Journalist Robert Fisk langer ud efter sine kolleger, som han kritiserer for at snakke den amerikanske hær efter munden.

KRIGSZONE. Hotel-journalistik, reportere, der ikke tør stille kritiske spørgsmål eller knap kommer uden for deres dør. Det går ikke fremad i Irak, og journalistikken er blevet taget som krigsfange, mener den engelske konflikt-reporter Robert Fisk.
I 30 år har han skrevet fra Mellemøsten, og som en af få vestlige journalister taler han flydende arabisk. Det meste af tiden bor han i Beirut, men selv når han er i Bagdad, insisterer han på at færdes på gaden. Så sent som i december sidste år sad Robert Fisk og spiste frokost på sin yndlingsrestaurant i den irakiske hovedstad.
»Der er ikke længere nogen engelsk menu,« fortæller han.
»Og på grund af islamisterne er der ikke længere nogen alkohol eller vin at købe.«
Det er den slags små rystelser i den journalistiske seismograf, der giver Robert Fisk stof at skrive hjem om.
I dag er arbejdspladsen for det meste Bagdad og Irak, og det bliver man ikke optimist af. Heller ikke når det kommer til journalistikken – eller det, der ifølge Fisk får lov til at passere som journalistik fra Irak.
»Det er blevet så farligt i Bagdad, og journalister er blevet et mål for oprørerne i en sådan grad, at de fleste journalister tager direkte fra lufthavnen og ind til deres hoteller. Her sidder de bag pigtråd, betonblokke og væbnede vagter. De læser telegramnyheder og sender stringere ud. Indimellem tager de måske til pressekonference i den trygge grønne zone. Det er så, hvad 'vores mand' i Bagdad sender hjem som en reportage.
Robert Fisk siger, at han ikke prøver at fremhæve sig selv. At journalister ikke vil arbejde med livet som indsats, forstår han godt.
»De har måske kone og børn derhjemme. Det, jeg opponerer imod, er, at de i deres rapporter hjem ikke fortæller, at situationen er så usikker, at de ikke kan forlade deres hotel. BBC laver konsekvent deres stand-ups på gaden uden for deres kontor. Men journalisten fortæller aldrig, at situationen er så grel, at han ikke kan bevæge sig frit omkring. Resultatet er, at seerne og læserne sidder tilbage med et indtryk, der intet har med den irakiske situation at gøre,« siger Robert Fisk.
»Der er ingen orden eller sikkerhed i Irak. Det meste af landet, selv dele af hovedstaden, er kontrolleret af bevæbnede bander, oprørere og mafiaer. Det er de lokale sheiker og krigsherrer, der kontrollerer politiet mange steder. Men det får man aldrig indtryk af, hvis man ser et af CNNs live-feeds fra Bagdad. Journalisterne køber den officielle linje om, at 'det går fremad'. Det er i skarp modsætning til, hvad man ser på gaden i Bagdad, men folk tror på det. Sådan er pressens tilstand i dag.«
Sidste sommer besøgte Robert Fisk et lighus i Bagdad. De ansatte skulle vænne sig til hans tilstedeværelse, men da han havde vundet tillid, begyndte de at fortælle.
»I juli måned var der 1.100 civile, der var blevet skudt og dræbt. Mænd, kvinder og børn. Hvis du tæller resten af de store byer med – Najaf, Ramadi, Kirkuk – er det mindst 4.000 mennesker om måneden. 48.000 civile dræbte om året. Prøv at holde dét op imod de officielle tal fra det amerikanske militær.«
Det er den slags historier, der kan være vanskelige at få fat i. Faktisk havde de amerikanske myndigheder forbudt irakerne at offentliggøre de høje dødstal. Og Fisk traf da også sine forholdsregler: Han var kun på lighuset et kvarter ad gangen, så han ville være væk, inden eventuelle kidnappere havde fået nys om, at en vestlig journalist snusede ubeskyttet rundt.
'Musejournalistik' kalder han det: At stikke hovedet ud af hullet og få sig et hurtigt overblik. Det er den eneste måde at få den slags historier hjem på. Historier, der er umulige at dække fra lobbyen på Bagdads Sheraton Hotel.
»Journalister agerer alt for ofte skødehunde for militæret. De dukker op til pressemøder uden at stille kritiske spørgsmål og gentager, hvad de får at vide, uden brug af citationstegn. Måske er pressen så underdanig, fordi det amerikanske militær er de eneste, der ville gøre noget for at redde dem. Efterhånden er pressen blevet til militærets medskyldige: Hvis man stiller spørgsmålstegn ved den officielle linje, er det nærmest forræderi.«
Men handler det for den udsendte reporter ikke om at få begge sider af historien? Ikke nødvendigvis, mener Robert Fisk.
»Det er en tankegang, jeg er bange for er startet på journalist-uddannelser og amerikansk tv: At man skal give 50 procent af taletiden til den ene part og 50 procent til den anden. Men hvis du havde været med som journalist til befrielsen af Auschwitz, ville du så have brugt halvdelen af spaltepladsen på at interviewe SS-vagterne? Selvfølgelig ikke. Vi skal ud og snakke med ofrene og de overlevende. Da jeg så en selvmordsbombe eksplodere i Jerusalem i 2001, skrev jeg om de overlevende, ikke om Hamas' talsmand. Journalister har en moralsk pligt og ret til at behandle en morder som en morder – ikke som en talsmand. Vi har ret til at blive vrede, vi er her jo som mennesker. Det er en ret, vi har tabt som journalister. I dag ser man konstant CNN interviewe amerikanske eksperter om det ene og det andet og altid være på magthavernes side. Det er jo medløberi.«
Når Fisk er i Bagdad, rejser han rundt med to irakiske venner. Og selv om Irak er en af de farligste konflikter, han endnu har set, insisterer han på at gå ud og spise frokost hver dag.
»Hvad er pointen med at være der, hvis jeg ikke tør bevæge mig ud på gaden?« spørger han.
Men hvis 'musejournalistik' er den eneste måde at få historien hjem på, og hvis man ikke kan være noget sted længere end et kvarter, hvorfor så ikke bare sende stringere ud?
»For nylig kom jeg forbi et sted, hvor en selvmordsbomber lige havde slået til. Jeg stoppede bilen, tog nogle billeder og så et spædbarns brændende lig. Jeg var der i alt i 40 sekunder, men alligevel nåede en menneskemængde at samle sig om bilen og råbe, at dette var USAs skyld, mens de hamrede på taget. Men i det mindste var jeg der i de 40 sekunder. Jeg så vreden og kunne skrive hjem om det.«

Robert Fisk

Født 1946.
Har i 30 år dækket konflikter og krige i Nordirland, Iran, Irak, Libanon, Israel, Kosovo og Algeriet.
Han er en af de få vestlige journalister, der har interviewet Osama bin Laden.
Robert Fisk har tidligere skrevet for engelske The Times. Skriver nu for The Independent.

CNN: »Vi behøver ikke at retfærdiggøre vores dækning«

BALANCEGANG. »Man er nødt til at se mediedækningen af konflikten i Irak i den rette kontekst. Hos CNN har vi selv oplevet at miste kolleger i Irak, og vi behøver ikke at retfærdiggøre vores dækning over for nogen,« udtaler Nigel Pritchard, der er vicedirektør for CNNs pr-afdeling.
Hos BBC afvejer man konstant, om historierne fra Irak er tilstrækkeligt afbalancerede og upartiske, forklarer Jonathan Baker, der er redaktør for BBC World News.
»En del af problemet er, at det er svært at rapportere fra den anden side af konflikten. Under angrebet på Fallujah var vi udstationeret med amerikanske soldater og kunne ikke selv komme ind i byen. Så prøver man på anden vis at få begge sider af historien. Vi prøver ikke at skjule det faktum, at vores bevægelsesfrihed er meget begrænset. Så længe vi er ærlige over for vores seere, er jeg ikke bange for misforståelser,« siger Jonathan Baker.