»Husk at stille de dumme spørgsmål«

Fotograf Martin Bubandt har illustreret artiklen "Bykongens fald": »De gode billeder kommer, når man bruger de mennesker, der kender noget til stedet.« Journalisten.dk lancerer i dag vores første longform. Historien "Bykongens Fald" tager dig bag om krakket i Tønder Bank

Fotograf Martin Bubandt skrev en drejebog for sine billeder, inden han kørte til Tønder.

Men da han kom til Sønderjylland, måtte han ændre sine planer.

»Inden jeg tog til Tønder, forsøgte jeg at forberede mig bedst muligt. Jeg læste artiklen og brugte den som en form for filmmanuskript, som jeg kunne lave en drejebog ud fra.«

»Historien foregår i datid. Og det er i sagens natur ekstremt svært at fotografere i datid. Så på en gang var opgaven åben, men på den anden side var den ekstremt lukket.«

»Da jeg kom til Tønder, viste det sig hurtigt, at min drejebog ikke rigtigt fungerede. Jeg ville for eksempel gerne have haft et billede af den gamle Tønder Bank, men den er jo blevet overtaget af Sydbank, så alle de gamle skilte på bygningen var pist væk. Det ærgrede mig!«

»Jeg skulle heldigvis tage billeder af journalisten Uwe, der er omdrejningspunkt i artiklen. Vi mødtes ved 11-12-tiden på hans kontor, og jeg endte med at spørge ham, om han ikke ville køre mig en tur i min bil. Vise mig Tønder og lede efter spor efter banken.«

»Vi endte på en BMX-bane, hvor der som det eneste sted i byen stod nogle gamle skilte med Tønder Bank. Det var ret ironisk, for da jeg kom til Tønder, skulle jeg virkelig tisse, og jeg endte med at lade vandet ved BMX-banen. Men jeg lagde ikke mærke til skiltene. Uwe vidste, at de stod der, så jeg er glad for, at jeg spurgte ham, om han ville køre lidt rundt med mig.

»Skiltene kunne jeg bruge som en symbolik for storhed og fald.«

»Hvis jeg skal opsummere opgaven: Husk at stille de dumme spørgsmål – og brug de lokalkendte til at finde de gode billeder.«

0 Kommentarer