search

HUSET I NORDVEST

De har arbejdet sammen med Carl Th. Dreyer, Lise Nørgaard og Claus Toksvig. Betrådt journalistisk land som informationsjournalister, pressefotografer og rejsebogsskribenter. Gennemsnitsalderen er 79 år, og de bor på Journalistgaarden i det københavnske Nordvest-kvarter. Journalisten har besøgt dem.
De har arbejdet sammen med Carl Th. Dreyer, Lise Nørgaard og Claus Toksvig. Betrådt journalistisk land som informationsjournalister, pressefotografer og rejsebogsskribenter. Gennemsnitsalderen er 79 år, og de bor på Journalistgaarden i det københavnske Nordvest-kvarter. Journalisten har besøgt dem.

 

I Grundtvigskirkens skygge med udsigt over Bispebjerg Hospital ligger Journalistgaarden. Opført i 1935 af arkitekten bag Daells Varehus, Vilhelm Lauritzen, og øremærket af Københavns Journalistforbund (det nuværende Kreds 1) til beboelse for pensionerede journalister og journalistenker.
Sådan er det stadigvæk, selv om enkelte årsunger i fyrreårsalderen har sneget sig ind i ejendommen.
Bygningen i det københavnske Nordvest-kvarter har to opgange med seks lejligheder i hver. Og både ud- og indvendig er det tydeligt, at ejendommen huser folk, der har været stærkt knyttet til det journalistiske fag igennem det meste af sidste århundrede.

Cavlingstue i kælderen
På gavlen ud mod Peter Rørdams Vej hænger Journalistforbundets ærestavle med navne som Henrik Cavling, Viktor Foss og Karl I. Eskelund naglet fast i de røde mursten.
I kælderen er der indrettet fællesbibliotek. Her kan Journalistgaardens beboere låne bøger og hygge sig i sofagruppen, og eventuelle gæster af huset kan overnatte på en briks. Her skriver en af beboerne, 82-årige Mogens Garde, også sine bøger om dansk teater.
Længere nede i bunden af kælderen ligger et andet fællesrum; Cavlingstuen. Det har 81-årige Aksel Dreslov indrettet for 13 år siden. Det fungerer som gildesal og indirekte museum – her hænger billeder af de samme personer, hvis navnetræk pryder Journalistgaardens gavl, ligesom der hænger en mindetavle over de journalister, der mistede livet under 2. verdenskrig.
På væggen hænger en kopi af Danmarks ældste pressefotografi, fotograferet af Mogens Damgaard i 1908. I et hjørne står en antikvarisk skrivemaskine.

Godt sammenhold
Det var 30’ernes elendige pensionsforhold, der fik Københavns Journalistforbund til at bygge ejendommen på Peter Rørdams Vej. Indtil 1995 hørte Journalistgaardens drift under Kreds 1, men nu står en selvstændig fond bag administration og vedligeholdelse. Det årlige tilskud fra Kreds 1 på 125.000 kroner til Journalistgaarden frafalder fra næste år, og resultatet er huslejestigninger for beboerne. For eksempel kommer Aksel Dreslovs halvandenværelses per 1. september til at koste omkring 2400 kroner.
“Da jeg flyttede ind her, var min husleje på 600 kroner om måneden. Så jeg er en gammel, bitter mand nu. Bitter på Kreds 1, fordi de droppede os. Det ville ikke have betydet en skid for Kreds 1 at beholde os. Nu er vi ude at svømme,” siger Aksel Dreslov.
Situationen har vakt lige dele vrede og bekymring men har ikke slået skår i sammenholdet og fællesskabet.
Beboerne i Journalistgaarden deltager i en årlig julefrokost sammen, i juni var der Skt. Hans-fest i den parklignende have, og alt efter formåen og behov er der mulighed for at deltage i forskellige sammenskudsgilder året rundt.
Og med den samme faglige baggrund og fælles interesse er husets beboere på forhånd knyttet sammen i et fællesskab. I et langt arbejdsliv har de krydset hinanden i branchen som kolleger og konkurrenter, eller som redaktionssekretær og almen journalist.
Som Aksel Dreslov udtrykker det:
“Vi er alle af samme skuffe.”

