Han har skrevet for både Press, Berlingske Tidende, Kristeligt Dagblad og Information. I dag priser Erik Bork sig lykkelig over, at han er sluppet fri af dagbladenes deadlines.
GOOGLE-RÅDGIVER. Siden journalist Erik Bork sagde farvel til livet på de danske dagblade, har han i snit skrevet en bog om året, holdt et utal af foredrag for erhvervsfolk og startet eget internetfirma, hvor han tjener så mange penge, at han i foråret kunne tage halvanden måned fri for at rejse rundt i USA i åben sportsvogn.
Men vigtigst af alt er, at han i dag ganske enkelt er langt mere tilfreds med sit nye liv som ekspert i at søge-optimere hjemmesider.
»Jeg synes, at det er meget sjovere at være rådgiver. Det er enormt sjovt at stå foran 100 slipseklædte virksomheds-ejere. Hvis man havde sagt det til mig for fem år siden, havde jeg ikke troet det,« forklarer Erik Bork.
Det var ellers ikke helt frivilligt, han sagde farvel til livet som dagbladsjournalist. Som nyuddannet blev han tilbudt en stilling som fast tilknyttet freelancer på Berlingske Tidendes søndagsredaktion. Den eneste reelle forskel på ham og de andre journalister var, at han fik mindre i løn.
»Men for mig var det en drøm at sidde på en af landets største reportage-redaktioner. Der var lutter muligheder, og der var masser af ressourcer til at lave god journalistik. Jeg kunne bare sige, at der sad en sjov fyr ovre på vestkysten, som jeg gerne ville interviewe, og så kunne jeg ellers tage af sted i en lejet bil,« fortæller Erik Bork om de fire år på Berlingske Tidende.
De glade dage på Berlingskes søndagsredaktion fik en brat ende, da besparelserne på avisen satte ind, og Journalistforbundet krævede, at Erik Bork fik en fastansættelse.
Ledelsen svarede igen med et tilbud om en fast stilling som erhvervsjournalist. Det takkede Erik Bork nej til, og han blev derfor nødt til at sige ja, da ledelsen i stedet tilbød ham et vikariat i redaktionssekretariatet.
»Jeg var håbløs til det og vidste ikke, hvordan man satte ting op på en side, så det så godt ud,« husker han. Efter et år valgte han at blive freelancer.
»Det er noget af det bedste, jeg har gjort. Jeg hadede at stå skoleret til redaktionsmøder. Man skulle komme med en ny idé hele tiden. Hvis det skete, at jeg ikke havde en idé, følte jeg, at der blev set skævt til mig,« fortæller Erik Bork.
Han svarer meget prompte på spørgsmålet, om han nogensinde kunne finde på at søge en stilling som almindelig journalist igen.
»Aldrig i livet. Efter jobbet på Berlingske Tidende har jeg et par gange siddet i kantinen på avisen, og så jeg kan høre, at folk brokker sig over de samme ting, som de gjorde for 10 år siden. Jeg troede ikke selv, jeg var skabt til et liv som freelancer, men i virkeligheden er det utrolig sundt at begynde at tjene penge på sine idéer. Der er pludselig heller ingen, der lægger bånd på mig, og siger 'og det er en dårlig idé'.«
I den første tid som selvstændig levede han mest af at skrive artikler for diverse magasiner og aviser og fik også tid til at skrive en række bøger om alt fra poker til danskernes sexvaner samt en stribe biografier om blandt andre skuespilleren Allan Olsen og modeparret Erik og Margit Brandt.
På et tidspunkt spurgte en af hans venner, om han ikke ville være med til at skrive en bog om, hvordan man konstruerer en hjemmeside, så søgemaskiner som Google giver siden en god placering, når folk søger på nettet.
Bogen blev startskuddet til en karriere som ekspert i søgemaskine-optimering. Den første hjemmeside, han lavede, var en guide til dating over Internettet.
»Det var ekstremt fascinerende. Pludselig blev man selv udgiver og redaktør. Hvis du kan lave en hjemmeside, som søgemaskiner som Google forstår på en måde, så du skiller dig ud fra de andre hjemmesider, kan du pludselig komme til at formidle præcist, som du kan, hvis du har en avis,« fortæller Erik Bork.
I dag bruger han langt størstedelen af sin tid på selv at lave hjemmesider sammen med sin kollega Christian Kongsted, og han holder desuden foredrag om, hvordan andre kan søge-optimere hjemmesider.
Erik Bork har været fascineret af Internettets muligheder, fra han hørte om the world wide web første gang. Det var i 1995, da han lige var begyndt på Journalisthøjskolen.
»En af de andre fortalte, at han havde chattet med en fra Australien på Internettet. Det var lige, så hårene rejste sig i nakken på mig,« fortæller han. Fascinationen er ikke blevet mindre med årene.
»Internettet er grænseløst. Du kan sidde hjemme på dit kontor og opbygge en virksomhed, der er enormt stor på nettet. Som journalist er du aldrig stærkere end din sidste artikel. Men på nettet opbygger vi nu et kæmpe netværk af hjemmesider, som vi hele tiden kan bygge videre på. Hvis vi får en idé i dag, kan vi allerede tjene penge på den i morgen,« fortæller Erik Bork.
I dag er han langt mere tilfreds, end da han havde sin drømmestilling som dagbladsjournalist.
»Jeg går tit rundt og tænker 'hold kæft et godt liv, jeg har'. Det tænkte jeg ikke før. Der gik jeg rundt og tænkte, at jeg har lige lavet det her, men jeg har ingen idéer til på mandag. Nu, hvor jeg ikke har en deadline, kommer idéerne væltende.«
Som journalist var Erik Bork aldrig bedre end sin sidste artikel. Som ekspert i søgemaskiner på Internettet er han i gang med at opbygge et enormt netværk af hjemmesider, som han hele tiden kan bygge videre på. I dag er der heller ikke længere nogen chefer, som fortæller ham, hvad der ikke kan lade sig gøre.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.