Ann Lehmann Erichsen har en mission. Hun tæller hoveder – den slags med skæg og den slags uden. Juristen fra Forbrugerstyrelsen er på nedsat tid for at holde øje med ligestillingen i medieverdenen. Nu er hun ved at skabe et netværk, som vil råbe op for at få flere kvinder som kilder og skribenter.

DOKUMENTATION. »Var det noget med noget kaffe?« spørger Klaus Bundgård Povlsen, vært på Debatten på DR2.

Han har Ann Lehmann Erichsen som gæst. Hun har brugt sin fritid på at tælle op, hvor mange kvinder og mænd, der gennem de seneste tre år har deltaget i Debatten. Det vil hun gerne tale med Klaus Bundgård Povlsen om.

»Jeg hørte i morges, at kaffe er godt for kvinder, hvis de vil undgå brystkræft,« fortsætter DR2-værten sin kaffe-invitation.

»Ja, vi skal jo bevare kronjuvelerne,« fastslår Ann Lehmann Erichsen.

Og så går der en engel gennem redaktionslokalerne. For hvad er det egentlig for en dame, der bruger sin fritid på at tjekke ligestillingen i medierne? Det er såmænd en kvinde i 40erne, der har gået på nonneskole. En kvinde, der som jurist i Forbrugerstyrelsen har kæmpet mod farlig kemi. Men også en kvinde, der i dag er på nedsat tid for blandt andet at få tid til sit dokumentationsarbejde.

Ann Lehmann Erichsen tæller, hvor mange mænd og kvinder, der er kilder, skribenter og kronikører i medierne. Med tallene i hånden opsøger hun medierne.

I dag står Klaus Bundgård Povlsen for tur. Carsten Juste, ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten, har også stiftet bekendtskab med Ann Lehmann Erichsen. Det samme har Information og Politiken.

»Var jeg reklamedirektør, havde det været helt i orden, hvis jeg sagde 'jeg fornemmer, at der er et problem'. Men i den her verden skal der dokumentation på bordet,« forklarer Ann Lehmann Erichsen.

Hendes seneste optælling viser, at 37 procent af Debattens deltagere i 2005 var kvinder. Tallene for 2003 og 2004 var henholdsvis 26 og 25 procent. Ann Lehmann Erichsen er overbevist om, at redaktionen har arbejdet bevidst med at få kvinder i panelet.

Tidligere har hun fundet ud af, at 19 procent af Jyllands-Postens og 28 procent af Politikens kronikker er skabt af kvindehjerner.

Ann Lehmann Erichsen tror, at mange kvinder har det som hende: De nægter at se verden gennem mænds øjne, når de nu selv har øjne.

»Det er som at skulle gå med slør, hvis det altid er mænd, der tolker verden,« siger hun.

Som barn gik Ann Lehmann Erichsen på katolsk nonneskole. Hun er sikker på, at det var her, hun lærte at have respekt for alle mennesker.

En verden domineret af mænd er ikke livs-duelig i længden, mener Ann Lehmann Erichsen. Den teori forsøgte hun engang at diskutere med Carsten Juste. Men da hun begyndte at kæde oplagsnedgang sammen med ligestilling, følte hun sig verfet af.

»Men faktisk mener jeg, at aviserne burde falde på knæ for mig.«

Ann Lehmann Erichsen hiver en bog frem. Hun kalder den sin nye bibel. Bogen er udkommet for nylig og er skrevet af den svenske journalist og forfatter Liza Marklund.

Ann Lehmann Erichsen begynder at læse højt. Det er Liza Marklunds oplevelser fra 1990erne, hvor hun var ansat på Expressen – en avis på jagt efter nye, friske idéer.

Kort fortalt ansætter de gamle chefer – i jakkesæt og med tjenestebil – nogle yngre chefer, der også går i jakkesæt og får tjenestebil. Snart begynder ledelsen at mene, at journalisterne er illoyale. De er jo ikke ligesom jakkesæts-teamet. De arbejder ikke døgnet rundt og har hverken jakkesæt eller tjenestebil. Værst var kvinderne, for de havde mærkelige idéer og en mærkelig måde at reagere og formulere sig på. Cheferne tog fat på problemet og betalte et to-cifret millionbeløb for at slippe af med 40 kvindelige medarbejdere.

