Medieordfører for SF, Holger K. Nielsen, tilslutter sig nu ideen om, at en medieskat skal afløse medielicensen.
Ellen Trane Nørby (V) og Mogens Jensen (S) vil afskaffe licensen og i stedet indkræve pengene via skatten. Nu er turen også kommet til Holger K. Nielsen (SF).
»Jeg er tilhænger af ideen om, at licensen bliver skattefinansieret. Men reglerne skal være så stramme, at medieskatten ikke bliver politikernes kastebold i forhandlingssituationerne. Det kan for eksempel ske ved at indgå fireårige aftaler,« siger Holger K. Nielsen til Journalisten.dk
I en fælles opsigtsvækkende kronik i Jyllands-Posten opfordrede Ellen Trane Nørby (V) og Morten Jensen (S), at licensen bliver afløst af en medieskat.
»Det nuværende licenssystem er hamrende uretfærdigt, og en skat er den rette løsning til at fremtidssikre dansk public service,« skrev de.
Overfor Journalisten.dk kaldte Ellen Trane Nørby efterfølgende udspillet for kontroversielt. Årsagen til Ellen Trane Nørbys udspil er, at hun er utilfreds med det nuværende licenssystem.
»Politisk tangerer det nok stupiditet, men reelt set har licensen udviklet sig fra at være noget, der var forbeholdt de få, som havde råd til radio og tv til at være en afgift, som TNS Gallup anslår, at over 99% af befolkeningen er forpligtiget til at betale. Et tal, der ikke stemmer overens med, at kun knap 93% i dag betaler licens,« skrev Ellen Trane Nørby i bloggen 'At sige det usagte' på Journalisten.dk
Den ny kulturminister Carina Christensen (K) er ikke afvisende overfor at indføre medieskat om få år.
Ellen Trane Nørby (V), Mogens Jensen (S) og Holger K. Nielsen forsætter debatten i programmet 'Mennesker og Medier' på P1 kl. 13
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.