Fagforeningen for Hollywoods manuskriptforfattere (WGA) er nået til enighed med produktionsselskaberne om en foreløbig aftale.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Dermed ser en næsten fem måneder lang strejke ud til at nærme sig enden.
Aftalen skal dog først godkendes af WGA’s medlemmer. Fagforeningen repræsenterer omkring 11.500 film- og tv-forfattere.
Der er fortsat ikke indgået nogen aftale for Hollywoods skuespillere, skriver nyhedsbureauet AP. Dermed er det altså kun den ene af branchens to langvarige strejker, der nu nærmer sig en afslutning.
De to strejker har standset størstedelen af Hollywoods tv- og filmproduktion og forsinket serier som ’The Last of Us’ og ’Stranger Things’.
Manuskriptforfatterne i Hollywood har strejket siden 2. maj. Skuespillerne sluttede sig til strejken i begyndelsen af juli.
Begge faggrupper har kæmpet for at få mere i løn.