Yderligere 230 personer fra film- og tv-branchen har sluttet sig til et protestbrev om dårligt arbejdsmiljø. Det skriver Filmmagasinet Ekko ifølge MediaWatch.
Brevet, der er stilet til landets producenter, blev offentliggjort i sidste uge med 415 underskrifter. I det bliver der protesteret over tidspres, stress, ulykke, chikane, trusler og bøllemetoder i deres arbejde.
”Da jeg gik i gang, havde jeg på fornemmelsen, at jeg ikke stod alene med mine oplevelser. Men jeg er nok lidt overrasket over, at det er et så stort problem,” siger scenograf Emilie Nordentoft, der blandt flere andre står bag brevet til Ekko.