klassisk nyhedsjournalistik beskæftiger sig med alle væsentlige udviklinger i denne verden. Når brændpunkts-journalistik sættes i stedet, har det alvorlige konsekvenser for pressefrihed og for demokrati.

*
Vibeke Sperling har arbejdet som udenrigsjournalist i Øst- og Centraleuropa i 26 år. Har været korrespondent for Information, DR og Politiken i Moskva i tilsammen seks år. Nu på Politiken med ansvar for blandt andet Rusland, som hun siden oktober sidste år er blevet nægtet visum til.