search

Hovedet ud af busken, Elkjær

Journalistens redaktør, Jakob Elkjær, har et fantastisk indlæg i det seneste nummer af Journalisten, hvor han ene mand afblæser revolutioner og alle tanker om en større inddragelse af læsere, lyttere og seere i udvikling af indhold til diverse mediers publikationer.  

Journalistens redaktør, Jakob Elkjær, har et fantastisk indlæg i det seneste nummer af Journalisten, hvor han ene mand afblæser revolutioner og alle tanker om en større inddragelse af læsere, lyttere og seere i udvikling af indhold til diverse mediers publikationer.

Man bliver helt forpustet. Det er virkelig forrygende læsning, og man må knibe sig selv i armen ind imellem for ikke at skrige af grin.

Hvorfor? Fordi lige så vel som Elkjær beskriver brugerinddragelse som noget sludder, lige så vel er store dele af hans indlæg det rene nonsens. Det er det, fordi det bygger på den præmis, at de danske mediehuse nogensinde for alvor – gentager: for alvor – har gennemtænkt tanken og virkelig satset på større inddragelse af ganske almindelige mennesker. En præmis der er fuldstændig forkert. For er der nogle, der sidder på bremsen, når det gælder brugerinddragelse, er det de store mediehuse.

Der er blevet lavet forsøg, ja. Men forsøgene har været båret af to grundtanker: (1) Brugerindhold er godt indhold, fordi det er gratis (man kan næsten høre champagnepropperne springe på direktionsgangen), og (2) Brugerindhold skal styres, guides og publiseres ud fra klassiske journalistiske principper.

Begge tanker har nogle indbyggede udfordringer, der gør det svært at skabe succes – og dermed gør Elkjærs 'profeti' selvopfyldende.

For at tage den første først, tør det være evident for enhver, at almindelige forudsætningsløse borgere ikke pludselig begynder at lave godt indhold, blot fordi man stiller de teknologiske muligheder til rådighed. Der skal en kontekst til. Den har man i det store hele formået at glemme at udvikle og gå i dialog med folk omkring. På den baggrund er det kun naturligt, at folk ikke aner, hvad de skal bidrage med. Det kan vi godt sidde og gøre os lystige over som Elkjær, men det fører os ingen vegne. For på denne noget billige baggrund at konkludere, at brugerinddragelse er noget overvurderet vås, det siger en hel del mere om den eller de, der mener det, end det siger om danskerne som sådan.

For der er masser af ting, der optager folk derude, og som de hellere end gerne vil indgå i dialog omkring, hvis konteksten er gennemtænkt og rigtig. I flæng kunne nævnes børnepasning, folkeskoler, lokalmiljø, kultur, lokalpolitik (til en vis grænse), sygehuse, ældreomsorg o.s.v. o.s.v. Men når det eneste mediehusene formår er at levne disse mennesker et lille hjørne af en publikation, der tydeligt illustrerer, at man egentlig er flintrende ligeglad med den enkelte borger, ja så bliver resultatet altså derefter. Især også når konteksten skriger på sit fravær. Så tiltrækker det de få – og ofte også de forkerte.

Det fører mig videre til den den anden fejlagtige grundtanke: At brugerinddragelse skal vurderes ud fra klassiske journalistiske principper. For hvem siger egentlig det? Borgerne? Næh, tydeligvis ikke når de laver alt muligt andet, der falder udenfor kriterierne. Journalisterne? Tjah, det må det jo så være. Men gør det det nødvendigvis rigtigt? Har journalisterne virkelig patent på de rigtige holdninger til, hvordan den offentlige dagsorden skabes og sættes til debat?

Jeg har tit mødt journalister, der kun har foragt for de ting, der optager den almindelige borger i dagligdagen. For hvorfor bruge en masse krudt på udfordringerne på den lokale skole, der skriger på vedligehold, eller rensningsanlægget, der er ved at løbe over med skidt og møg, når der sker mange andre og (i journalisternes øjne vel at mærke) vigtigere ting på Christiansborg eller ude i verden? Alt mens journalisterne valfarter til de samme ligegyldige pressemøder vokser kløften således mellem journalisterne og medierne på den ene side og befolkningen på den anden. Bare se på betalingsavisernes faldende oplag, der i mine øjne bl.a. er en direkte udløber af dette.

Man kan selvfølgelig godt stikke hovedet i busken og kalde alle andre for nogle fjolser, alt imens krisen kradser stadig stærkere omkring én. Men er der i virkeligheden ikke mere perspektiv i at gribe muligheden og sætte sig for at skabe og udrulle journalistiske modeller, der redefinerer interaktionen mellem journalister og borgere uden hensyntagen (i første omgang) til, hvem der gør hvad i processen?

Mit postulat er, at gør man dette – og dette har intet dansk mediehus i mine øjne endnu gjort, sorry – skaber man det bedst mulige fundament for, at de klassiske massemedier, der i dag er under et afsindigt pres, på ny kan blive relevante for almindelige, travle danskere. Og det er i sidste ende vejen til succes.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen