Hold nu snitterne fra P1

RO. Politiken dokumenterede for nylig det, vi lyttere længe har kunnet konstatere, nemlig at P1 har ændret gevaldigt på værtsprofilen i morgenfladen.

RO. Politiken dokumenterede for nylig det, vi lyttere længe har kunnet konstatere, nemlig at P1 har ændret gevaldigt på værtsprofilen i morgenfladen.

Værterne er blevet mere "personlige" og groft sagt kværulerende.

Nu siger Judith Skriver ganske vist, at værterne ikke skal til at tale om deres privatliv, "men de må gerne fabulere over noget, de har læst i avisen og i det hele taget træde mere i karakter".

Sådan lyder opskriften åbenbart på, hvordan man kan fastholde de ganske få lyttere, man råder over, i konkurrencen med Radio24syv, og måske endda tiltrække en yngre profil, som undertegnede med sine 26 år må siges at være en del af.

Men kære Judith Skriver, jeg vil ærlig talt gerne have mig frabedt, at mit elskede P1 skal lide samme skæbne som resten af DR's nyhedsprogrammer, hvor stadig flere værter "er trådt i karakter". Hvad der menes med at træde i karakter, kan vi jo ikke vide, men ser man for eksempel på TV Avisen, "Aftenshowet", "Penge", "Kontant", og hvad de ellers hedder, ja sågar "Deadline", så fylder værternes personlighed i dag alt for meget.

Det går ud over seriøsiteten, og det er tåkrummende at se dygtige journalister opføre sig som lalleglade talkshowværter, der smalltalker påtaget med hinanden i udsendelserne. Det er igen TV 2-DNA'en, der har sneget sig ind i programfladen på DR. Èn folkelig tv-kanal er nok, tak!

Så Judith Skriver, jeg tror, jeg taler på vegne af mange af mine jævnaldrende, når jeg siger – hold snitterne fra min radiokanal.

Og tillad mig til sidst at citere journalist og tidligere DR-korrespondent Lone Kühlmanns glimrende indlæg i Information for et par uger siden:
"P1 er vores stillekupe. Der hyggesnakkes og eftersnakkes og grines og fortælles indforståede morsomheder på alle andre kanaler i DR og resten af radiofladen. Kan vi for helvede ikke få lov til at have P1 i fred? Det er vores lille beskyttede reservat."

– Christian Grunert, journaliststuderende på fagbladet Folkeskolen

SVAR. Kære Christian Grunert. Jeg kan ikke love dig, at vi "holder snitterne" fra P1. For P1 skal ikke stå stille – og har heller aldrig gjort det. Kanalens programmer skal fortsat udvikle sig og blive bedre og bedre – og gerne gøre lyttere som dig endnu mere tilfredse. Det er stille og roligt den ambition, vi, som laver P1's programmer, har.

Til gengæld kan jeg love dig, at vi ikke indfører "lalleglade talkshowværter, der smalltalker påtaget med hinanden". Hverken i "P1 Morgen", "P1 Debat", "Orientering", "P1 Dokumentar" eller andre af de seriøse, perspektiverende og tankevækkende programmer, vi laver hver dag. Vores overordnede ambition med det, vi laver på P1, er fortsat at give et helt særligt radiotilbud til vore lyttere – et lille "reservat", om du vil. Men ikke beskyttet mod al form for udvikling.

Men vi skal nok passe godt på "reservatet" og gøre vort bedste for at styrke det og selvfølgelig ikke spolere det. Vi holder jo også af det!

– Judith Skriver, redaktionschef, DR Nyheder

0 Kommentarer