search

”How can I help you?”

Hvor det i Danmark ofte er komplet umuligt at få en substantiel kommentar fra det danske Justitsministerium, tager det kun en time i Storbritannien at få ord fra premierministerens kontor. En time!

Jeg havde engang justitsminister Morten Bødskovs mobiltelefonnummer. Jeg havde også hans – i øvrigt hemmelige – privatnummer og hans direkte kontornummer.

Det har jeg ikke længere. De er blevet ændret.

Jeg ved ikke, om numrene er blevet ændret, fordi jeg ringede og sms'ede en tand for meget til ministeren.

Men det kunne da ligne en tanke. Jeg var måske en lille smule pushy med at forsøge at få kommentarer fra ministeren i forbindelse med dækningen af det forslag til ny offentlighedslov, der blev smidt på bordet som en bombe efter at være blevet forhandlet på plads i hemmelighed, og hvor hele fremlæggelses- og vedtagelsesfasen måske snarere lignede en farce end en fase.

I dag foregår kommunikationen mellem undertegnede og Justitsministeriet på følgende måde:

Jeg mailer justitsminister Morten Bødskov på hans direkte mail med cc til den særlige rådgiver.

Mailen indeholder konkrete spørgsmål, jeg gerne vil have svar på og de baggrundsoplysninger, som spørgsmålene bygger på.

Justitsminister Morten Bødskov læser mailen på sin iPad eller sin iPhone.

Nogle gange videresender han derefter mailen til sin særlige rådgiver, selv om hun allerede har fået den direkte herfra.

Den særlige rådgiver læser mailen på sin iPad.

Det hænder, at rådgiveren videresender mailen.

Lidt senere bliver mailen åbnet igen, denne gang på en arbejds-pc.

Mailen åbnes igen på rådgiverens iPad.

Mailen videresendes til en medarbejder, der tjekker den på sin iPhone.

Nu er der gået en dags tid, måske flere. Jeg har støt og utålmodigt arbejdet videre på min artikel, eller er for længst færdig med artiklen, bortset fra at få indføjet ministerens kommentarer – men har endnu ikke hørt et pip fra ministeriet vedrørende mine spørgsmål.

Ministeren og alle de medarbejdere i ministeriet, der har læst min henvendelse, ved, hvilke spørgsmål jeg vil stille – og de kender også baggrunden for mine spørgsmål, da jeg enten har indføjet det, jeg allerede ved, eller linket til konkret baggrundsmateriale.

Der er intet hemmeligt eller lummert ved det. Ingen bagholdsangreb.

Nu er der gået et par dage. Artiklen kan ikke vente længere. Den eneste, der hænger i bremsen, det er justitsministeren.

Jeg sender en rykker.

Den ryger igennem systemet. Nogle gange hurtigt. Mange gange langsomt.

Er jeg heldig, kommer der et svar fra ministeriet:

"Tak for din mail. Justitsministeriet har ingen kommentarer."

Det kan jeg så citere.

Det ville måske være lettere for alle parter – og lige så ærligt – hvis Justitsministeriet satte et autosvar op på alle henvendelser fra min mailadresse:

"Tak for din mail. Justitsministeriet har ingen kommentarer."

Forslaget er hermed givet videre. We are the robots.

Og her kommer så kontrasten:

Den pt. mest pinlige mediesag på globalt plan handler om, at den britiske premierminister David Cameron bad sin højeststående embedsmand Sir Jeremy Heywood om at vride armen om på avisen The Guardian for at få stoppet dækningen af Edward Snowdens lækager.

Sir Jeremy Heywood talte med Guardians redaktør, Alan Rusbridger, et antal gange. Dels i telefon, dels ved møder.

Sagen – og presset på Guardian – spidsede til, og avisen blev truet med at blive trukket i retten under Official Secrets Act, hvilket ville tvinge avisen til at stoppe dækningen.

Vel at mærke trukket i retten, medmindre avisen gik med til at aflevere eller destruere det lækkede materiale.

