I august 1997 anede ingen på TV/MIDT-VEST, hvad det vil sige at lave film. Nu er 11 af stationens medarbejdere midt i filmatiseringen af dansk redningshistories største drukneulykke. Et projekt til 7½ million kroner.

»A drivanker først!«
Det er femte gang denne søndag formiddag sidst i februar, at råbet gjalder ud fra redningsstationen få hundrede meter fra det buldrende vesterhav. Femte gang at scenen skydes – efter at journalist Karsten Baagø, der fungerer som instruktør, fuld af optimisme først har sagt de opildnende ord »det er enormt godt …,« efterfulgt af mantraet »men kunne vi ikke lige …«
Det er en af de sidste optagedage på filmen »Guds Børn«, der efter planen sendes i fem dele på TV/MIDT-VEST i julen 1998. 11 medarbejdere – journalister, lydmand, lysmand, fotograf, producere, sminkøse – har siden sommeren 1997 arbejdet på filmen og været fritaget for almindeligt journalistisk arbejde.
Ingen pligter om »lokale vinkler«. Ingen redaktionsmøder. Ingen sidste-øjebliks-interview. Ingen nedlæg, ingen oplæg, ingen dækbilleder. Bare film, hårdt arbejde – og et spark af adrenalin.
»Det er et eventyr,« når Karsten Baagø lige at sige i en pause. Og beder man om en uddybning, lyder svaret: »Jamen, for første gang er der sammenhæng i det, jeg laver. Det er virkelig et kick! Jeg vil aldrig lave andet.«
Filmen er en stor satsning for den lille station. Flere af medarbejderne skal i over et år kun lave denne ene film. De er ganske enkelt fritaget for almindelige redaktionelle pligter. Syv en halv million koster projektet, også fordi der skal ansættes ekstra mandskab til det »almindelige« journalistiske arbejde. Tre millioner kroner kommer fra stationens støttekreds på 15.000 medlemmer. Resten af budgettet skal komme gennem videresalg af filmen.
Forhåbentlig.
TV/MIDT-VESTs direktør Ivar Brændgaard:
»Jeg har opgivet at sælge filmen på forhånd. Hvem vil købe en film, hvor skuespillerne er amatører, fotografen plejer at lave nyheder, lydmanden det samme, og instruktørerne er journalister, der aldrig nogensinde har instrueret nogen før?«

I kassen
Den råbende mand er klædt som fisker med sydvest og store støvler. Vi er 100 år tilbage i tiden. Han råber gennem en stor sky af kunstig røg, der pulser ud fra en slange på gulvet, og bag redningsbåden »Liløre« står henholdsvis en gul og en grøn spot.
Opstillingen ligner mest et udendørs diskotek, hvor fiskeren og hans kolleger er dumpet ind som party-crashere. I virkelighedens verden er de lokale beboere. En er præst, en anden lærer, og så videre. Udvalgt blandt de op mod 200, der meldte sig, da tv-stationen kaldte til casting.
Men på Karsten Baagøs monitor er løgnen perfekt. Kniber man øjnene bare en lille smule sammen, er det som at være der selv. Tilbage i de tragiske timer den 25. januar 1887, hvor det lille samfund i Harboøre bevægede sig mod tragedien, der vendte op og ned på alting. 12 redningsfolk druknede – mens de skibe, de skulle undsætte, næste dag selv fandt forbi brændingen og i land.
Lydmanden tager ørebøfferne af – og vender tommelfingeren op: Den evindelige nysgerrige tyske turist og hans firehjulstrækker holdt sig væk. Det samme gjorde rutebilen, der pendler mellem Hvide Sande og Nymindegab forbi Havrvig, hvor optagelserne finder sted. Også lysmand og fotograf nikker. Den sol, der i få sekunder truede med at bryde igennem og ødelægge skumringsstemningen, blev bag skyerne.
»Guds Børn,« siger Karsten Baagø »får det gode vejr.« Endnu en forhindring er overvundet i de selvlærtes forsøg på at genopdage kunsten at lave film. I sidste øjeblik – om lidt ankommer de otte heste fra Hjerl Hede, der skal trække båden til havet. Holdet myldrer over til frokosten.
Medinstruktør Claus Klok rejser sig og smækker mappen med beskrivelse af scenerne sammen. »Gå hjem og læg dig Titanic!« råber han. Ordene emmer af selvironisk distan-ce, men bobler også af optimisme.

