Forskning viser, at voxpops og brugen af helt almindelige mennesker som kilder forvrænger historierne og overtrumfer de andre kilder.
To gange på én aften brugte TV avisen blå politikere som kilder i regeringskritiske indslag. Under normale omstændigheder ville der ingen problemer være, men i begge tilfælde blev kilderne præsenteret som almindelige danskere. Av!
Brugen af den menige dansker i nyhederne er omfattende – en case kan give læserne/seerne et holdepunkt i ellers tunge nyhedshistorier.
I dagens Politiken sætter David Nicolas Hopmann og Morten Skovsgaard, begge Ph.d. og adjunkt på Center for Journalistik på Syddansk Universitet, fokus på mediernes brug af hr. og fru Danmark som repræsentanter for folkets holdning i aktuelle sager.
De er ikke ubetinget enige i pressens forherligelse af casens fortræffeligheder.
"Problemet er blot, at nyhedshistorier netop ikke bliver mere forståelige. En omfattende forskning fortæller os, at det kan være problematisk at anvende cases som illustration af denne eller hin problemstilling – hvis målet med casen er at oplyse borgerne om problemstillingernes rette sammenhæng, vel at mærke," skriver de to forskere.
De fokuserer tværtom på, at en case ofte fjerner opmærksomheden fra det relevante.
"Eksempelvis er seerne markant mere tilbøjelige til at anskue fattigdom som et generelt samfundsproblem, når en nyhedshistorie ikke indeholder en case, mens de i højere grad opfatter fattigdom som et individuelt problem, når det samme indslag inkluderer en case-illustration."
Samme problemstilling gør sig ifølge David Nicolas Hopmann og Morten Skovsgaard gældende i forbindelse med voxpops.
"Hvis man vil vide, hvad 'almindelige' danskere mener om et bestemt emne, er der kun én vej frem: at gennemføre en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse."
Trods advarslerne mener Hopmann og Skovsgaard dog ikke, at journalister skal stoppe med at bruge hr. og fru Danmark.
"Vores argument er, at journalister skal forholde sig til, at meget taler imod at anvende 'almindelige' mennesker som cases eller voxpop, hvis éns mål som journalist er at oplyse borgerne."
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.