Hul i isen

Rusland har lært af erfaringerne fra Kursk-katastrofen og lover nu medierne langt bedre arbejdsvilkår, nu da ubåden skal hæves.

Rusland har lært af erfaringerne fra Kursk-katastrofen og lover nu medierne langt bedre arbejdsvilkår, nu da ubåden skal hæves.

"Det var ikke korrekte oplysninger, vi gav pressen om Kursk den første uge efter ulykken," siger Vladimir Navrotskij.

Noget af en indrømmelse fra en russisk embedsmand. Og så meget mere bemærkelsesværdig, fordi han selv, som leder af Nordflådens informationsafdeling, havde en ledende rolle i formidlingen af de falske signaler, da ubåden sank 12. august i fjor.

Over for en gruppe nordiske pressefolk fra Nordisk Journalistcenter optrådte denne presseofficer for nylig nærmest ydmyg og undskyldende. Han forklarede, at man langt inde i flådesystemet var dybt usikker på mødet med medierne.

De havde efterhånden sendt 500 repræsentanter til Murmansk for at følge den største russiske historie i årevis, forsøgene på at redde de 118 mand nede i Kursk.

Desuden havde man i flåden de første døgn heller ikke selv overblik over, hvor galt det var gået med det supermoderne atomdrevne fartøj. Både han og flådeledelsen var yderst karrige med oplysninger, og kun en enkelt tv-kanal fik lov at komme ombord på det skib, hvorfra redningsaktionen blev ledet.

"Den holdning var jeg uenig i, men jeg blev underkendt," siger Vladimir Navrotskij.

Han forsikrer, at overskriften fremover er åbenhed og service. Det har man lært. Det betyder, at hævningen af Kursk, der efter planen skal ske midt i september, skal kunne følges fra det pressecenter, som er åbnet i en ishockey-hal i Murmansk.

Pressen vil, mod betaling forstås, kunne komme ombord i aktionens kommandoskib eller blive fløjet hen over det sted, hvor Kursk ligger – 80 kilometer fra kysten og i internationalt farvand. De første videooptagelser fra de norske og hollandske dykkeres arbejde med at bore huller i skroget, så ubåden i wirer kan trækkes op under en platform, er dukket op blandt andet i dansk fjernsyn.

At hæve Kursk er en omstridt beslutning blandt de efterladte og en risikabel operation, fordi der kan ske yderligere eksplosioner af torpedoer som den, der ødelagde den forreste sektion og var ulykkens mest sandsynlige årsag.
Men da det nu er besluttet at hæve ubåden, er det samtidig målet at gøre den mediemæssige skade, som skete for et år siden, god igen.

Dengang fremstod den russiske flådeledelse som dybt inkompetent og præsident Vladimir Putin, der først kom til stede en uge efter katastrofen, som dybt ufølsom.

Men nu roser flådens talsmand, Vladimir Navrotskij, uden forbehold både en lokal reporter, der lavede undersøgende journalistik på forliset, og en enke efter en af de ombordværende. Hun kontaktede avisen Poljarna Pravda helt på tværs af det officielle system.

"De har begge bidraget til, at vi fik øje på vore fejl og lærte af dem," siger han.

 

Undersøgende journalistik
Pravda-medarbejderen, Igor Sjeveliuk, har en fortid som ung officer i flåden og kunne derfor trække på en række anonyme, meget velinformerede kilder. De gjorde ham i stand til at gå ud med den første, velunderbyggede historie, tre dage efter at Kursk lagde sig hjælpeløs på havbunden.

Den fulgte han op på de følgende dage med meget grundige reportager. Problemet for ham var, at han kunne komme til at røbe militære hemmeligheder, for eksempel at Kursk er udstyret med blandt andet 22 meget avancerede krydsermissiler, ligesom han også skulle passe på med ikke at skræmme de pårørende, som endnu levede i håbet.

"Det afgørende for mig blev," siger han, "at jeg ville være med til at hindre noget lignende i nogensinde at ske igen. Derfor var det meget vigtigt at få alt frem, så vidt muligt, og finde årsagen til ulykken. Men jeg var oppe mod en sovjetisk mentalitet i militæret, som sætter flådens image højere end mennesker."

Igor Sjeveliuk er af kollegaer blevet prisbelønnet for sin indsats. Og enken, som var med til at bryde isen for pressefriheden i denne arktiske region, har fået gennemført, at staten har betalt en stor kontant erstatning til de efterladte.

 

0 Kommentarer