Hvad skal vi med glade nyheder? 

Vi skulle hellere sortere i de mange katastrofer.

Tanken er besnærende: Danskerne tror ikke på de kritiske nyheder. Derfor begynder vi i stedet at fortælle nogle flere positive historier. Casebårne hurra-historier, der viser, vi er glade for politiet; folkeskolen er bedre end sit ry; østarbejderne føler sig velkomne i Danmark – og der er en vuggestue på Østerbro, hvor pædagogerne faktisk godt kan lide børn.

Kort sagt: Vi skal forløses og have det dejligt, når vi ser og læser nyheder!

På DJs høring om medieetik, afviklet søndag og sendt på TV 2 News, kom det frem, at halvdelen af de adspurgte danskere i en undersøgelse mener, at kvaliteten af journalistikken er blevet dårligere de senere år. Også halvdelen af de 1.007 adspurgte giver udtryk for, at de ikke stoler på de fakta, de får præsenteret.

Det er selvfølgelig et gigantisk problem, der meget fint indrammer, hvad læsere af Journalisten og journalisten.dk allerede ved: Journalistikken er under pres. Der bliver produceret flere nyheder end nogensinde – uden at bemandingen stiger. Alene det regnestykke indikerer jo, at kvaliteten må være faldende.

Samtidig kan man lidt polemisk anføre, at nyheden ikke er så stor: Medieforbrugerne har aldrig givet topkarakter til journalistikken, og der er altid blevet udtalt stor skepsis over for mediernes tendens til at fravælge/nedtone de fakta, der ødelægger den gode – det vil sige kritiske – historie.

At tendensen ikke er ny, gør selvfølgelig ikke problemet mindre.

Men spørgsmålet er om løsningen, som den blev formuleret af flere af aktørerne på høringen, er den rette.

Michael Dyrby fra TV 2 argumenterede for "Yes we can-journalistik":

"Det handler om at lave nyheder, der er anvendelige for brugerne. Vores erfaring er, at det er noget, der er efterspurgt, ikke mindst på nettet."

Imens Ulrik Haagerup, DR, fremhævede "konstruktiv journalistik":

"Problemet er, at vi er et fag med en indbygget systemfejl. De sidste 25-30 år har vi lært at sætte et bestemt filter op for øjnene. På Journalisthøjskolen fik vi at vide, at en god historie er en dårlig historie. Hvis nogen vil have en positiv historie i avisen, så må de indrykke en annonce, lærte vi."

Jeg mener det er forkert at sortere nyheder efter, om de er positive eller negative, konstruktive eller dekonstruktive. Medierne skal oplyse borgerne om hvordan det ser ud i samfundet, således at fejl og mangler kan udbedres. Medierne er i deres demokratiske funktion negative over for dem, der har lavet fejl; dem, der ikke passer tjansen godt nok; dem, der fusker.

Medierne skal udpege de ømme punkter. Det er ikke mediernes primære opgave at sætte brugerne i godt humør. En avis eller en nyhedsflade i radio og tv er ikke et wellness-center. Selvfølgelig kan det gode eksempel være relevant, hvis det kan generaliseres.

Men overvejelserne om at behage mediebrugerne er primært kommercielle eller handler om flere seere. Det er at søge fortællinger som folk gerne vil have – ikke at fortælle dem det, man vurderer, er vigtigst.

Et fortælle positive historier med udgangspunkt i enkeltcases – den gode vuggestue og den smilende østarbejder – er mindst lige så manipulerende og presseetisk problematisk, som at overdrive problemerne. Faktisk er det endnu værre, fordi det luller mediebrugerne i en falsk tryghedssøvn og fjerner fokus fra helheden.

Og man kunne vel også mene, at med den stigende mængde dygtige kommunikationsfolk, der nogle steder er ansat til at gengive en bestemt version af virkeligheden, er der i dag mere end nogensinde brug for, at medierne holder fast i den kritiske version.

Men jeg er enig i noget af præmissen. I stigende og overdreven grad formidler vi et verdensbillede, både på den nære hverdag og i global sammenhæng, hvor proportionerne er i ubalance.

Der er fx ikke større risiko for, at jorden går under på grund af et jordskælv i dag end for 10 år siden. Men der er mange flere historier om jordskælv, blandt andet fordi vi har et meget finere nyhedsnet, hvor mobiloptagelser fra almindelige mennesker bliver en del af de fælles fortællinger.

Eksemplerne er mangfoldige.

Derfor er løsningen på borgernes manglende tillid til demokratiets medier ikke at lave flere hurra-historier om overlevende fra jordskælv. Løsningen er en langt hårdere selektion af de historier, medierne vælger at bringe.

Problemet er kort sagt ikke, at der mangler glade, positive eller konstruktive nyheder. Problemet er, at journalister og redaktører ikke har skærpet deres kritiske sans tilstrækkeligt til at dæmme op for en overflod af negative historier og kun vælge de relevante. Og ikke gå i tsunami-selvsving, fordi en 50 cm høj bølge sniger sig op over en indonesisk badestrand med en mulig dansk turist.

Her spiller netmedier og direkte transmission fra "gerningsstedet" en hovedrolle. Vi er stadig i de hurtige mediers barndom, og vi har fortsat ikke lært, at selv om det kan gå hurtigt – så behøver det ikke. Man kan faktisk godt vente med at publicere. Og man kan lade være at stille om, især hvis der ikke er noget at fortælle.

Det er moderne journalistiks måske største udfordring.

Vælg flere irrelevante katastrofevinkler fra. Og fortæl med øget dybde og perspektiv om alt det, der ikke fungerer. Hvis vi taler om "pasningskatastrofen": Giv mig fx gerne forklaringen på, at så mange ansvarlige ledere, uddannede pædagoger og ikke mindst forældre i årevis har lukket øjnene for et problem, der vil have konsekvenser for næste generation.

Journalisten.dk har i øvrigt skrevet en lang række artikler om konstruktiv journalistik. Se en liste over alle artikler i teamet: Good News