search

Hurra for holdningsløsheden

Holdnings- og debatstoffet fylder godt op i spalterne og sendefladen, det giver klik – men hvorfor skal vi betale for holdninger, som vi kan få i massevis på de sociale medier? Brug flere kræfter på at berette fra virkeligheden og færre på at mene noget om den.

Jeg kan snart ikke åbne en dansk avis eller kaste mig over radio og tv uden at blive bombarderet med holdninger. Debatuniverset er kraftigt opprioriteret de seneste år, og på mange måder er det logisk: Det er stort set gratis (masser af debattører og politikere vil gerne have synlighed), det giver masser af klik, og det giver masser af delinger på de sociale medier.

Satsningen på views i stedet for news gav måske mening for fem-syv år siden, hvor de traditionelle medier stadig var vigtige platforme for debatten, men siden er Twitter og i Danmark navnlig Facebook blevet propfyldt med så mange holdninger og individuelle platforme, at medierne er kørt endegyldigt agterud. Vi mangler bare at erkende det.

Måske er det derfor, så mange skingre stemmer er inviteret ind til at mene noget – jo højere og mere uforsonligt, de råber, desto flere læsere og kommentarer. Og læsere og kommentarer er vel godt?

Well, ikke for enhver pris. Medierne er blevet et metaunivers, hvor vi debatterer debatten om debatten. Det går i rundhyl og selvsving, og hvad må Marie Krarup skrive, og har hun ret, eller hvad med Zenia Stampe, og er det en hetz mod hende, tjulahopogtjulahej hvor det går. Der menes og synes og tros og konstateres og hævdes i én uendelighed, og knapt har en avis bragt én holdning, før der står adskillige på spring for at mene noget om meningen.

Debatstoffet har naturligvis sin berettigelse. Blandt andet har Politikens debatsektion fået nye stemmer frem, og der er debattører, jeg følger med fornøjelse, fordi de har en særlig indsigt i væsentlige emner og ikke bare mener noget for at mene noget, men faktisk gør mig klogere på mig selv eller min tid. Men der er dæleme også debattører, som tilsyneladende bare jagter opbakning og fyrer forsimplede synspunkter af uden større tyngde og belæg.

Det giver som nævnt klik og debatter. Men i en tid, hvor mange medier kæmper en hård kamp mod hårde fald i læsertal, burde spørgsmålet snarere være: Giver det værdi? Giver det merværdi for læserne (og lytterne og seerne)? Kan alle disse klik og delinger veksles til penge?

Som læser og bruger spørger jeg mig selv, hvorfor jeg i grunden skal betale dyrt for en avis, hvis den alligevel på papir og net er fyldt med holdninger, jeg gratis og uden besvær kan finde andre steder. For få debatindlæg bringer diskussionerne om samfundet videre – der er utrolig meget højtråbende varm luft i spalterne og sendefladen.

Medierne skulle bruge færre kræfter på at mene noget om virkeligheden og flere på at berette sagligt og interessant fra den.

Dækningen af bogen ‘Helt ude i hampen’ handlede først og fremmest om, hvorvidt Karina Pedersen selv havde skrevet den, og om alle detaljer var sande, og hvis ansvar det i grunden var, hvis billedet ikke helt holdt stik. Eller slet ikke holdt stik – afhængig af hvilken debattør, man spurgte.

Og selv om der efterhånden kom reportager til fra det område, som Karina Pedersen skrev om, så var det lidt tøvende og en slags biprodukt af balladehistorien, som de fleste journalister elskede, fordi den også var en gætteleg om, hvem en eventuel ghostwriter var. Alt sammen vældig underholdende.

Men hvor er den daglige, grundige dækning af det under-Danmark, som mange debattører tilsyneladende er rørende enige om er et problem?

Mediernes eksistensberettigelse (jeg minder om, at skatteborgerne årligt betaler mere end en milliard kroner i direkte og indirekte støtte til printmedierne alene) er, at de skal fremme demokratiet og den demokratiske samtale. Her er vores styrke ikke længere at give plads til debatten – den har masser af plads at boltre sig på helt uden vores medvirken.

Vores styrke er at levere et solidt og troværdigt fundament for debatten. Altså klassiske dyder som at perspektivere, undersøge, kritisk udspørge, rapportere, iagttage og oplyse. Det er det, vi kan, som Facebook og Twitter ikke kan.

Vi kan sørge for, at næste gang nogen f.eks. mener noget om ‘underklassen’, så har vores brugere gennem os fået så meget viden om forholdene også på bunden af samfundet, at de kan tage stilling til de holdninger, de bliver præsenteret for på de sociale medier og diverse holdningskanaler. Og de kan bidrage med deres egen.

Vi kan blåstemple, faktatjekke, undersøge, filtrere og prioritere, så vi bliver uundværlige garanter for indholdets kvalitet. Det er vældig gammeldags. Og vældig savnet. For når medierne virkelig bruger kræfter på at komme til bunds i en sag, så sker der også noget, hvad f.eks. Berlingskes dækning om forløbet omkring landbrugspakken viste.

Og ja, det koster flere kræfter end at lægge endnu et debatoplæg op. Men jeg tror, det er eneste overlevelsesmulighed, hvis vi ikke bare skal jagte laveste fællesnævner, indtil bunden er nået.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen