Ukraine

Hollandsk journalist bandlyst fra Ukraine de næste ti år

Erfaren hollandsk krigsreporter delte video med granatnedslag i Odessa og blev eskorteret til den ukrainske grænse af bevæbnet sikkerhedspoliti

Søndag blev den 56-årige hollandske journalist og fotograf Robert Dulmers smidt ud af Ukraine med besked om ikke at vende tilbage de næste ti år.

Det skriver norske Journalisten.no

Forklaringen er, at Robert Dulmers søndag morgen havde publiceret en video med røg fra et granatnedslag i den ukrainske by Odessa.

Kort efter indløb der vrede beskeder på Twitter om, at videoens geolokationsoplysninger hjalp de russiske styrker.

”Jeg fik at vide, at jeg opgav militære oplysninger, men det kan jeg ikke se, at jeg gjorde. Jeg fik besked på at fjerne videoen, men jeg fortalte, at den allerede var retweetet et utal af gange, og at 24.000 allerede havde set den,” siger han til Journalisten.no.

Paranoia mod journalister

Få timere senere blev Robert Dulmers tilbageholdt af ukrainsk sikkerhedspoliti, fik en pistol mod tindingen og blev eskorteret til grænsen af tre bevæbnede mænd.

”Der breder sig en slags paranoia mod journalister. Mange tror, at alle udlændinge er femte kolonne, og at journalister er spioner,” siger Robert Dulmers til Journalisten.no.

Selv siger han, at nyhedsbureauet AFP publicerede billeder af granatnedslaget 45 minutter senere, og at myndighederne i Odessa har bekræftet nedslagene.

Robert Dulmers har lang erfaring som krigsjournalist. Han rejste ind i Ukraine 27. februar for en hollandsk og belgisk avis. Han har blandt andet rapporteret fra Lviv, Uman, Odessa og Mykolajiv.

Stor sympati for Ukraine

Han har de seneste uger oplevet, at det er blevet sværere at rapportere og fotografere, selv om han efter eget udsagn er forsigtig med at oplyse, hvor hans historier og billeder stammer fra.

Robert Dulmers siger til Journalisten.no, at han har stor sympati for ukrainernes kamp.

”Jeg fotograferer, men er forsigtig med at vise, hvor billederne er taget,” siger Robert Dulmers, der befinder sig i Rumænien nu.

En ukrainsk medielov, der trådte i kraft 26. marts, betyder, at det kan give 3-12 års fængsel, hvis journalister fortæller, hvor der er militære anlæg og hvor der er kampe mellem ukrainske og russiske soldater.

Opbakning fra journalistforbund

Formand for journalistforbundet i Holland (NVJ ) Thomas Bruning siger, at han godt kan forstå, at Robert Dulmers delte videooptagelsen.

NVJ vil nu blandt andet tage kontakt til det ukrainske journalistforbund for at diskutere de restriktioner, som ifølge NVJ gør det svært – hvis ikke umuligt – for journalister at udføre deres arbejde.

0 Kommentarer