En helt anden verden
Det var oplagt, at Claus Klok og Karsten Baagø skulle være filmens instruktører.
»Vi har begge taget kurset »Manuskript og drejebog« med Niels Malmros som lærer. Så det …,« forklarer Claus Klok, der hen over fiskefilet'en tilføjer, at kurset varede tre dage, og at han oprindeligt er højskolelærer, uddannet cand.mag. i musik og drama, men
så blev selvlært lydmand på TV/MIDT-VEST. Han var på prøve i halvanden måned, inden tv-stationen tilbød ham ansættelse.
»Ivar (Brændgaard, direktør på TV/MIDT-VEST, Red.) har den filosofi, at det ikke handler om, hvad du kan, men om hvad du vil,« forklarer han. »Det lyder måske som en floskel, men …«
Karsten Baagø har været på TV/MIDT-VEST som journalist siden 1993, hvor han første gang stiftede bekendtskab med levende billeder. Før dét, lavede han radio.
»Det her er en hel anden verden end journalistikken. Men visse ligheder er der. Jeg mærker nok kraftigst mit fag, fordi historiens tilblivelse ligger meget langt fremme i bevidstheden. Er der drive nok i den store fortælling, i selve filmen? Men også de enkelte scener – bliver de bygget ordentligt op?« siger Karsten Baagø. Han forklarer, at det gik befriende let med at skrive manuskript og drejebog til de godt 100 filmminutter.
»Da vi skrev manuskript, var jeg journalist. Det var nemt at sige: »Den scene skal ud, den der skal med!« Jeg tror, det er års træning foran skærmen, der kom mig til gode: »Hvad siger den politiker, og hvor peger det hen?« Det her er det samme – bare i et større format.«

Ord, ord, ord
Men gik det let med ordene, så var billederne omvendt en enorm udfordring.
»Vi tænkte i dækbilleder og speaks,« fortæller Claus Klok. »Det var dødt. Vi glemte, at i spillefilm er pauserne vigtige. Pauser, hvor der bare er billeder uden ord. Som tv-folk tænker vi i ord, ord, ord. Det kommer der ikke god film ud af.«
Karsten Baagø:
»Vi stod der med vores første drejebog. Vi viste den til lydmanden og fotografen. »Nu er vi ved at være klar, nu skal der ske noget!« Og de kiggede lidt på det – og sagde: »Hvor skal lyset stå?« »Lyset?« »Ja, lyset!« Og lidt efter lød det: »Her er et overspring!« »Et overspring?« »Ja, et overspring!«.
»Alle ord skulle have et billede. Det chokerede mig. Man kan sagtens skrive, at så gør han ditten eller datten. Men det kræver måske 32 billeder – hvor skulle de komme fra?! Da vi troede, vi havde en drejebog, havde vi det slet ikke. Den skal være superdetaljeret, ellers virker det ikke. Meget af det, vi havde skrevet, var teknisk umuligt at lave.«
Den første optage-weekend i august strakte sig over 46 timer. Kun to timers søvn blev det til.
»Vi troede, vi kunne lave 26 indstillinger i løbet af seks timer,« siger Claus Klok med hovedrysten. »Men vi laver en fuldstændig umulig film. Det er udendørs, det er tit om natten, det er ofte ude i vandet, og vejret skal gerne være blæsende. Vi skal hele tiden bruge lys, og det tager en krig at rigge til. Det kan dårligt være sværere.«
I dag er holdet nede på gennemsnitlig to indstillinger i timen.
Karsten Baagø spoler tiden tilbage til den første optagelse.
»Jeg kom hjem og var fuldstændig færdig. Så sagde jeg til Camilla, min kone, at »det her, det bliver altså nok noget værre, end vi har talt om.««
Det lyder som en klassisk jysk underdrivelse.

