»Udsendelsen blev vist i samarbejde med Netto.«
Sponsoren blev nævnt før og efter hvert af de tre afsnit af serien »Mit liv som skotte«, som TV 2 viste i august. Serien handlede om to skotske terriere. Netto fik også vist sit logo, som netop er en skotskterrier.
Nettos direktør Mads Krage fortæller, at supermarkedskæden ikke ville have sponseret, hvis serien havde handlet om schæfere eller sanktbernhardshunde.
»TV 2 brugte skottehunde i serien. Derfor gik vi ind i sponsoratet,« siger Mads Krage.
Han vil ikke oplyse sponsoratets eksakte størrelse, men det er på under en million kroner.
»Vi fik det til en relativt fornuftig pris – til Netto-pris, som vi siger,« fortæller han.
I programmerne fik seerne blandt andet svar på, hvilken dag i en skottehunds løbetid der er optimal for parring.
»Vi kan godt blive enige om, at det ikke var de mest opsigtsvækkende programmer, TV 2 har vist« siger TV 2-redaktør på programmet Henning Møller.
»Hvorfor lige netop skottehunde, som seriens sponsor Netto har som logo?«
»TV 2 Reklame henvender sig til firmaer, der kan være interesseret i at sponsere vores programmer. I denne forbindelse er Netto oplagt, for hundene passer til Netto-hunden. Det svarer til, at Hummel sponserer landsholdet. Hummel vil heller ikke sponsere et madprogram.«
»Serien kunne vel også have handlet om andre karakteristiske hunderacer som for eksempel schæfere eller sanktbernhardshunde?«
»Jeg var ikke med til at planlægge idéen, og serien kom nu en gang ikke til at handle om sanktbernhardshunde, men skottehunde. Hunde er vel hunde.«
Henning Møller oplyser, at »Mit liv som skotte« sandsynligvis bliver genudsendt på TV 2 i løbet af det kommende år.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.