2. tv.
John Carlsen
John Carlsen ser nyheder i fjernsynet hver morgen. De strømmer ud fra seks fjernsyn i hans lille toværelseslejlighed. Fra CNN, Skynews, Sat1 og tysk, svensk og dansk tv. Et liv som tv-fotograf kan John Carlsen ikke bare ryste af sig, som en slange skifter ham. Han skal have alle nyheder med. Dækningen af dem. Kameramandens arbejde …
Det største fjernsyn står midt i stuen ud for John Carlsens lænestol. På reolen til højre står to mere.
“Jeg skal kontrollere, hvordan nyhederne dækkes. Det er jeg nødt til, for jeg har nyhedsdækningen i blodet,” siger John Carlsen, der siden 1957 har set det 20. århundredes verdenshistorie gennem et tv-kamera.
Sendt fra brændpunkt til brændpunkt i DRs tjeneste ofte i tæt samarbejde med Claus Toksvig. Fra krigen i Biafra og optøjer i Detroit til belgiernes flugt ud af Angola og SAS’ jordomflyvning med selskabets første jetfly.
John Carlsens skæbne blev beseglet i 1936, da han som helt lille var statist i filmen Panserbasse, med Ib Schønberg øverst på plakaten. Med munden fuld af wienerbrød, sodavand ad libitum og fem kroner på lommen forlod den lille dreng filmstudierne med overbevisningen om, at hans fremtid lå netop dér.
John Carlsen forlod skolen som 13-årig som ordblind og styrede direkte ud mod Nordisk Film for at tilbyde sin arbejdskraft.
“Du er for ung,” lød beskeden ved døren hos filmselskabet.
“Må jeg komme igen?” spurgte han.
“Ja.”
“Så kom jeg hver måned i to år, indtil de lukkede mig ind,” husker John Carlsen, der fik sin uddannelse som filmfotograf.

Alibi-tv
Samvittighedsfuld. Ansvarsbevidst. Dygtig. Inspireret. Det var nogle af de ord, der udgjorde den anbefaling, som efter færdiggørelsen af Carl Th. Dreyers Ordet i november 1954 skiftede hånd fra den berømte filminstruktør til den unge fotograf John Carlsen. Han havde været filmfotograf på filmen og udviklet et venskab med Carl Th. Dreyer, hvis signatur 46 år senere stadig gør indtryk. Tre år efter, i 1957, blev han ansat som tv-fotograf i Danmarks Radio.
Nu filmer John Carlsen ikke længere. Han har netop rundet de 70 år og nøjes nu med at kontrollere, sammenligne og vurdere dagens nyhedsdækning.
Og dykker man ned i John Carlsens scrapbøger og bladrer igennem bunken af gulnet papir og falmede billeder, så forstår man, hvorfor hans vurderinger har vægt.
“Jeg synes, man glemmer, hvad fjernsyn er,” siger John Carlsen.
“Fjernsyn består af ordene tele og vision. Teksten skal følge billedet. De skal støtte hinanden. Det sker ikke i dag,” siger John Carlsen.
På en studietur til Detroit i 1967, hvor han studerede farve-tv for DR, så John Carlsen, hvordan reklamer i tv forstyrrede nyhedsdækningen. Under opholdet oplevede han, hvordan dækningen af den pludselige seksdageskrig i Mellemøsten blev styret af kommercielle interesser på kanalen CBS. I en rapport til DR advarede John Carlsen bagefter om faren ved reklamer i tv.
“Man må ikke afbryde kunsten,” siger han.
I dag mener John Carlsen, at nyhedsdækningen tangerer alibi-tv.
“Nyhederne rykker mig ikke. De efterlader mig ikke med noget, jeg kan bruge. Til gengæld har jeg fornemmelsen af, at mange tv-kanaler kun sender nyheder, for bare at kunne sige, at de også har nyheder.”

st. th.
Mogens Garde
“Det kan ikke nytte noget far, jeg kan sgu ikke spille. Jeg kan kun love dig, at jeg vil skrive om teater fra nu af og til jeg dør”.
Mogens Garde var aldrig i tvivl om, at han ville skrive, ikke spille. Selvom hans far som direktør på Århus Teater ville have, at hans søn skulle være skuespiller.
Nu er Mogens Garde 82 år. For nylig udkom hans seneste bog, Åben Scene – blade af en teatergal mands dagbog og til efteråret kommer Stig Lommer – som vi husker ham. Løftet til hans far er ikke blevet brudt.
“Det har jeg sat’eme holdt,” siger han, mens han dypper sin cigar i sit ølglas.
“Jeg blev født til at beskæftige mig med teater.”
Inden Mogens Garde kunne kaste sig helhjertet over teaterskriverierne, skulle hans journalistiske værnepligt overstås. Den startede på Roskilde Dagblad i 1938, blandt andet med Lise Nørgaard som kollega.
“Jeg kommer ikke i morgen,” sagde hun en dag til Garde.
“Nå, hvorfor ikke,” spurgte den unge journalist.
“Jeg skal ind og føde, så du må selv klare rundringningerne.”
Næste morgen ringede telefonen ved Mogens Gardes plads. Det var Lise Nørgaard.
“Hvordan går det, Mogens,” ville hun vide.
“Læg dig nu ned og slap af Lise, jeg kan godt klare det her selv.”
“Årh, hold kæft, jeg fødte tvillinger klokken 3.”
Mogens Garde ler hjerteligt af mindet.
Efter 8 år på Roskilde Dagblad og 12 år på Aftenbladet, blev Mogens Garde ansat på B.T. i 1958. Her fungerede han som fuldblods teaterjournalist indtil 1994. En periode, hvor han følte sig som publikums forlængede arm.
“Vi elsker jo ikke ubetinget, men fordi man elsker teatret, så kan man hjælpe publikum. Jeg har anbefalet og advaret på en anstændig måde,” fortæller Mogens Garde.
Dengang gik han i teatret tre til fire gange om ugen for at anmelde, men nu er øjnene trætte, så i dag bliver det kun til ganske særlige forestillinger.
“Lars Norén for eksempel. Så sidder jeg på forreste række med kikkerten. Heldigvis kan jeg så droppe alt det lort, jeg har set igennem tiderne. Med stor fornøjelse,” siger Mogens Garde.

Skriv kort
Selv om han har givet utallige kindheste til både instruktører og skuespillere i sine anmeldelser, så synes han, at tonen i dag kan være så hård, at det virker som om, at dagens anmeldere ikke elsker teatret på samme måde, som han selv gjorde. En fornemmelse, der gælder journalisterne og deres arbejde generelt. Mogens Garde har ondt af dem.
“Det ser ikke ud til, at det er sjovt at være journalist længere,” siger han.
“Journalistik er blevet et kontorarbejde. Der er røvkedeligt på redaktionerne, de sidder bare der med den forbandede mus.”
Om det er musen eller kontorarbejdets skyld, at kvaliteten i dansk journalistik ifølge Mogens Garde er faldet, står ikke klart. Men én ting, Mogens Garde ikke forstår, er, hvorfor alle artikler skal være så lange.
“Der er ingen, der har tid til at læse så langt. Hvor er den korte, dejlige journalistik? Den savner jeg enormt,” siger han og fortæller, hvilke kneb hans gamle redaktør på Roskilde Dagblad brugte for at få sine journalister til at skrive kort:
“Når De har skrevet et A4-ark, så skriv det om til det halve, for der står det samme.”
“Og det havde han sgu ret i,” fastslår Mogens Garde.

1. th.
Svend Aage Kyhl
Svend Aage Kyhls 92-årige hænd-er lægger billedet på stuebordet. Det berømte pressefoto viser Danmarks tidligere statsminister H.C. Hansen ved tømmerne i en drosche i Rebild Bakker. Det er kort før H.C. Hansens død i 1960.
Landets førstemand har rekreeret efter længere tids sygdom og for at markere sin tilbagevenden til rigets vigtigste embede, har H.C. Hansen hidkaldt fotografen og sin personlige ven Svend Aage Kyhl. Han skal tage det billede, der senere kommer til at gå de danske aviser rundt med rubrikken “H.C. ved tømmerne igen”.
Billedet af statsministeren som kusk er et af de billeder, pressefotografen Svend Aage Kyhl er allermest glad for. Og hænderne, der har fundet det berømte billede frem fra en gammel mappe, har trykket på udløserknappen til tusinder af pressefotografiske motiver op gennem danmarkshistorien.
Svend Aage Kyhl er en af de sidst tilkomne i huset på Peter Rørdams Vej, men til gengæld den ældste. Han bor i en af de store lejligheder, en toethalvtværelses, oven over Mogens Garde og hans kone Mette. En gang imellem kommer der en pakke revelsben flyvende ud fra Svend Aage Kyhls altan og lander på plænen foran Mogens og Mette Gardes lejlighed. Det er et tegn til, at overboen gerne vil spise med.
Han blev oprindelig uddannet i modebranchen. Rejste land og rige rundt med et større udvalg af korsetter, inden hans interesse for fotografering fik chefredaktøren på Ny Tid i Aalborg til at tilbyde Svend Aage Kyhl at afprøve sit talent i avisens spalter. Han sagde ja tak. Det var i 1937. Svend Aage Kyhl arbejdede derefter fast på bladet indtil 1970, hvor han blev freelancefotograf.