Det førte den 20. juli til det fuldstændigt bizarre optrin, hvor to efterretningsfolk besøgte Guardians redaktionslokaler og i kælderen overværede, hvordan medarbejdere fra avisen ødelagde den bærbare computer, hvor det lækkede materiale lå.

Computeren blev ødelagt i et omfang, så end ikke enkelte stumper kunne pilles ud og genbruges.

Alt dette skete på baggrund af en ordre fra premierminister David Cameron.

Protesterne over dette indgreb mod pressefriheden er globale.

Nu skulle man tro, at premierministeren og Downing Street No. 10 ville trække sig så langt ind i skildpaddeskjoldet som overhovedet muligt.

Slet ikke.

Går man ind på Downing Streets hjemmeside, er det ganske vist småt med hurtige kontaktmuligheder. Der er en sneglepost-adresse, man kan skrive til: "10 Downing Street London SW1A 2AA", og der er en formular, hvor man kan indsende en mail til administrationen.

Det fremgår af formularen, at alle mails læses, men med klassisk, engelsk høflighed understreges det, at der ikke er garanti for svar:

"We regret that due to the volume of e-mails received, we will not be able to guarantee a personal response."

Men alligevel er der intet problem for en journalist. Netadressen number10.gov.uk er indregistreret af Prime Ministers Office – og der er angivet både telefonnummer, fax og mailadresse.

Telefonnummeret fører direkte til omstillingen.

Goddag, jeg vil gerne tale med en pressemedarbejder.

»Et øjeblik.«

Ventetone.

»Press Office speaking. How can I help you?«

Jeg præsenterer mig og forklarer, hvad jeg gerne vil spørge om. Pressemedarbejderen meddeler, at hun vil finde en medarbejder, der kan svare, og beder om mit telefonnummer.

Vi afslutter samtalen og lægger på. Lidt forvænt med den anden behandling, man normalt får i den danske centraladministration, belaver jeg mig på at skrive i artiklen, at jeg da i det mindste har FORSØGT at få en kommentar fra Downing Street.

Så ringer min telefon Gud hjælpe mig.

En mand præsenterer sig med perfekt diktioneret stiff upper lip English og spørger, hvordan han kan hjælpe. Lidt befippet stiller jeg mit spørgsmål:

Kan I bekræfte, at premierminister David Cameron beordrede Sir Jeremy Heywood til at kontakte The Guardian?

»Jeg kan ikke gå ind i de specifikke detaljer i den konkrete sag,« siger talsmanden fra Downing Street.

Det lød næsten som et ekko af Danmark – men så kommer det:

»Men jeg kan sige, at i en sag, der vedrørte yderst følsomme oplysninger, der ville regeringen være forpligtet til at sikre dette materiale.«

I ville have pligt til at sikre, at de lækkede data blev returneret eller ødelagt?

»Vi er forpligtede til at beskytte offentligheden. Hvis der er yderst følsomme oplysninger ude i det fri, så er det noget, regeringen ville være nødt til at tage alvorligt for at sikre, at materialet ikke længere er ude. Enten ved at få det destrueret eller indsamlet.«

Guardian har kopier af materialet i Brasilien, USA og formentlig andre steder. Vil I gribe til handling i forhold til det?

»Vi kan handle på den jurisdiktion, vi har i kraft af Storbritanniens lovgivning. Data, der opbevares oversøisk, er uden for vores jurisdiktion,« siger talsmanden fra Downing Street.

Jeg spørger om hans navn. Jeg fik det i første omgang, men skal bare lige dobbelttjekke for en sikkerheds skyld. Han fortæller, hvad han hedder, men beder om – som det er engelsk skik – kun at blive citeret som "en talsmand fra Downing Street".

Jeg takker, vi lægger på, jeg kan skrive min artikel.

Fra min første henvendelse til Downing Street til jeg havde lyttet optagelserne igennem og skrevet citater ud, oversat dem og indføjet i artiklen, gik der maksimalt en time.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen