Nedenstående indlæg skrev jeg til Danmarks Journalisthøjskoles mediebrokker (www.djh.dk) efter den seneste praktiksøgning – i et anfald af frustration og undren:

Tag jer sammen, drenge!

I går på en forbilledlig uddannelse. I har ligeret! I er på vej ind i et fag, der ikke domineres af kvindelige værdier. I går på en uddannelse, hvor hverken muskler eller store bryster udgør den afgørende forskel.

Men pas på – ellers går det ligesom på jura og medicin, og I trænges ud af uddannelsen! På RUC og SDU er der allerede en klar overvægt af kvindelige studerende på journaliststudiet.

Journalistfaget handler om hjerne og hjerte, og uagtet enkelte forskeres teori om vægten af disse organer og forskellens eventuelle betydning, så kan det næppe bruges som forklaring på jeres svaghed.

Og vi trænger en forklaring. En forklaring på, hvorfor I som gruppe betragtet klarer jer så dårligt. Når det gælder eksaminer, når det gælder grundighed i de enkelte opgaver, og ikke mindst når det gælder at overbevise en arbejdsgiver om, at I vil være en gevinst som praktikant.

Uforberedte, famlende, ufokuserede, uoriginale og uengagerede. Sådan lyder diagnosen fra flere medier efter efterårets praktiksøgning. Pigerne er længere fremme i skoene – de ved, hvad de vil, og de har forberedt sig. Der er substans bag de fine ord og ydmyghed over for opgaven. Drengene står simpelthen ikke distancen.

De tager en på opleveren: 'Det går nok alt sammen'. Lidt drenget charme, en skødesløs attitude. Og hvis maskinen siger »game over«, så får man vel bare en ny chance? Ellers kommer mor sikkert og ordner det – det har hun nemlig altid gjort. Dengang der kom hul i sokken, sprut i hovedet eller kærestesorg i hjertet.

Baggrunden for indlægget var, at 37 af de 41, der ikke fik praktikplads på førstedagen, var mænd. Direkte adspurgt svarede de ansættende medier, at de sådan set var taget til Århus for at få en mandlig praktikant, idet de havde opdaget, at de var kommet hjem med alt for mange kvinder i foråret. Men at de havde oplevet, at mændenes ansøgninger generelt var dårligere, og at mændene mødte uforberedte og ufokuserede op til samtalerne.

Jeg ved simpelthen ikke, hvad der sker. Men jeg synes ikke, det er ligegyldigt – hverken for DJH, Dansk Journalistforbund eller faget. Jeg kan ikke se, hvad vi vinder ved at blive et kvindefag, ligesom jeg ikke kunne se det smukke i fortidens mandedominans.

Vi stiller ligesom på de fleste andre intellektuelle uddannelser større og større krav til de studerendes analytiske evner, studiemetoder og håndtering af kompleksitet. Og desværre ser det ud til, at det bliver mændenes nederlag: Ved den netop overståede førsteårsprøve her i januar fik 45 kvinder i gennemsnit 8,9 – 51 mænd fik 6,2! 21 dumpede – deraf var de 17 mænd! 13 fik aldrig afleveret noget – deraf var de 11 mænd!

Og hvad måler førsteårsprøven? Evnen til at analysere en problemstilling, sætte den i samfundsmæssig sammenhæng, indhente og bearbejde et større data- og kildemateriale. Og så selvfølgelig at strukturere både tid og stof.

Vigtige journalistiske kompetencer – og bedømt af ti uddannede journalister. Fem undervisere fra DJH og fem censorer fra branchen. For øvrigt otte mænd og to kvinder!

* Pia Færing er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Politisk reporter på Kolding Folkeblad 1986-88, researcher og reporter på TVAs Søndagsavisen 1988-90 og tv-underviser på DJH 1991-2002. Nu praktikvejleder på DJH.