”Det er ikke noget problem at kritisere regeringen i Hongkong, men eftersom målet er at opildne til aktiviteter, som undergraver regeringen, er det selvfølgelig noget helt andet.”
Sådan siger Hongkongs leder, Carrie Lam, ifølge nyhedsbureauet AFP i kølvandet på en aktion mod den regeringskritiske og prodemokratiske avis Apple Daily. Fem personer, herunder en chefredaktør og en administrerende direktør, blev anholdt under aktionen fredag morgen. Alle er blevet sigtet efter Kinas sikkerhedslov for samarbejde med udenlandske kræfter i forbindelse med flere artikler.
Apple Daily meddelte i går, at avisen bliver nødt til at lukke inden for få dage på grund af politiaktionen og sigtelserne, der betyder, at alle avisens midler er blevet indefrosset.
Aktionen mod Apple Daily har fået USA til at kritisere myndighederne i Hongkong for at forsøge at undertrykke pressefriheden. Det afviser Carrie Lam.
”Lad være med at beskylde myndighederne for at bruge sikkerhedsloven til at undertrykke medierne eller at kvæle ytringsfriheden. Alle anklagerne fra USA er falske, er jeg bange for,” siger hun.
Stifteren af Apple Daily, Jimmy Lai, har siddet fængslet i månedsvis og er blandt andet blev idømt 14 måneders fængsel for at opildne til demonstrationer mod regeringen.