Hugo Chávez lukker kritiske radiostationer

Den venezuelanske præsident, Hugo Chávez, lukkede i weekenden 34 private regerings-kritiske radiostationer. Op mod 250 andre medier ventes at få forbud mod at sende i den kommende tid. Trusler om straf mod journalister.

Den venezuelanske præsident, Hugo Chávez, lukkede i weekenden 34 private regerings-kritiske radiostationer. Op mod 250 andre medier ventes at få forbud mod at sende i den kommende tid. Trusler om straf mod journalister.

Ifølge flere spansksprogede medier, heriblandt El Pais, er der tale om et offentligt dekret fra Chávez – underskrevet af arbejdsminister Diosdado Cabello – som før weekenden blev udsendt af "la Comisión Nacional de Telecomunicaciones" (Conatel) til hver af de 34 radiostationer.

Her lød beskeden, at de berørte radiostationer øjeblikkeligt skulle indstille deres transmissioner. Og der var ikke noget valg. Lørdag morgen var det derfor slut med at sende.

Ifølge den officielle begrundelse har de 34 privat stationer angiveligt ikke søgt om fornyelse af deres sendetilladelser eller også er de oprindelige ejere døde, hvormed de har mistet sendetilladelsen.

Lukningen af de mange stationer er dog kun begyndelsen. Ifølge El Pais ventes yderligere 250 andre sendetilladelser – heraf 40 regionale tv-stationer og 210 radiostationer – at få besked om at standse deres sendinger i løbet af de næste dage.

Det markante indgreb kritiseres dog allerede for at være et brutalt anslag mod ytringsfriheden og pressefriheden. Adskillige journalister, redaktører, medieorganisationer og politikere fra oppositionen samledes derfor i weekenden i Caracas for at protestere mod regeringen og El Comandante Chávez.

Ifølge lederen af Venezuelas nationale journalistforbund, William Echeverría, er det således ikke længere muligt for dissidenter at komme til orde i Venezulea, skriver the Telegraph.

Samtidig er der lagt op til, at journalister fremover kan straffes, hvis de videreformidler såkaldte "falske nyheder". Den endelige udformning af loven er endnu ikke på plads, men ifølge Fox News risikerer journalister fængselsstraffe på op mod fire år. 

I Venezuela indtager radiostationerne en særlig betydning eftersom mange tv-stationer ikke når ud til alle afkroge af landet.  

Se også aktuelt video-indslag (på spansk) med billeder af protesterne i gaderne i Caracas. Klik på følgende historie: Gobierno de Hugo Chávez cierra masivamente estaciones de radio 'por entregar informaciones contra el Estado' venezolano

1 Kommentar

Mads Mostrup Jensen
4. AUGUST 2009
Re: Hugo Chávez lukker kritiske radiostationer
Rystende. Demagogi af værste skuffe. Utroligt at sådan et utilsløret angreb på pressefriheden kan finde sted på den vestlige halvkugle i 2009.