Journalister bliver dømt utroværdige. Det sker hele tiden. Måske skal vi i virkeligheden være stolte af det.
Hellere være dygtig til et fag, som folk nærer berettiget skepsis til, end gemme sig bag ubegrænset tillid – og måske sjuske med sit embede, hvad enten det er svøbt i slips, uniform eller kittel. Det er faktisk sagens kerne.
Journalistik er sat i verden for at skubbe til alt det, der ikke flytter sig af sig selv. Vække debat, skabe røre og diskussion. Tænde følelser, skabe dialog. Vi vælger, skærer fra, lægger til – nogle gange for meget. Vi er et fag i live.
Det er oplagt, at vi dømmes utroværdige. Vi graver rundt i ting og lægger altid resultaterne frem til offentlig bedømmelse, så kilder og skeptikere straks kan kaste sig over os med modargumentation. Journalistik er en del af samfundets glødende smeltedigel. Vi fremsætter teser, vi prøver at dokumentere. Langt de fleste af os gør vores bedste. Men vi er altid i proces og på vej. Og derfor er vi ikke altid på højde med den seneste og fulde sandhed. Det er der nogle, der ved, og de bruger det mod os – for at mele deres egen kage. Og lad dem bare. Vi kan sagtens tåle det.
Sådan tolker jeg dommen 'utroværdig'. Som et hædersstempel. Hvis folk altid troede på os, hvis vi blev dømt lige så troværdige som lærere, sygeplejersker eller politifolk, ville jeg blive bekymret.
For hvornår har vi sidst fået en åben rapport fra et lærerværelse? Jeg har selv været på sådan et. Arbejdet der i flere år som klasselærer. Gode kolleger – men med en enorm angst for, at forældrene skulle komme for tæt på. Og næsten altid hermetisk lukkede døre, når undervisningen står på. Open classroom var en revolution, vi talte om – men som aldrig blev gennemført.
Hvad med sygeplejersker og læger? Hvem kan se dem over skulderen, når de arbejder? Lægger de deres resultater frem, så andre kan diskutere lødigheden af dem? Er de i en evig onlineovervågning af en snerrende offentlighed, der altid tror, den ved bedre? Min mor bor på plejehjem. Her sidder personalet bag en låst dør, mens de drøfter beboerne.
Politiet? Hvad ved vi om deres troværdighed? Er der ikke mindre kollegial selvjustits i politiet, end der er i journalistikken? Er journalistik i det hele taget ikke et fag, hvor vi alle sammen hele tiden tænker på, om etikken er i orden?
Mediekritikken er eksploderet de seneste 10 år. Da jeg for 14-15 år siden som journalist på dette blad skrev mine første mediekritiske artikler, havde vi reelt paletten for os selv – stort set. I dag er mediekritik fællesstof.
Hvis alle andre fag var udsat for samme selvkritik som faget journalistik, ville vi have betydeligt mindre at skrive om. På den baggrund skal vi være glade for, at vi er utroværdige. Det er vi, fordi vi tør fortælle historier, som kun er på vej – og som nogen er imod og vil tale ned og sværte til.
At være journalist kræver, at man kan bære at vide, at man aldrig ved det hele. Men tør fortælle det, man ved. Mens man leder efter resten.
Hurra for utroværdigheden.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hovsa - har Øjvind Hesselager fået skeen på langs i halsen? Hvad er det for noget sindsygt vrøvl at skamrose utilregnelighed under dække af utroværdighed? Et eller andet er der kommet helt galt ned i halsen...
@Jens Faurholt
Når det kommer til skattely, så er det selvfølgelig nemt at være uenige. Nogle mener, at forsøget på at anbringe formuer i skattely er en forbrydelse mod samfundet. Det gælder fx Obama og en lang række landes regeringer, der de seneste 10 år har arbejdet tættere og tættere sammen for at undgå, at skattesnyderne kan finde deres "tax-heavens". Så en afsløring af skattely, og de platugler, der lever af det, kan absolut siges at være af væsentlig offentlig interesse. Så er der andre, der mener, at kunsten at finde et skattely nærmest er en helte-gerning på samme måde, som Glistrup karakteriserede skattesnyderne. Yderpunkterne er til at tage og føle på. Du er da ikke den Jens Faurholt, der er revisor, vel? Hvis du er, så kan du jo - i værste fald - nærmest være eksemplet på det, som Øjvind Hesselager skriver om. Kun for at sige, at sandheden er voldsomt afhængigt af ens ståsted, politisk, fagligt og moralsk.
Hvor er det skræmmende at læse. Hvis det er niveauet for de danske journalister, er de længere nede af moralens glidebane end jeg havde troet.
Jeg har forståelse for, at man ikke ved det hele, men at man er på vej. Problemet er bare måden den bliver formidlet - den begrænsede viden, journalistens forhåndsindtaget holdning og den evige stræben efter at skrive en artikel der er mere interessant end den forrige, bliver formidlet som dokumenteret sandheder.
Jeres magt er enorm, men jeg tvivler mere og mere på at I er i stand til at varetage det kæmpe ansvar der er placeret på Jeres skuldre. Eksempel:
I dag, den 4. november 2013, er DR blevet meldt til politiet i Schweiz, for at optaget med skjult kamera. Chefen for DR- dokumentar udtaler, at det er helt bevist at man overtræder gældende lovgivning, fordi det er et særligt tilfælde og at man vurdere at det er af væsentlig offentlig interesse............ Vi taler om en tvivlsom påstand om at et pengeinstitut rådgiver på kant med skattelovgivningen.
Hvis det er et særligt tilfælde og det er af væsentlig offentlig interesse, så tør jeg slet ikke tænke på hvilke midler I vil tage I brug, når det virkelig er en vigtig historie.
Journalist standen er på en glidebane, men lukker øjnene og sider i stedet i Jeres små indspiste grupper og klapper hinanden på ryggen, og hver gang i for alvor i offentligheden bliver presset på moralen, så gemmer I jer bag ytringsfrihed, kildebeskyttelse og væsentligt for offentligheden.
Åben øjnene og tag Jeres ansvar seriøst!
verdensklassesspin. Hvis man kan læse en undersøgelses resultater på den måde, så ligger næste job blandt de onde, mørke spindoktorer lige for. Tillykke med den glimrende jobansøgning.
mvh