search

Hold B er de bedste

Det er et stort ansvar at styre et nyt kuld journalist-unger ud på deres jomfrurejse. Hvem sagde Titanic?

Det er et stort ansvar at styre et nyt kuld journalist-unger ud på deres jomfrurejse. Hvem sagde Titanic?

I mandags havde jeg min kåde debut som underviser, eller rettere journalistisk lektor, på Syddansk Universitet. Min engelske titel er associate professor, hvilken min britiske mand straks forkortede til prof. ass. Eleverne kan beslutte, hvilken titel jeg lever mest op til, når semestret er slut.

Jeg er blevet tildelt ansvaret for, at 26 unge mennesker lærer den trykte presses grundgreb godt nok til, at de kan klare de mest almindelige udfordringer i vores fag: Udtænke en idé, finde de relevante kilder, stille de rigtige spørgsmål og skrive en nyhed, folk gider læse. To gange tre timer om ugen plus en masse tid til praktisk arbejde i et superfedt lokale med pc'er til alle og alt den teknik, man drømmer om, hvis man tænder på knapper og ting, der blinker.

Nu ved jeg ikke, hvordan de studerende oplever mig, for de er ekstremt høflige og disciplinerede og meget langt væk fra de gamle sure mænd, man kan opleve på visse danske mediearbejdspladser. Men jeg synes, at de er ret fantastiske at undervise. Snart vil de vel begynde at brokke sig, når jeg overskrider deres grænser og taler alt for højt.

Det gode ved at undervise er at opdage, hvor meget jeg egentlig ved om journalistik i praksis og teori, men det bedste er, at de studerende er så topmotiverede og virkelig anstrenger sig for at yde deres ypperste.

Det dårlige ved at undervise er det omkringliggende bureaukrati og mærkelige praktiske snore, man skal vikle ud, slå knuder på og holde fast i. Jeg havde godt hørt om det, men jeg anede ikke, at det kunne være så omfattende. Måske oplever jeg det bare sådan, fordi jeg er ny og glæder mig mest til de såkaldte konfrontationstimer. Konfrontationen handler mest om, at jeg siger noget, de lytter og spørger, og så pisker jeg dem rundt i verden, så de får hektisk røde pletter på kinderne og begynder at famle efter de klassiske undskyldninger: "Jeg kan ikke aflevere til tiden, fordi…" og "Min historie er lidt for lang/kort, men det gør ikke noget, vel?"

I det korte tidsrum jeg har prøvet underviserrollen, er min respekt for undervisere vokset markant. Det kræver meget at være på i tre timer. Forberedelsen, huske alle de millioner af små praktiske ting, sige tingene på den rigtige måde og i den rigtige rækkefølge. Pyha. Bagefter kommer så jobbet med at rette deres opgaver, så de både lærer noget og rykker, men samtidig ikke giver op. Der er jo en del at lære endnu. Heldigvis. Og jeg ved, at rollen som journalist bare bliver sjovere og sjovere for hver dag. Titanic eller ej.

PS Hold A og C er vist også ret gode, men det er ikke en historie, jeg kan fortælle…

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen