search

Hurra for en ed!

Med stor spænding og interesse har jeg fulgt de seneste dages debat om det forslag til et journalistløfte, som SDU har udarbejdet.

Med stor spænding og interesse har jeg fulgt de seneste dages debat om det forslag til et journalistløfte, som SDU har udarbejdet.

Først vil jeg sige tillykke til Mette og Troels for ideen, og for at DE i det mindste gør noget for at sikre et minimum af etik i faget. Dygtige Anne-Marie Dohm fra DJH vånder sig, men det er nu nok mest, fordi ideen ikke udsprang fra hendes skole. Når alt kommer til alt, så er der sket et voldsomt skred i den journalistiske etik, og det har undervisningen på DJH ikke kunnet standse.

For et års tid siden skulle jeg tale for de kommende praktikanter på DJH, og der bad jeg dem indtrængende om at huske, hvad de havde lært om etik og ansvarlighed, nu hvor de var på vej ud i virkelighedens redaktioner. Jeg har dagligt været vidne til, hvor svært det er at være "bagstræberisk" "bedrevidende" praktikant, der føler sig nødsaget til at sige nej til opgaver, fordi det strider mod vedkommendes læring. Redaktørerne har nemlig for længe siden været nødt til at overgive sig til den barske virkelighed med bladdøden hængende som trussel lige foran sig. Derfor har de også år efter år været tvunget til at flytte grænserne for, hvad der var etisk forsvarligt og ordentlig journalistik. Sat over for disse markedskræfter, vælger praktikanterne som oftest at følge "mester" for at sikre karrieren i stedet for at huske på mor Anne-Maries ord. Hun lever jo en beskyttet tilværelse i betonbunkeren og har derfor råd til at være etisk.

På den baggrund er det simpelthen genialt – for ikke at sige nødvendigt – at udarbejde et sæt regler – et løfte om man vil – som praktikanten og gerne også resten af redaktionen til enhver tid kan hive frem og hævde om nødvendigt.

Det er ikke spor underligt, at René Simmel og andre harcelerer over et nedfælget etisk kodeks og spejdered. Han og Ekstra Bladet har altid bevæget sig på kanten af etikken og derfor har man jo ikke lyst til at blive konfronteret med sådan noget pladderhumant, betonfeministisk bøsseævl. Det gør mig faktisk helt tryg og glad, at René på den måde spiller sin rolle, som han skal. Vi skal nemlig også have medier, der ind i mellem prøver grænserne af og som sådan er EB en institution, som jeg til enhver tid vil forsvare.

EB gør sit arbejde godt, uanset om man bryder sig om det eller ej. Man ved ganske enkelt som læser, hvor man har EB henne. Anderledes ser det ud med de traditionelt set seriøse morgenaviser, som sejler rundt i forvirring over deres rolle og de penge, som de mangler. Her ville en spejdered gøre gavn. Det er jo ikke EBs journalistik, der er skredet i svinget, men alle de andres.

Dengang Berlingske Tidende var en fantastisk avis og måske landets bedste journalistiske arbejdsplads – altså under Hans Dam og dennes legendariske medredaktør Erik Bistrup – havde vi det såkaldte Dam-kort.

Det var et lille grønt kort, som alle nyansatte fik udleveret og her kunne man læse om, hvad man gjorde og ikke gjorde rent journalistisk på avisen. Det minder en del om SDUs forslag – bare kortere og mindre højtideligt: Spørg altid begge parter, sørg for dokumentation af alle påstande og så det herlige: Vi skriver ikke grimt om kongehuset!. Det var en tryg trykt lille sag, som gav os nogle rammer at arbejde indenfor.

En definition af ret og rimeligt i vores fag er et solidt udgangspunkt for at genetablere den gode journalistiske skik og så ved man også, hvor grænsen er, hvis den engang imellem skal overskrides. Engang i mellem.

Hvordan skal man i øvrigt kunne sprænge rammer, hvis man ingen har? Det har mangt en teen-ager siddet og spekuleret over efter en ligegylidg laissez-faire opdragelse. De mange protester her på siden skal tages som et sundhedstegn. Selvom de tager fejl.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen