Er du mand og i mediebranchen, så pas på.
Anskaffer du dig et par mørke firkantede briller, er tilpas ærgerrig og går til en masse møder, så bliver du leder. Du skal bare huske at sige: »Det var virkelig et godt møde« af og til.
Selv om mange af mine mandlige kolleger ikke gider høre mere vrøvl og nærmest har opfattelsen af, at kvinderne bliver kvoteret ind, så har det ikke bund i virkeligheden. Journalistens gennemgang i dette nummer viser, at kun hver ottende journalistiske topchef på danske medier er kvinde. Årsagen er enkel: De bestyrelser, som udpeger topcheferne, er også mandsdominerede.
Samtidig bedyrer en række toneangivende medier fra JP Politikens Hus til DR, at de skam er i fuld gang med at blive dygtigere til at rekruttere kvinder. Man vil blive bedre til at bruge alle medarbejderes talent. Det er godt for bundlinjen. Det er godt for læsere og seere.
Mediehusene siger altså, at de er blevet klogere.
Men – og det er så her, problemet dukker op – samtidig bryder den store nyhedskrig løs. Der skal for første gang i årtier ansættes nye chefer i bundter. Det er nu, medierne har muligheden for at omsætte ordene til handling. Men hvad sker der? Ikke alene er det stort set kun mænd, der udtaler sig og skriver om nyhedskrigen (det gælder også dette fagblad). Det er også kun mænd, der får topjob.
De to budomdelte gratisaviser får en mandlig direktør. Gratisavisen fra JP Politikens Hus, 24timer, udpeger en mandlig redaktionel chef, mens TV 2s Nyhedskanalen foreløbig ledes af mænd. Og Politiken skifter i en håndevending en mandlig chefredaktør ud med en yngre mand.
Derfor er det jo godt, at vi har det islandske gratisinitiativ Nyhedsavisen. For her hersker David Trads, og han er jo manden, der vil gøre op med de gamle logebrødres vanetænkning.
Læs selv bogen 'Grib Magten':
»Hvorfor tror du, kvinder holder op med at læse aviser?« spørger David Trads, Informations chefredaktør, retorisk. »Måske fordi det er mænd, der bestemmer, hvad der skal stå i dem. Jeg tror, det giver bedre aviser, at der er flere indgangsvinkler i redaktionen,« siger David Trads, der som den eneste chefredaktør har lige mange kvinder og mænd i sin ledelsesgruppe.
Men det var dengang.
Nu har David Trads sammensat en redaktionsledelse på Nyhedsavisen, som består af fire mænd og nul kvinder. Først i næste led er der blevet plads til en kvindelig kulturredaktør.
Det handler om ledelse – eller rettere om mangelen på samme. De mandlige bestyrelser og chefredaktioner har i årevis dokumenteret, at de ikke kan trække ledelsestalentet ud af både mænd og kvinder. Årtiers snak har ikke virket. Nyhedskrigen slår hovedet på sømmet.
Medarbejderforeningerne må kræve, at ledelserne holder op med at udpege manden med de mest firkantede briller. Ledelsestalenterne blandt mænd og kvinder skal på kursus i ledelse, før de får stjerner på skuldrene. Det ville øge rekrutteringsbasen. Den vej går man for eksempel i Bonniers svenske medievirksomheder – og det virker.
Men først skal der åbnes til bestyrelserne. I Sverige har truslen om lovgivning virket. I Norge har lovgivning virket. I Danmark roder vi rundt på japansk niveau, når det gælder mandedominans.
Og så må kvinderne tage de firkantede chefbriller på og lave ballade. Tænk på, hvordan jeres mandlige kolleger ville reagere, hvis kun én ud af otte redaktionelle topledere var mænd. Hysterisk, vil jeg gætte på.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.