Et mareridt med 400 statister
»Guds Børn« er også beretningen om et lokalsamfund, der kastes ud i en religiøs fejde, da Indre Mission gør sit indtog.
»Filmen skal vise, hvad der sker med mennesker, der tager patent på sandheden,« forklarer Karsten Baagø. »Når man monopoliserer nogle værdier og siger: »Jeg er bedre end dig, fordi jeg har en mening, som ikke kan diskuteres, sådan er det bare!««
Den oprindelige og beskedne tanke var, at tv-stationen ville markere 100-året for ulykken med nogle »filmede tableauer«, hvor statister bevægede sig stumme rundt, krydsklippet med avisartikler, malerier og andet tidsrigtigt materiale.
»Ivar (Brændgaard, TV/MIDT-VESTs direktør, red.) turde ikke lade folk have replikker. Han troede ikke, de kunne finde ud af det,« husker Claus Klok. »Men når de nu var der, så kunne de jo lige så godt sige noget, mente vi.«
Også økonomien voksede.
»Vi troede, det skulle koste måske tre millioner. I dag siger vi syv millioner. Jamen, ved du hvad en skurvogn koster i le-je? Og hvor mange skal man bruge, hvis man har 400 statister …,« spørger Claus Klok. »Der er meget, du ikke ved, før du står midt i det.«
Mindet om de 400 statister og 26 hestevogne, der skulle bruges til scenen, hvor de 12 fiskere begraves, fylder stadig filmholdet med gysende ærefrygt.
Claus Klok: »Bare det at finde parkeringspladser til dem, uden at bilerne kommer med på billederne. Det tænker man jo ikke lige på.«

Ægte kaos
»Kaos, masser af kød, der vælter rundt! Jeg vil have kaos!«
Karsten Baagø dirigerer tropperne med megafonen. Foran ham står otte fuldvoksne heste og deres drivere. Hestene er alle nordbagger, hvilket er et brud med den autentiske historie. Ligesom man til lokalbefolkningens fortrydelse måtte opgive at filme i Harboøre, hvor ulykken fandt sted, fordi der er alt for mange parabolantenner på sommerhusene.
I billedets baggrund skal redningsfolkene arbejde. »Vi gider ikke høre jer råbe, at I står med en åre, bare fordi I tilfældigvis står med en åre. Det er jo ikke nogen folkekomedie det her!« kommanderer Karsten Baagø.
Båden er noget af det mest autentiske i filmen. Først havde en lokal tømrer brugt vinteren på at lave en kopi for 40.000 kroner. Men den var knapt nok kommet i vandet, før holdet fandt en original og 100 år gammel båd opmagasineret længere oppe af kysten. Den blev forsikret for en kvart million kroner, og nu ligger kopien kasseret bag redningshuset.
»Klar til optagelse!« råber Karsten Baagø. De otte heste er blevet spændt foran redningsbåden. Kameraet er monteret på skinner, så det kan følge bådens glid ud af redningsstationen.
Hestedriverne, der er debutanter i filmverdenen, råber hestene frem. Alt er »kød og kaos«. Båden sætter i gang. Fotografen ser forundret ud. Lydmanden stirrer bare. Og Karsten Baagø tager sig til hovedet. Det ser meget autentisk ud – blot en skam, at kameraet ikke kører.

