Hold jer væk

Fynske freelancere advarer mod at arbejde for virksomhed i Svendborg. Honoraret er under almindelig takst, og pengene falder ikke til tiden, lyder advarslen. Firmaet forsvarer sig med, at journalisterne skriver for langsomt.

1.000 kroner i betaling for en artikel. Ingen refusion af udgifter til kørsel. Problemer med at få sin løn tid tiden – hvis pengene overhovedet dukker op. Det lyder måske ikke behageligt, men det er arbejdsbetingelserne for freelancere, der arbejder for Svendborgfirmaet Litho Repros blad, Månedsmagasinet Erhverv Fyn.

Freelancernes dårlige arbejdsvilkår har betydet, at der er sendt en advarsel om Litho Repro til freelancerne på deres mailingliste, ping-pong.

JOURNALISTEN har talt med fem freelancere, der har lavet virksomhedsprofiler til Litho Repros erhvervsblade. Freelancerne har udført opgaver til langt under normaltaksten på 533 kroner i timen. De siger, at de har påtaget sig opgaverne, fordi de manglede arbejde, eller fordi de skulle optjene timer for at blive i dagpengesystemet.

Anne-Mette Eriksen fra Odense udbryder et "Åh, nej – ikke dem," da JOURNALISTEN i telefonen fortæller, at vi skriver en historie om Litho Repro. Hun har arbejdet som freelancer i 10 år. I en sløv periode i november for to år siden sagde hun ja til at lave et par artikler til Månedsmagasinet Erhverv Fyn. Det endte med at blive til 19 små og større virksomhedsprofiler til 600-2000 kroner stykket. Da opgaven var færdig, sendte hun en regning til ejeren Mogens Petersen for artikelhonorar og kørselsgodtgørelse. Men kørsel ville han ikke betale.

"Han sagde, at det havde vi ikke aftalt. Og fordi jeg ikke havde en skriftlig aftale, ville han ikke give sig. Det endte med, at han betalte halvdelen af kørselsudgifterne. Til gengæld gjorde jeg ham opmærksom på, at han ikke skulle kontakte mig igen."

Anne-Mette erkender, at hun nok var for sulten efter at få opgaven.

"Nogle gange tager man desværre nogle opgaver, som man ikke burde," siger Anne-Mette Eriksen, der advarer andre freelancere mod at arbejde for Mogens Petersen.

 

Forsinket betaling
Udover Månedsmagasinet Erhverv Fyn, udgiver Mogens Petersen Månedsmagasinet Erhverv Syd i Sønderjylland og reklamer for offentlige institutioner gennem sit forlag Argema. Fælles for de fleste publikationer er, at journalisterne både fotograferer og skriver.

En anden af de freelancere, der advarer mod Litho Repro, er fotojournalisten Jacob Krull. Han tog sidste år en række fotografier af skoler og virksomheder for forlaget Argema. Han fortæller, at betalingen altid var forsinket, og til sidst blev han så træt af at ringe til Svendborg for at rykke for sine penge, at han opgav at få de sidste par tusinde kroner.

Mogens Petersen fra Litho Repro kan ikke forstå, at nogle freelancere skulle være utilfredse med at arbejde for ham. Han siger, at det nogle gange kan trække lidt ud med udbetaling af honorarer, fordi det er en lang proces at lave bladene. Men i dag får skribenterne deres penge til tiden, forklarer Mogens Petersen.

Men det passer bare ikke.

Før sommerferien havde fotograf Søren Skarby en del opgaver for Mogens Petersen. Han fik først sit honorar på 9.000 kroner tre måneder efter, at han havde sendt sin regning.

"Han sagde, at jeg jo kun havde haft udgifter til benzin og film. Men det er jo absurd. Jeg skal ikke fungere som hans kassekredit," siger Søren Skarby, der måtte true med inkasso, før pengene blev udbetalt.

 

De er for langsomme
Mogens Petersen ønsker ikke at oplyse, hvor mange journalister han har brugt de senere år. Men han siger, at forklaringen på, at nogle skribenter holder op efter ganske kort tid, er, at de undervurderer arbejdsbyrden.

"De bliver simpelthen overraskede over, hvor lang tid det tager. Jeg tror, det er fordi, de ikke er vant til at skrive journalistiske historier.

Selv om de er uddannede journalister, er de ikke vant til at lave journalistiske historier?

"Jeg har for eksempel en skribent ansat nu, der siger, det tager en time at interviewe og en time at skrive. Det giver to timer i alt, og så er 1.000 kroner jo en udmærket betaling. Hvis nogle synes, det tager længere tid, kan de jo bare stoppe samarbejdet."

Mogens Petersen forklarer, at hvis han skulle betale mere, kunne han lige så godt lukke forretningen. Derfor kan forhandlinger om bedre betaling ikke komme på tale.

Alle de freelancere, vi har talt med, siger, at de har været kede af samarbejdet. Kan du henvise til en tidligere medarbejder, som har været tilfreds?

"Ja, det er for eksempel Anita Lykke, som i dag arbejder inde i Odense. Hun var ansat hos mig i cirka et år."

Anita Lykke er i dag partner i pressebureauet nielsenog.com. Hun fortæller, at hun for fem-seks år siden skrev fast for Erhverv Fyn i en periode, hvor hun var ved at etablere sig som freelancer. Hun har svært ved at se sig selv i rollen som tilfreds medarbejder.

"Det var på intet tidspunkt tilfredsstillende for mig at arbejde for Mogens Petersen. Arbejdsmængden og opgaverne stod ikke i forhold til det faste honorar, som også inkluderede kørselsudgifter – og at jeg var fotograf. Jeg måtte jævnligt rykke for at få mit honorar, men jeg fik pengene, inden det blev alt for pinligt," siger Anita Lykke.

Trods den beskedne betaling fortæller Mogens Petersen, at han ikke har problemer med at finde nye medarbejdere. Da han i oktober gennem Arbejdsformidlingen i Svendborg søgte journalister eller akademikere til sine måneds-magasiner, fik han 30-40 ansøgere.

"15 af dem var freelancejournalister, så jeg har ingen problemer med at skaffe folk," siger Mogens Petersen.

 

0 Kommentarer