I flere uger i træk har det forlydt, at medieforliget var lige på trapperne. Senest hed det, at det skulle komme i morgen onsdag. Men til Journalisten.dk siger SF's medieordfører, Holger K. Nielsen, at »det er usandsynligt«. Kulturminister Per Stig Møller taler nu om "Misforståelser om P2".
Regeringens ønske om at skabe en privat konkurrent til P1 er fortsat den helt store knast i medieforhandlingerne. Og nu slår SF's medieordfører fast, at det næppe bliver til noget, hvis kulturminister Per Stig Møller (K) fastholder sine planer.
»Der kommer ikke et bredt medieforlig i morgen. Det anser jeg for helt usandsynligt. Vi bliver i hvert fald ikke færdige, hvis regeringen fastholder de nuværende ønsker,« siger Holger K. Nielsen til Journalisten.dk.
I weekenden kom der godt nok signaler fra både SF og Socialdemokraterne om, at man var villige til at lave en aftale om en ny radiokanal, men nu erklærer Holger K. Nielsen, at det ikke lader sig gøre, hvis VK-regeringen står fast på deres krav om at tage 125 mio. kr. fra DR og lukke P2.
I dagens udgave af Berlingske Tidende skriver kulturminister Per Stig Møller dog i et debatindlæg, at der er opstået en række misforståelser om P2 de seneste dage.
Her skriver han blandt andet:
»Regeringen hverken lukker P2 eller slukker for DR's klassiske musikdækning. Det forhandlingsudspil, som jeg lagde på bordet ved medieforhandlingernes start for nogle uger siden, indeholder ganske rigtigt et forslag om at bryde DR's monopol på public service-radio … Men det er ikke korrekt, at vi fra regeringens side dikterer, at DR skal nedlægge P2.«
Ifølge Journalisten.dk's oplysninger så er det da også snarere Per Stig Møllers mål at skabe en slags 'radioens svar på TV 2'. Og den nye radiostation skal være ministerens 'fodaftryk' i det kommende medieforlig, som skal træde i kraft fra årsskiftet og gælde fire år frem.
Ministeren laver da også selv sammenligningen med monopolbruddet i 1980'erne, da TV 2 blev dannet.
»Nu er turen kommet til radio. Jeg er sikker på, at DR heller ikke her vil tage skade af konkurrence, og at monopolbruddet vil give lytterne bedre radio.«
Holger K. Nielsen påpeger, at det er vigtigt, at hele debatten og medieforhandlingerne ikke fortaber sig i en ekstra radiokanal.
»Man er nødt til at se mere overordnet på, hvad der er brug for i Danmark,« siger han.
Medieforliget handler da heller ikke kun om DR, men blandt andet også om fremtiden for lokal-radio og lokal-tv samt TV 2 regionerne.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.