Så skete der det mærkelige, at oplaget faldt. Endnu flere jakkesæt blev ansat, men til sidst var oplaget blevet mere end halveret. Det gik bedre for konkurrenten. Den havde haft kvinder i ledelsen og haft kvinder til at skrive lange artikelserier.

Med en hvad-sagde-jeg-attitude lukker Ann Lehmann Erichsen bogen.

»Det er sgu dyrt at holde avis, så hvis vi ikke kan identificere os med den, så vil vi da hellere have et par nye skindstøvler og en taske,« erklærer hun.

Vagthunden Ann Lehmann Erichsen er i gang med at skabe sit eget kobbel. Før jul tog hun initiativ til et medienetværk – og fire tællere har allerede sluttet sig til hende. Flere medier kan derfor se frem til at blive konfronteret med deres eget kvindebillede.

Klaus Bundgård Povlsen er i gang med at forklare Debattens kvindesyn og research-metoder. Han snakker med Ann Lehmann Erichsen i et af TV-
Byens mødelokaler. Over bordet hænger en dartskive, ved siden af står et fodboldspil.

Debatten-redaktionen har ikke holdt møder eller lagt strategier for at få løftet andelen af kvindelige gæster, men emnet bliver altid diskuteret op til hver enkelt tv-debat, siger Klaus Bundgård Povlsen.

»Og det er altså nogle gange en øvelse at finde en kvinde,« erkender han.

Ann Lehmann Erichsen fortæller om et BBC-program, der er prisbelønnet for at have en fast politik om, at en kvinde og en farvet skal deltage i hvert program. Klaus Bundgård Povlsen ryster på hovedet over idéen:

»Det ville være for dogmatisk, at der altid skal være nogle af dem, det er synd for. I takt med udviklingen i samfundet sker der ændringer.«

Ann Lehmann Erichsen ryster på hovedet over, at medierne afventer udviklingen i stedet for at skabe den.

»Når de sidder og udpeger råd og nævn, så har de jo altid lige læst om hende dér Bodil, Nina eller Linda (Bodil Nyboe Andersen, Nina Smith og Linda Nielsen, red.), og så vælger de en af dem igen. På den måde kommer der jo aldrig flere kvinder som meningsdannere.«

Læs mere om Ann Lehmann Erichsens medienetværk på www.tagligestilling.dk

Amerikanske tællerier

I USA tæller kvinder også bylines – det har blandt andet fået Vanity Fair
til at ændre praksis.

LIGESTILLING. En, to, tre, fire, fem og så videre.

Også i USA har kvinder påtaget sig opgaven at tælle kvinders bylines og sætte dem i forhold til mændenes.

I november lancerede Ruth Davis Konigsberg, redaktør på Glamour Magazine, sin private hjemmeside, hvor hun løbende offentliggør andelen af mandlige og kvindelige skribenter på fem amerikanske nyhedsmagasiner.

Hurtigt fandt Ruth Davis Konigsberg ud af, at hun ikke var ene om tælle-arbejdet. Hun siger til nyhedsbrevet Women's eNews, at hun via sin hjemmeside er kommet i kontakt med andre amerikanske kvinder, der også sidder på egen hånd og tæller.

Én har talt sig frem til, at kvinder hovedsagelig skriver mindre artikler, mens en anden har påvist, at kvinder skriver om bløde emner. Selv har Ruth Davis Konigsberg dokumenteret, at styrkeforholdet mellem mandlige og kvindelige skribenter er 525 til 170. Råt og ukommenteret ligger hun tallene frem
på sin hjemmeside www.womentk.com, og de tørre tal har fået redaktør-opmærksomhed.

»Vi tildeler ikke opgaver på baggrund af køn, men nu hvor Ruth Davis Konigsberg har været så hjælpsom at gøre os opmærksom på vores fejl, bliver alle opgaver fremover ligeligt fordelt mellem de to køn,« skriver en Vanity Fair-redaktør i en korrespondance, der er lagt på nettet.