Ukendt jord
Som pressefotograf i 30’ernes Danmark trådte Svend Aage Kyhl på ukendt jord. Han var en af de første inden for genren, og det var hans brændende interesse for at fotografere, en interesse, der slettede al fritid, som fik ham til at mestre sin profession uden oplæring.
“Jeg måtte udvikle mig selv som fotograf. Jeg havde ingen til at undervise, men fandt selv ud af at tage de rigtige pressebilleder,” siger Svend Aage Kyhl.
De tre billeder, der står stærkest i Svend Aage Kyhls erindringer, repræsenterer tre områder af hans arbejde som pressefotograf. Hvis billedet af H.C. Hansen var det umiddelbart oplagte motiv, så repræsenterer to andre billeder i hans samling henholdsvis uventet rigdom og faglig anerkendelse.
Først billedet af verdens mindste barn, der blev født på Hjørring Sygehus engang i 60’erne. Billedet af lægens hånd på det 650 gram lille barn i kuvøsen gik verden rundt og sikrede Svend Aage Kyhl en bugnende bankbog. Men det var ikke et billede, fotografen var glad for. Det var rammerne for triste til.
Også Årets Pressefoto i 1977 var et nødvendigt billede i lige så triste rammer. Et billede af en skolebusulykke ved Hvam. I søgeren havde Svend Aage Kyhl, dengang 69 år, fanget sønnen til bussens dræbte chauffør. Chaufførens bror holder om drengen.
“Det var et sørgeligt billede. Der ryster du som fotograf på hånden,” fortæller Svend Aage Kyhl, der altid har haft kameraet som et filter for virkeligheden.
“Som fotograf bliver du kynisk, mens du arbejder. Når jeg har stået med kameraet i hånden, har ingenting kunnet røre mig.”

st. tv
Aksel Dreslov
Da Aksel Dreslov sagde stop som journalist på Politiken i 1985 ringede han til en god bekendt i Odense, der arbejdede i en kreditforening.
Aksel Dreslov ville undersøge, hvordan han kunne fortsætte en ordentlig levestandard med økonomisk frirum til at rejse fem til seks gange om året, når nu det ikke længere kunne blive i embeds medfør.
“Hvad skal jeg gøre, når jeg holder op på Politiken og daler i indtægt”, sagde jeg,” fortæller Aksel Dreslov.
”Du skal sælge dit rækkehus i Humlebæk, købe obligationer for pengene og finde en billig lejelejlighed. Så bliver du en rig, gammel mand,” var svaret.
“Og jeg er da blevet en gammel mand, ikke særlig rig, men jeg kan opretholde standarden,” siger Aksel Dreslov.
Han er netop vendt hjem til Journalistgaarden på Peter Rørdams Vej efter 14 dage i Tyrkiet. Han er tindrende solbrændt og har endnu sit lille kamera hængende om halsen. Et langt liv som rejseskribent fornægter sig ikke.
En af grundene til, at han kan rejse rundt som en anden globetrotter, er den billige lejelejlighed, han har i Journalistgaarden.
Den nu 81-årige Aksel Dreslov flyttede ind i ejendommen i 1986 og bor i en af ejendommens små halvandenværelseslejligheder. Den består af et lille køkken med spiseplads, et lille soveværelse og en lidt større stue med klaver.
Stuen er tapetseret med reoler. De mange bøger har formet hylderne som hængekøjer. Her står Hvem Hvad Hvor helt tilbage fra 1934. Som naboer har disse en række af de rejsebøger, Aksel Dreslov har skrevet. Foruden rejseskriverierne er han også forfatter til børnebøgerne om Henning.

