Holland betaler unge journalisters løn

Den hollandske regering vil betale unge journalister for at arbejde. 4 mio. euro vil regeringen bruge på at skaffe 60 yngre journalister jobs på landets godt 30 regionale og landsdækkende aviser.

Den hollandske regering vil betale unge journalister for at arbejde. 4 mio. euro vil regeringen bruge på at skaffe 60 yngre journalister jobs på landets godt 30 regionale og landsdækkende aviser.

Det usædvanlige initiativ skal forsøge at få nogle af Hollands unge journalister i arbejde i erkendelsen af, at det ligesom andre steder i verden især er de yngre journalister, der får fyresedlen, når faldende annonceindtægter og oplag tvinger medierne i knæ, skriver Guardian.co.uk.

De første statsstøttede unge hollandske journalister ventes at begynde arbejdet i slutningen af sommeren, og de vil foreløbig få penge med sig fra statskassen to år frem.

Også i Frankrig mærkes mediekrisen. Endog så hårdt, at landets præsident Nicolas Sarkozy har besluttet at give de franske medier en støttepakke på intet mindre end 600 millioner euro. Den storstilede redningskrans til de franske medier inkluderer ligeledes et gratis etårigt avisabonnement til samtlige franske 18-årige i et forsøg på at tilvænne de unge til at læse avis.

0 Kommentarer