Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
11:18 01.04.2022 Anna Sol Jørgensen

Hus Forbi sender penge fra avissalget til ukrainske flygtninge

I samarbejde med Dansk Flygtningehjælp donerer Foreningen Hus Forbi i april 10 procent af avissalget til at støtte ukrainske flygtninge.

Det skriver Hus Forbi i en pressemeddelelse.

Apriludgaven af Hus Forbi er på gaden i dag og koster som sædvanlig 30 kroner. Sælgeren får som sædvanligt altid sine 15 kroner, men tre kroner af det beløb, der bruges til produktion af avisen, sælgertøj, medicinordning, husleje og meget andet, går denne gang til at hjælpe flygtningene.

”Hus Forbi er jo Danmarks hjemløseavis, og når mennesker bliver drevet på flugt, er de også hjemløse. Det er virkelig noget, vi kan sætte os ind i. Derfor donerer vi 10 procent af salget i april til Dansk Flygtningehjælp,” siger formanden for Foreningen Hus Forbi, Simon Nielsen.

Dansk Flygtningehjælp sætter pris på håndsrækningen.

”Jeg synes, det er meget rørende at se, at mennesker, der i forvejen nærmest intet har, har overskud til at tænke på andre og har lyst til at hjælpe dem, der nu må flygte fra Ukraine. Fremtiden er fuldstændigt uvis for de mennesker, og det er donationer som denne fra Hus Forbi, som gør, at vi kan sikre beskyttelse af de allermest sårbare mennesker fra Ukraine,” siger generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Charlotte Slente i pressemeddelelsen.

SENESTE NYT

Flere nyheder