Hun larmede i skolen og blev fyret efter shitstorm. I dag har Ditte Okman gjort det bramfri til sit brand

Putter ikke med sig selv

47-årige Ditte Okman har aldrig været specielt bekymret for det, der kommer ud af hendes mund.

Sådan var det i skolen under opvæksten i Farum, hvor skole-hjem-samtalerne altid var en uendelig række af ’Ditte har larmet i timen’, ’Ditte har kaldt en lærer for spasser’ og ’Ditte har røget på toilettet’. Og sådan er det stadig den dag i dag, når hun hver fredag sender B.T.’s sladder-podcast ’Det, vi taler om’.

At lytte til podcasten er som at være med Ditte Okman og hendes venner på værtshus. Hun bander og svovler som en havnearbejder, langer verbale kindheste ud til højre og venstre, griner højt og uhæmmet og deler som en anden Bridget Jones rundhåndet ud af private – og for andre sikkert skamfulde – detaljer om branderter og blackouts, sexliv, sygdom, eksem, kviklån og sin ikke-eksisterende pensionsopsparing.

”Det vigtigste, når man sidder der, er, at man tør. At man ikke putter med sig selv og har alt for mange, man skal please og holde sig gode venner med,” forklarer Ditte Okman, da vi et par dage efter showet på Bremen mødes på B.T.’s redaktion.

For hende falder det helt naturligt. Ditte Okman er Ditte Okman, både når mikrofonen er tændt og slukket. I ’Det, vi taler om’ har hun gjort det bramfrie og tilsyneladende ufiltrerede til sit og programmets brand – og det med stor succes. Selv om programmet gennem årene er blevet kritiseret for at viderebringe udokumenteret sladder og udskamme kendte og kongelige for åben mikrofon, er det uge efter uge oppe og bide skeer med tunge drenge som DR’s ’Genstart’ og ’Sara og Monopolet’ i toppen af Podcastindexet.

Senest er Ditte Okman blevet nomineret til Politikens debatpris for at have udviklet et – som det hedder i nomineringen – ”dagsordensættende og nytænkende samtalerum i det danske medielandskab”.

”Nogle synes da, jeg er en kæmpe nar. Men det er også okay. For mig er det vigtigere at kunne stå ved mig selv end at være elsket af en eller anden dødssyg branche-type. Og jeg har egentlig også gjort mig den erfaring, at man sagtens kan være både ærlig og kritisk, uden at man behøver at blive uvenner med hele verden,” siger Ditte Okman.

Fra shitstorm til værtsjob

Første gang, Ditte Okmans navn dukkede op offentligt, var, da hun i 2010 havnede i en shitstorm og blev landskendt for på Facebook at have kaldt en kioskmedarbejder på Christiansborg for en ”fucked up medicineret psykisk syg dame”.

Hun var dengang ansat i Venstres pressetjeneste, og sagen endte med at koste hende jobbet. Ditte Okman har senere fortalt, at hun efterfølgende gav kioskmedarbejderen blomster og en undskyldning og sad derhjemme, viklet ind i en dyne, og græd i en måned.

Til gengæld var det også den stormombruste sag, der gjorde Mads Brügger og Mikael Bertelsen, hovedarkitekterne bag det dengang kommende Radio24syv, opmærksom på Ditte Okman.

”Jeg kan huske, jeg begyndte at lægge mærke til hendes opdateringer på Facebook. De var morsomme og herligt bramfri i sproget og synet på verden,” fortæller Mikael Bertelsen.

Den slags kunne de godt bruge på Radio24syv, og sammen med Mads Brügger inviterede han derfor Ditte Okman ind på radioen for at lave, hvad der viste sig at blive en ”eminent god dummy”. Og således blev hun helt uden radioerfaring ansat på en 12-måneders kontrakt som weekendmorgenvært på Radio24syv.

Ditte Okman selv kalder det for en kæmpe chance. Og for det værste år i hendes arbejdsliv.

”Jeg famlede helt sindssygt og afleverede noget fucking lort weekend efter weekend. Det var en fiasko og enormt ensomt at lave. Så da jeg efter 10-11 måneder fik at vide, at min kontrakt desværre ikke blev forlænget, var jeg bare sådan: ’Øh nej, det havde jeg sgu da heller ikke regnet med’,” fortæller hun.

Men til hendes store overraskelse stod Mads Brügger og Mikael Bertelsen kort efter klar med et nyt tilbud. De havde bemærket, at det var tydeligt at høre, når Ditte Okman kedede sig i radioen. Til gengæld var det, sagde de, en eksplosion, når hun talte om ting, der interesserede hende.

”Derfor syntes de, at jeg skulle have et program, hvor jeg kun talte om ting, der interesserede mig. ’Og vi har tænkt,’ sagde de så, ’at det skulle være sladder. Hvad tænker du?’” refererer Ditte Okman og tilføjer:

”Jeg tænkte bare: ’GUD, det er jo genialt det her!’ Altså, hvem fanden får lige sådan et tilbud ind ad døren?!”

En cirkushest

Der er Pride-optog i København denne lummervarme lørdag i august, hvor ’Det, vi taler om’ skal opføres live, og de afspærrede gader i byen har fucket med Ditte Okmans tidsplan.

”På vej. Tre minutter,” skriver hun på sms, knap en halv time efter at vi havde aftalt at mødes foran Bremen.

”Jeg måtte løbe ud af taxaen og gå resten af vejen og lade mine børn køre alene hjem til min mor. Det var sgu ikke mit finest moment,” fortæller Ditte Okman forpustet, da hun når frem.

De andre paneldeltagere er også ved at indfinde sig, og der bliver kindkysset og delt komplimenter ud.

”Hvor er du bare megafin, Jakob,” udbryder Ditte Okman, da hun ser Berlingskes teaterredaktør, Jakob Steen Olsen, klædt i lyseblåt jakkesæt med matchende neglelak og en lang sølvkæde om halsen i stedet for skjorte og slips.

Ud over ham består panelet i dag af chefredaktør på Illustreret Videnskab Jonas Kuld Rathje, politisk rådgiver Søs Marie Serup og kongehuskorrespondent på B.T. Jacob Heinel Jensen.

Der er et par timer, til publikum ankommer, og stemningen er som til en forfest; euforisk og lidt kaotisk. Der bliver åbnet vin, Jakob og Jacob bliver sendt i byen for at købe sladderblade til sofaarrangementet på scenen, hvor Ditte Okman og hendes slæng skal sidde, og Ditte Okman selv flytter på lamper, laver manus og skal også lige lægge makeup og bestille McDonalds-mad til sine unger hjemme hos mormor.

”Kan vi nå at lægge noget ekstra ind?” spørger Søs Marie Serup og viser en video, der lige er kommet på Instagram, hvor Mette Frederiksen synger Kim Larsen med Kandis-Johnny på en dansktopfestival i Svendborg.

”Synger hun seriøst ’Tarzan Mama Mia’? Ej, ej, ej, jeg kan slet ikke klare det!” griner Ditte Okman og kaster en håndfuld nødder i munden.

”Er I klar over, hvor mange kalorier der er i nødder? Jeg har nok lige fået 200 kalorier bare i én mundfuld,” udbryder hun, nærmest tourettes-agtigt, inden hun snakker videre med Søs Marie Serup om, hvordan de kan bruge videoen i showet, og hvordan quizzen, de har planlagt, egentlig skal løbe af stablen.

”10 minutter til dørene åbner,” oplyser en scenetekniker.

”Åbner de også herind til salen om 10 minutter,” spørger Ditte Okman, et øjeblik med panik i stemmen.

Hun kan godt være stresset og ”lidt tense”, inden de går på. Men så snart hun går på scenen, forsvinder nerverne.

”Så synes jeg bare, det er sindssygt fedt. Det elsker jeg! Jeg er nok lidt en cirkushest – og det tror jeg faktisk også, at de andre i panelet er. Jeg tror, der er vildt mange journalister, der har et entertainer-gen i sig.”

Ikke så mange regler

Ditte Okman er ifølge sin egen beskrivelse opvokset i et ærgerligt etplanshus på en koteletgrund i Farum. Hendes far kom fra Israel og var en rodløs type, der aldrig rigtigt fandt sin plads i livet, hendes mor var selvstændig og meget optaget af sit arbejde.

For Ditte Okman betød det, at opvæksten var fri og ukonventionel.

”Hjemme hos os talte vi om alt. Der var ikke så mange regler, og jeg daskede meget rundt for mig selv. Jeg gik også alene i børnehave og styrede bare min egen hverdag. Det har måske betydet, at jeg den dag i dag tager ret hjernedøde beslutninger indimellem. Til gengæld kan jeg for det meste også rode mig ud af ting igen,” fortæller hun.

I skolen blev Ditte Okmans faglige niveau altid vurderet som tilfredsstillende eller særdeles tilfredsstillende. Til gengæld kom karakterbøgerne også altid tilbage med stemplet ’utilfredsstillende social adfærd’.

”Jeg var altid pissenervøs, når jeg skulle til forældrekonsultation, for jeg vidste jo, at jeg skulle over og have skældud. Altid,” husker hun.

Fra en tidlig alder drømte hun om at blive journalist, men da det kom til stykket, var hun så bange for at få et nej, at hun ikke turde søge ind på studiet. I stedet endte hun med at bruge ”alt for mange år” på at læse semitisk filologi og lære hebræisk.

”Der kan du fandme tale om at bluffe. Jeg fattede faktisk overhovedet ikke, hvad der foregik,” griner Ditte Okman, som undervejs skulkede fra studierne og rejste til Israel, hvor hun boede og arbejdede for den israelske sikkerhedstjeneste i to år, inden hun til sidst kom hjem og blev optaget på journalistik på RUC.

”På det tidspunkt troede jeg, jeg skulle kombinere de to ting og være mellemøstkorrespondent. Men efter min praktiktid på B.T., hvor jeg havde lavet mange hårde og afslørende historier, havde jeg bare brug for at have det lidt sjovt i mit arbejdsliv. Og så kom jeg til Se og Hør,” fortæller hun.

På Se og Hør fandt Ditte Okman lige det, hun søgte. Det var en skidesjov og skør arbejdsplads uden særlig meget micromanagement, og drømmen om at blive mellemøstkorrespondent blev hurtigt lagt på hylden til fordel for den kulørte sladderjournalistik.

”Se og Hør blev jo ikke set som specielt fint, men jeg trivedes megagodt og havde bare en fest,” siger hun og tilføjer, at hun uanset hvad nok var endt i underholdningsjournalistikken.

”Jeg tror ikke, man kan undsige sin skæbne eller den, man er,” forklarer hun.

Er der én ting, Ditte Okman har lært af den 12 år gamle shitstorm om de famøse facebookopdateringer fra hendes tid på Christiansborg, er det også netop det: At man ikke kan løbe fra den, man er. I stedet må man omfavne den, man er – i hendes tilfælde omfavne vanviddet og stå ved det og bruge det, som hun skriver i bogen ’#tyndogrig – det, jeg taler om’ fra 2019.

”Hvis der overhovedet er noget at sige om den skide sag på Christiansborg, så er det, at jeg jo ER hende, der indimellem får sagt nogle virkelig pinlige eller upassende ting – præcis som i folkeskolen. Nu gør jeg det bare klogere. For det er jo bare ikke fedt at sparke nedad. Man skal bruge sin energi – og den har jeg! – til at sparke opad.”

What happens in Bremen …

Når man ser Ditte Okman på en scene, er der ingen tvivl om, at hun har en fest.

I samme sekund, hun træder ud foran publikum på Bremen med sit fyldte hvidvinsglas, er det, som om hun skruer 30 procent op for det hele – mimikken, armbevægelserne, sproget og anekdoterne. Publikum er på, og der bliver hujet, skålet og skreget af grin – især når Ditte Okman og gæsterne afslører detaljer fra under bæltestedet om deres eget og kendtes liv.

”Men hey, vi er enige om, at what happens in Bremen stays in Bremen, ik’?” råber hun på et tidspunkt gennem latterbrølene fra de over 600 publikummer efter endnu en afsløring i den kategori.

”Er det ikke sjovt,” spørger en kvinde på sædet ved siden af sin veninde i pausen.

”Jo, det er jo meget sjovere at se det i virkeligheden!” svarer veninden begejstret.

Og netop dét tager Ditte Okman ekstremt alvorligt. Publikum, der har betalt 380 kroner og sat en lørdag aften af til at komme og se showet, skal ”fandme have noget ekstra”. Noget, de ikke får i podcasten, noget, der kun er til dem. Derfor er der højere til loftet og ekstra smæk på festen. Men det har også en anden årsag, forklarer Ditte Okman.

”I radioen er vi jo underlagt De Presseetiske Regler, men det er vi ikke, når vi sidder på scenen. Derfor kan vi tillade os mere der,” siger hun.

Nazi-beskyldninger i radioen

I de otte år, Ditte Okman har sendt ’Det, vi taler om’, har hun kun én gang fået en pressenævnssag på halsen. Og selv om det kan virke som mere held end forstand, når man lytter med på den ofte løsslupne stemning i studiet, så er det langtfra bare et heldigt tilfælde. Det understreger Mikael Bertelsen, der var chef for Ditte Okman i de seks år, programmet blev sendt på Radio24syv.

”Bag det, der kan lyde som en form for tourettes, og som nogen stempler som uvederhæftigt, ligger der en grundighed og et stort journalistisk arbejde,” siger han.

Selv har Mikael flere gange fået nervøse trækninger af at lytte til programmet. Han husker især engang, hvor snakken i studiet faldt på julefrokoster, og Ditte Okman – tilsyneladende spontant – kastede sig ud i en længere anekdote om dengang i hendes tid på Se og Hør, hvor hun til en julefrokost i Aller gik over til en redaktør og spurgte, om det egentlig var rigtigt, at han var nazist, som hun lige havde hørt ved sit bord.

Til Mikael Bertelsens forfærdelse tilføjede Ditte Okman i studiet, at hun da også godt kunne sige, hvad redaktøren hed – og det gjorde hun så, live i radioen med både fornavn og efternavn.

”Jeg tænkte bare: Åh nej. I forhold til injurielovgivningen kan nazi-beskyldninger være rimeligt slemme,” husker Mikael Bertelsen.

Men da han efterfølgende ringede til Ditte Okman for at rage kastanjerne ud af ilden og forberede hende på, at de nok ville få kritik, blev han hurtigt afbrudt med et: ”Er det ham nazisten? Den har jeg helt styr på,” hvorefter Ditte Okman gav sig til at remse diverse artikler og dokumentarer op, hvor mandens nazi-tilbøjeligheder var dokumenteret, blandt andet med billeder fra hans deltagelse i en Rudolf Hess-march.

”Det kom bag på mig,” fortæller Mikael Bertelsen.

”Jeg havde jo hørt det opstå ud af det blå og kunne umuligt forestille mig, at det var en gennemresearchet historie. Og det er jo den svære ting. Jo mere frit talen flyder, og jo mere lystfyldt og let det opleves for lytterne, jo mere skal man i virkeligheden have styr på, hvad man taler om. Og det har Ditte Okman.”

Ditte Okman selv beskriver det sådan her:

”Jeg elsker at lave den der stemning i radioen, hvor det er som at sidde rundt om et spisebord med venner og bekendte og et par flasker vin. Men der ligger et kæmpe arbejde forud. Jeg søger aktindsigter og ringer til ministerier og bruger præcist den samme værktøjskasse som alle andre journalister. Selvfølgelig kan der indimellem ryge en finke af panden, men jeg er meget bevidst om, hvad jeg kan sige, og hvordan jeg kan sige det. Det tænker jeg MEGET over,” understreger hun.

Og hvorfor er det overhovedet vigtigt at lave ’Det, vi taler om’?

”Jeg ved heller ikke, om det er vigtigt. Men det betyder ikke, at det ikke har sin berettigelse. Vi folder indimellem vigtige og ret komplicerede historier grundigt ud, og hvis folk bliver lidt klogere af det, eller hvis de underholdende historier får dem til at grine og føle, at de er med i et fællesskab, så synes jeg i den grad, det har sin berettigelse,” siger Ditte Okman.

Bullshitter ikke

Ditte Okman sidder på scenekanten og holder hof foran en kødrand af kvinder. Showet i Bremen er slut, og traditionen tro har hun og panelet inviteret publikum til at komme op og skåle med hende og panelet.

Og det er de mange fra det altovervejende kvindelige publikum, der vil. Folk står i kø for at få taget selfies med Ditte Okman og hendes entourage.

En fortæller, at det er tredje gang, hun ser dem live, en anden fortæller, at hun har opkaldt sit barn efter Jakob Steen Olsen, og en tredje fortæller, at hun elsker Ditte Okman, og at programmet hjalp hende igennem et svært år sidste år.

”Vi er bare kæmpe fans,” svarer to søstre i 20’erne med Pride-glimmer på kinderne nærmest i kor, da de bliver spurgt, hvorfor de er her.

”Ditte er sådan en strong independent woman, der siger sin mening og lever livet til fulde. Jeg ser megameget op til hende,” forklarer den ene.

Ifølge Ditte Okman selv er en af hemmelighederne bag ’Det, vi taler om’s succes netop, at alle i panelet giver så meget af sig selv.

”Vi har lavet et fællesskab, hvor vores lyttere faktisk føler, de kender os. De ved, at Jakob Steen Olsen hader Distortion, de ved, at Jacob Heinel er holdt op med at drikke og tanner helt vildt, og de ved, når jeg har en dårlig dag. De ved, at vi ikke bullshitter og gør os bedre, end vi er, og det tager jeg faktisk sindssygt alvorligt. Man skal kunne regne med os, og at vi mener det, vi siger,” slår hun fast og tilføjer:

”Så kan det godt være, der er lidt dårlig stemning, hvis man er ude til en eller anden fest, og folk synes, man er et asshole. Men prøv at hør; det er bare ikke specielt vigtigt for mig. Min egen og programmets integritet er langt vigtigere,” siger Ditte Okman.