Samme fortid
Aksel Dreslov startede sit journalistiske forløb på Fyns Venstreblad i sommeren 1942. Som fynbo af fødsel var det naturligt at forblive i Odense, da han i slutningen af 50’erne flyttede skrivemaskinen til Politikens redaktion i byen.
Der var han i 13 år, inden han for alvor rykkede teltpælene op og blev ansat på hovedredaktionen i København, hvor han i yderligere 13 år redigerede dagens navne og skrev diverse artikler.
Ved siden af arbejdede han for Politikens forlag, hvor han skrev rejsebøger om blandt andet Azorerne, Tunesien, Sicilien og Marokko. Han valgte sine rejsemål efter, hvor han fandt inspiration i menneskene og deres miljøer. Det fandt han i Middelhavsområdet.
Der er sjældent noget, der interesserer Aksel Dreslov i dagens aviser. Han er meget direkte i sin mening om avisernes beskaffenhed.
“Der er lidt for meget papir og lidt for få artikler, jeg har lyst til at læse færdig,” siger Aksel Dreslov, der også har en god forklaring på, hvorfor tilstanden er som den er:
“Det skyldes, at oplagene går ned. At chefredaktørerne tror, at bare de fylder avisen med fire til fem sektioner ugen igennem, så hjælper det. Det tror jeg ikke, at det gør.”
Lige så direkte han er i sin kritik af aviserne, lige så uforbeholden er han i sin kærlighed til Journalistgaarden:
“Jeg elsker at bo her, jeg har aldrig boet bedre. Det betyder meget, at vi har den samme fortid,” fortæller Aksel Dreslov, der har sin gamle redaktionssekretær Aage Hjelm-Hansen som nabo ovre i nummer 2.

2. tv.
Per Breidahl
Ligesom sin far var der kun én ting, Per Breidahl ville være her i verden – journalist.
Og ligesom sin far spurgte han om lov hos familiens øverste patriark, faderen og farfaderen, Axel Breidahl, der var redaktør på Politiken og journalist og forfatter til blandt andet Ebberød Bank.
Og præcis ligesom sin far blev Per Breidahl pure afvist, da han troppede op på kontoret på Rådhuspladsen og bekendtgjorde, at nu ville han være journalist.
“Argh, kan du komme ud,” var farfaderens reaktion.
Som sin kollega Henrik Cavling, mente farfaderen, at journalistgerningen var “a dogs life”. Et liv, der havde kostet ham selv fire ægteskaber. Et liv han hverken ville udsætte sin søn eller sønnesøn for.
Mens Per Breidahls far blev tvunget til at blive ingeniør, så fortsatte Per Breidahl ufortrødent jagten på et job som journalist. Han henvendte sig utallige steder og modtog utallige afslag, inden han endte i Haslev, hvor der for en gangs skyld sad en redaktør, der ikke kendte Per Breidahls magtfulde familiemedlem på Politiken.
“Kan De skrive på maskine?”
“Ja.”
“Kan De starte på mandag?”
“Ja.”
“Godt, De kan bo ude bag ved redaktionen.”
Per Breidahl havde nået sit mål. Han var blevet ansat på Haslev Avis. Året var 1947.

Lange arbejdsdage
På Haslev Avis startede dagens dont klokken 06.00 med forskellige småopgaver. I løbet af dagen blev arbejdsopgaverne så fordelt. Det skete på chefredaktør Anton Hansens kontor, hvor chefredaktøren sad og blandede tobak på avisen fra i går.
“Har De piben med?”
“Ja.”
“Godt, så sæt Dem. Der er indkaldt til møde i missionshuset. Det tager De.”
“Selv tager jeg mødet i handelsstandsforeningen,” sagde chefredaktøren velvidende, at det netop var i handelsstandsforeningen, at der blev spist og drukket og pulset på de store cigarer.
Arbejdsdagen sluttede klokken 01.00 på stationen, når Per Breidahl afleverede næste dags avis til togføreren, der så tog den med til hovedredaktionen på Sydsjællands Stiftstidende i Næstved.
Sådan forløb Per Breidahls journalistiske skoling til et arbejdsliv, der har bragt ham rundt som skribent på alt fra Ugens Rapport til Lyngby-Taarbæk Bladet.

Journalistisk aktiv
Den største udfordring fik han, da han i 1964 blev ansat som en af Danmarks første informationschefer i teleselskabet ITT. Et 100 timers job med nye, ukendte arbejdsopgaver og mange rejser. Det passede Per Breidahl godt. Han blev født i Brasilien og boede en overgang i Paris, så et journalistisk arbejde med internationalt tilsnit var perfekt.
Per Breidahl sluttede også karrieren af i internationale omgivelser i 1989. I Udenrigsministeriet gennemlæste han hver dag de danske, tyske, engelske, franske, italienske og spanske aviser og orienterede senere på dagen daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen om de vigtigste emner.
“Artiklen om din kone fra Søndags B.T. ligger bagerst i bunken,” kunne Per Breidahl finde på at sige.
Per Breidahl er stadig journalistisk aktiv. Hver dag står han på buslinie 21, der kører lige til molen i Hellerup Havn, hvor han redigerer sejlklubbens blad. Det var også i sejlklubben, han i januar holdt sin 70 års fødselsdag, hvor en del af naboerne fra Journalistgaarden var inviteret.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen