Medarbejdere bliver kede af det, når Simon Andersen kalder dem for tosser og røvhuller. Men Lisbeth og Tøger må ikke vinde, og derfor kan tonen i efterkritikken godt blive bidsk. »Tænk på, hvor mange mennesker man kunne have brødfødt for de penge. Vi er nødt til at gøre os umage, ellers er det uanstændigt,« siger Nyhedsavisens chefredaktør, Simon Andersen.

SIMON ANDERSEN KOMMER SUSENDE i sin bil denne onsdag i begyndelsen af august, hvor Journalisten møder ham ude foran villaen i Hellerup. Han er samme morgen vendt hjem fra Frankrig med kæresten Nynne Bjerre og døtrene Klara på 11 måneder og Anna Sofie på 10 år.
»Jeg har siddet fast i en time i en TDC-butik, fordi Nyhedsavisen skulle betale mine regninger, og det kunne de ikke finde ud af, så nu har de lukket for internetforbindelsen,« siger Simon Andersen ud gennem sideruden som forklaring på, at han er blevet et lille kvarter forsinket. »Men hvorfor pokker er I ikke bare gået ind?« fortsætter han.
Familien er jo alligevel hjemme til at lukke op. Den ældste af døtrene sætter sig med ved spisebordet i stuen for at lytte med på interviewet, da vi er kommet indenfor.

HELT OVERORDNET SYNES Simon Andersen, at det er gået godt med at være leder de sidste to år.
»Jeg synes, at jeg har talent for det. Mine underredaktører er godt nok ved at rive hovedet af mig. Jeg er ikke god til kommandoveje. Jeg bypass'er. Omvendt er jeg jo energisk og optaget af projektet. Det tror jeg er det vigtigste,« siger han.
Det voldsomme engagement er det dog ikke alle medarbejdere, der har haft lige let ved at håndtere. Nogle elsker ham, mens andre er direkte bange for ham. Det er han udmærket klar over.
»Jeg har lært noget negativt; at jeg kan have en brutal og voldsom fremfærd, fordi jeg bliver så begejstret og engageret, at jeg kan feje folk af banen. Det kan også have en mere negativ facon, hvor jeg får sagt: "Hvorfor fanden har du ikke fået lavet de der ting." Jeg går jo rundt og kalder folk for tosser og røvhuller og siger: "Kan I så se at få fingeren ud." Der er jeg ved at lære, at det er en måde, man kan opføre sig på over for nogen, men der er nogen, som man slet ikke kan opføre sig sådan over for,« siger han.

DEN BRAMFRI FACON har især skabt konflikter, efter at Simon Andersen overtog stillingen som øverste chef. Han mener selv, at det skyldes, at han har taget en stil med sig, som bedre gik, da han selv var en form for underordnet.
Flere gange er det sket, at medarbejdere er kommet hen og har sagt, at de var blevet forskrækkede over hans facon. Han er egentlig glad for, at de kommer og siger det. Helt konkret nævner Simon Andersen et eksempel, hvor han var gået forbi en ansat og havde sagt:
» "Din sløve padde; i stedet for at sidde og snakke, skulle du så ikke se at få skrevet nogle artikler." Det er en sætning, som jeg bruger ofte, og som virker på mange, men som gjorde den pågældende enormt ked af det,« siger han.
Siden fyringsrunden har mindst tre medarbejdere været syge med stress. Især i et af tilfældene tager han en del af ansvaret på sig.
»Jeg må nok se i øjnene, at mit pres på vedkommende – som også er et positivt pres – har været medvirkende. Det er ikke en, jeg har været utilfreds med, tværtimod. Det er en, jeg har elsket, men jeg må nok se i øjnene, at jeg har et helt klart ansvar for det. Omvendt kan jeg heller ikke lade helt være, for det ligger så dybt i mig at opføre mig på den måde. Men folk holder jo også af det, for der er mere gang i mig end så mange andre.«

ALLEREDE INDEN FYRINGSRUNDEN blev meldt ud, havde Nyhedsavisen fået en ekstern konsulent, Klaus Henriksen, til at evaluere efterkritikken. Flere medarbejdere mente, at tonen på Nyhedsavisen var for hård. Nogle oplevede efterkritikken som en offentlig domstol, hvor man enten blev rost til skyerne eller hængt ud. Simon Andersen siger selv, at der var to problemer: Dels måden medarbejderne kritiserede hinanden på, dels måden han skriftligt foretog efterkritik på.
»Jeg arbejder med det, jeg selv har andel i. Jeg har gjort op, at jeg ikke vil løse problemet, fuldstændigt som Henriksen ville have det, så ville jeg tage for meget klarhed ud af efterkritikken. Så ville det ikke være en Simon'sk efterkritik. Så ville den være så pæn og høflig, at den ville miste det, der er mig. Derfor fortsætter jeg ud ad samme spor, men jeg vil rose meget mere, men også slå hårdt ned på det, der ikke er OK,« siger han.

PROJEKTET MED AT forbedre efterkritikken blev lagt på hylden, da fyringsrunden for et halvt år siden blev meldt ud. Simon Andersen vidste dengang godt, at fyringsrunden var på vej. Han havde selv fri den dag, fyringerne blev meldt ud. Hverken han eller David Trads var til stede i hangaren på Holmen i København, da medarbejderne fik beskeden.
»Jeg vidste godt fra David, at han ville gå, men jeg vidste ikke, om jeg ville blive tilbudt jobbet (som chefredaktør, red.), og jeg vidste ikke, om jeg ville have det. På en eller anden måde var det lykkedes mig at fortrænge det hele, så jeg gik rundt derhjemme og skiftede ble. Omkring ved 12-tiden var der én, der ringede, fordi folk var i chok. Jeg havde egentlig tænkt mig at blive væk, fordi jeg selv var i syv sind, men efter en time tog jeg derud,« siger Simon Andersen.
Da han kom ud i hangaren, samlede han medarbejderne og holdt en tale for dem.
»Jeg sagde, at det var en fuldstændigt forfærdelig situation, og det var vanskeligt at tro, når vi sad midt i det, at vi skulle komme over på den anden side. Nu skulle medarbejdere fyres, som ingen fejl havde begået. Alligevel skulle de væk. Jeg sagde også, at det var dét eller døden. Der var ingen vej udenom. Det handlede jo ikke om, at der var en eller anden ejer, der skulle tjene noget ekstra. Allerede efter det møde troede jeg på, at vi ville klare det uden uro og konfrontationer, og vi ville komme på gaden bagefter,« siger Simon Andersen.
Han er stolt over, at de kom igennem fyringsrunden uden en eneste strejkedag. Medarbejderne havde fået lov til at melde sig til en frivillig fratrædelsesordning, og ledelsen var gået med til ikke at nægte nogen at gå, hvis de ønskede det. Næsten hele redaktionssekretariatet valgte at fratræde. På nær to menige redigerende sagde resten op.

FØRST DA FYRINGSRUNDEN var overstået, var han også selv blev fuldstændigt afklaret med, at han tog den rigtige beslutning, da han valgte at blive på avisen, selv om den nu skulle fortsætte med næsten halvt så mange medarbejdere.
»Hvis jeg havde forladt Nyhedsavisen, havde jeg fortrudt det til mine dages ende. Det var der, jeg hørte hjemme. Det forstod jeg først, da vi var igennem det (fyringsrunden, red.), og der ikke havde været arbejdsnedlæggelser. Det lykkedes at gøre begribeligt, at virksomheden ikke ville overleve,« siger Simon Andersen.

ENDNU INDEN NYHEDSAVISEN var kommet på gaden, opstillede daværende chefredaktør David Trads tre ambitiøse mål. Nyhedsavisen skulle være Danmarks mest læste avis, avisens netside Avisen.dk skulle være blandt de fem mest læste websites, og avisens journalister skulle være i spil til en Cavling.
»Det første mål er lykkedes. Det andet mål er jo meget langt fra at lykkes. Vi må jo nok indrømme, at vi har behandlet Avisen.dk noget stedmoderligt. Vi har lavet en relancering, men det er vist ikke rigtig noget, der kan ses,« siger Simon Andersen. Hjemmesiden er noget af det, der skal kigges på i efteråret. Simon Andersen håber på et godt samarbejde med folkene bag Freeway, som har købt sig ind i Nyhedsavisen sammen med Morten Lund.
Tredje mål er heller ikke lykkedes. Men målsætningen om at lave en kvalitetsavis med dagsordensættende historier står fast. Det er på trods af, at Simon Andersen på mange måder ser en potentiel modsætning mellem prisvindende journalistik og læseværdig journalistik.
»Jeg vil stadig lægge mit hoved på blokken. Den nominering til en Cavling har vi inden for et til to år. Det skal vi have,« siger han.
En af målsætningerne for Nyhedsavisen var fra begyndelsen at lave færre systemhistorier og flere historier, som var vedkommende for læserne.
»Det lykkes aldrig helt, men ambitionen er sådan set den samme: At undgå mange af den slags historier, der kunne stå på forsiden af JP eller Politiken.,« siger Simon Andersen og springer op ad stolen og hen til den halvanden meter høje stak af gamle aviser, der står klar til at blive kastet i pejsen. Han bladrer i stakken og finder lynhurtigt en Jyllands-Posten frem, som eksemplificerer hans pointe. "Samtaler begrænser sygefravær," lyder forsiderubrikken.
»Det er jo en fagforening, der har sendt en pressemeddelelse ud,« siger han og bladrer i stakken med gamle Nyhedsaviser fra juni måned, til han finder et godt eksempel. To tørklædeklædte kvinder er på forsiden.
»Der er ikke andre aviser, der ville sætte Asmaas søstre på forsiden, men det er sådan nogle historier, folk har lyst til at læse. Nogle vil tænke: "Gud, har hun to søstre, hvor skægt." Andre vil tænke: "Åh nej, er der flere Abdol-Hamid'er." Det er en historie, man kan mærke. Enten skal det fandeme være vigtigt, eller også skal det være noget, der interesser folk,« siger Simon Andersen.
Blandt de tidligere udgaver af Nyhedsavisen finder han to andre forsider, som han også har været glad for. Den ene er en forside, hvor avisens journalist har været i Irak og mødt flere irakere, der er vendt tilbage til Irak fra Danmark.
»Mens folk aften efter aften talte på tv i TV-avisen om, hvor forfærdeligt det var, at irakere skulle vende hjem til Nord-Irak, tog vores journalist Michael Lund derned og fandt dem, der var vendt hjem, og de havde det godt. Den slags historier elsker jeg, hvor det kan lykkes at vende op og ned på en etableret sandhed,« siger Simon Andersen.
Især Jyllands-Posten og Politiken, knap så meget Berlingske Tidende, mener han, har travlt med at skrive artikler om, hvor forfærdeligt det står til i verden.
»Det, de mener er væsentligt, er ikke nødvendigvis ret væsentligt for ret mange, og det er i hvert fald ret kedeligt,« siger han.

DER BLEV IKKE ANSAT nogen etablerede stjernereportere i sommeren 2006, da Nyhedsavisen rekrutterede ansatte. I stedet blev der næsten udelukkende ansat et kuld af enten helt nyuddannede journalister eller journalister med bare et par år på bagen. Gennemsnitsalderen lå på kun 29 år.
»De er som børn i en sandkasse. De løber hen, hvor det er sjovt. Derfor har vi sammen kunnet skabe noget, der har været langt mere unikt og læseværdigt end de andre morgenaviser. Folk har været kolde i røven over for, hvad andre forventede. Hvis vi havde ansat 10 fra Berlingske, Jyllands-Posten og Politiken, så havde vi fået folk med nogle klart indlejrede dogmer. Historierne skulle være skrevet, så de kunne læses i Radioavisen, det havde været masser af ekspertkilder og kilder fra fagforeninger,« siger Simon Andersen.
I Simon Andersens udlægning er sammensætningen af redaktionen måske en af forklaringerne på, at Cavling-nomineringen lader vente på sig. Der har været for få, som har været gode til at insistere på at holde fast i en sag og vende tilbage til kilder og få sig et kildenet.
»Det er måske et af de steder, hvor det kan være en ulempe at have et ungt hold. Det ligger nogle unge journalister svært at tage en sag og holde fast i den,« siger Simon Andersen og tilføjer efter en kort pause:
»Det er jeg heller ikke selv god nok til.«

SIDEN FYRINGSRUNDEN HAR OMKRING SEKS medarbejdere sagt op. Medarbejdere, som egentlig havde sagt nej til en frivillig fratrædelsesordning med tre måneders løn. Begge tillidsrepræsentanter er blandt dem, der siden fyringsrunden har indleveret deres opsigelse på Nyhedsavisen.
»Det bekymrer mig ikke, at de har sagt op, for de har ikke sagt op, fordi de ikke kunne holde ud at være tillidsrepræsentanter. Det, der bekymrer mig, er, at de (ansatte, red.) ikke har fået valgt en ny tillidsrepræsentant, og at der ikke er nogen, der har stillet op,« siger Simon Andersen, der forventer, at det sker snart.
Han ser heller ikke det store faresignal i, at i alt omkring seks ud af 40-50 redaktionelle medarbejdere har sagt farvel efter fyringsrunden, selv om de i første omgang havde valgt at blive.
»Det er egentlig sundt, at der er en vis udskiftning, men det er jo ikke alle, det er lige sjovt at miste,« siger han og tilføjer:
»Vi er jo en ung organisation, og vi er ikke særlig lønstærke. Der er da sikkert mange, der ville sige wow og slå til, hvis de fik et jobtilbud på Politiken. Mange af dem, der blev ansat, var jo helt nyuddannede,« siger Simon Andersen.

MENS NYHEDSAVISEN HOLDT SOMMERLUKKET, har medierne været fyldt med artikler om, at avisen risikerede tvangsopløsning, fordi regnskabet ikke blev afleveret til tiden. Historierne om tvangsopløsning fortsatte, indtil ejeren Morten Lund kunne meddele, at han havde skaffet en ny investor til Nyhedsavisen, det amerikanske investeringsselskab Draper Fisher Jurvetson.
Selv om Nyhedsavisen flere gange i sin korte levetid er blevet erklæret døden nær af de fleste andre medier, heriblandt også af fagbladet Journalisten, var det alligevel anderledes denne sommer.
»Det har nok været den alvorligste gang. Det har selvfølgelig været reelt, at der var en trussel, der var alvorlig. Men hvis der skulle stå 40-50 mand uden job, ville jeg ikke engang være bekymret for det, for de ville alle kunne få job igen. Det mest ubærlige ville være, hvis jeg skulle høre Lisbeth, Tøger og Jørn Mikkelsen stå og sige: "Hvad sagde vi. Det havde ikke en chance. Det var et fuldstændigt meningsløst projekt",« siger Simon Andersen.

DET ER ALTSÅ NYHEDSAVISENS eftermæle, der bekymrer ham mere end medarbejdernes fremtid. Med Nyhedsavisen på CV'et mener han nok, at de skal klare sig.
»Jeg tænker på, hvordan man vil huske os. En ting er at dø. Noget andet er at dø i ensomhed. Det er sjovere at være død, hvis der står 120 mennesker og græder. Det ville være så trist, hvis der var brugt en milliard på at lave avis, og den så ikke havde betydet noget. Tænk på, hvor mange mennesker man kunne have brødfødt for de penge. Vi er nødt til at gøre os umage, ellers er det uanstændigt. Når jeg kigger på Morten Lund, tænker jeg på, at den mand ikke har sovet i to måneder, og så kommer han med 300 millioner kroner, eller hvor meget det nu er, og siger: "Værsgo, nu skal I fandeme lave avis." Så nytter det jo ikke noget, hvis vi møder ind uden ideer eller bare tænker: "Jeg skal tidligt hjem fra arbejde." Der er kun en vej, og det er at lave noget, der betyder noget. Hvis ikke vi gør det, fortjener vi også kun at gå bort,« siger Simon Andersen.
Han er ikke herre over, om der bliver solgt nok annoncer, eller om avisen bliver delt ud. Men han er herre over, om indholdet er godt. Alle tre led skal holde, hvis Nyhedsavisen skal overleve.
»Det er også derfor, efterkritikken kan blive bidsk. Jeg synes ikke, at vi har tre måneder til at forbedre det. Det er nu. Det er i morgen,« siger han. /

Signe Højgaard Nielsen, artiklens skribent, var ansat på Nyhedsavisen fra den 1. september 2006 til den 1. april 2007.