Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
10:24 10.11.2023 Søren Frandsen

Hus Forbi får økonomisk håndsrækning fra staten

Hus Forbi får økonomisk håndsrækning fra staten

Hjemløseavisen Hus Forbi får en engangsbevilling fra staten. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Hjemløseavisen Hus Forbi får en økonomisk indsprøjtning på 3,1 millioner kroner fra staten.

Det skriver DR på baggrund af en pressemeddelelse fra Social-, Bolig- og Ældreministeriet.

”Jeg er glad for, at det er lykkedes at finde penge til at støtte Hus Forbis avis, der er et vigtigt talerør for borgere i hjemløshed og giver sælgerne mulighed for at tjene deres egne penge,” siger minister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i meddelelsen.

Bevillingen skal ifølge DR finansiere aktiviteter, ”der knytter sig til produktion og salg af Hus Forbis avis og kalender”.

Hus Forbi er presset på økonomien, da antallet af solgte aviser er faldet drastisk over de seneste år. I 2018 blev der solgt omkring 120.000 aviser om måneden. I dag sælger avisen i omegnen af 40.000 eksemplarer om måneden. I februar satte Hus Forbi prisen op fra 30 kroner til 50 kroner.

”Vi er salgsmæssigt aldrig rigtigt kommet ovenpå efter corona. Inflationen har også betydet, at danskerne holder mere på pengene,” sagde Hus Forbis sekretariatsleder, Lærke Demant-Ladefoged, til Kristeligt Dagblad i august.

Hus Forbi har omkring 4.000 registrerede sælgere.

SENESTE NYT

Flere nyheder