»Kan det der optog bakke?« spørger Karsten Baagø, da besindelsen er genvundet. Han kender tydeligvis ikke selv svaret. Ved kaffen fortæller Karsten Baagø, at netop den
slags oplevelser har udfordret ukendte sider i ham.
»De helt store kriser har jeg haft, når jeg bogstaveligt talt har følt mig spændt efter et hestespand, der bare gungrer derudaf, mens jeg forsøger at følge med. Kameraet kører. Tiden går og 12 mennesker står bare og venter på, at DU skal sætte dem i gang. Jeg har flere gange oplevet at tænke: »Jamen lige nu og her aner jeg ikke, hvad pokker jeg skal stille op – og de må ikke opdage det!«

Hverdagen truer
Selv om weekend efter weekend går op i film, film og atter film, så ligner hverken Karsten Baagø, Claus Klok eller resten af holdet, nogle,der ville bytte.
»Det bliver godt nok underligt at skulle lave borgmester-sync igen. Et antiklimaks,« forklarer Claus Klok. »Her møder du om morgenen og ved, hvad du skal lave. Du skal ikke vente på, at journalisten finder på dagens historie. Du bestemmer selv, du kan udvikle tankerne. Du arbejder sammen i en gruppe. Det er ti gange mere tilfredsstillende.«
Karsten Baagø:
»Jeg har kunnet føre alle mine egne tanker og erfaringer over i manuskriptet. Alt det, jeg gennem livet har gået og tænkt, det kan nu komme ud. Jeg kan få folk til at sige ting, som jeg altid selv har haft lyst til at sige. Det er så …«
En af skuespillerne afbryder og fortæller, at nu er de altså klar, så …
Karsten Baagø fortsætter:
»Den her film kommer på et tidspunkt, hvor jeg var led og ked af at spørge folk om, hvad de mente. Det er utroligt svært at udtrykke sig selv som journalist. Jeg var helt ærligt træt af at bede folk fortælle en historie, som jeg selv kunne fortælle bedre. Jeg kunne aldrig få lov at sige, hvad jeg selv mente. Det kan jeg så nu.«
»Det er første gang, jeg ikke bliver mødt med irriterende begrænsninger om, at tingene ikke må fylde mere end det og det. Jeg har aldrig været nyhedsmenneske. Ikke fordi, jeg har noget mod nyheder, jeg er bare ikke god til at lave dem.«
»Jeg håber virkelig, at det kan fortsætte. Jeg vil altid længes efter det her. Det er et svendestykke, og jeg vil meget gerne blive i det. Filmen behøver ikke blive stor og flot, vi skal bare vise, at vi kan. Så må vi blive bedre næste gang. Det ville jo være tosset, at vi lærer det her, hvis det ikke skal bruges,« siger Karsten Baagø – og tilføjer: »Men nogle gange, så frygter jeg, at det stopper her. Det er jo så vanvittigt dyrt at lave film.«

Næste stop balletten
Direktør Ivar Brændgaard byder på kaffe og småkager på kontoret i Holstebro.
»Ja, de kan sagtens more sig. Det er mig, der sidder med en vis legemsdel i vandskorpen, hvis det går galt,« siger han med skævt grin. Direktøren favner selv fint historien om »Guds Børn«. Hans oldefar vendte efter krigen i 1864 hjem til Midtjylland som »vakt« og missionsk. Og Ivar Brændgaard mener, at kirken og troen reddede regionen fra at ende i åndelig og erhvervsmæssig brak.
»Fiskerne fik en stor selvtillid gennem deres tro. De opgav drikkeriet og fik et nyt gåpåmod, som du ser sporene af den dag i dag. Området her myldrer med små, driftige virksomheder. Her er en stemning af: »Det der, det kan vi godt!«.
Også direktøren vil gerne fortsætte ad det lagte spor.
»Selvfølgelig skal vi bruge det, når vi nu har lært det,« siger han. Endnu er der dog ingen ny film på bedding. Derimod har TV/MIDT-VEST kastet sig over produktion af ballet.
»Vi vil også lige prøve finkulturen,« siger Ivar Brændgaard. »Dem i København, de tror jo ikke en pind på os. »Ballet, det er noget, DR laver.« Og den holdning, den er en rød klud for os.«