search

Højtid for årsrapporter

På business-journalisternes kalender er årets første måneder tæt pakket med årsregnskaber og generalforsamlinger, som krisen gør yderligere interessante at følge i jagten på vinderne og dem, hvor det ikke går så godt

Journalisten udpeger i en række artikler de begivenheder, der vil præge medieåret 2013. 

2013 er lige på og hårdt for danske business-journalister. For dem ligger de vigtigste kalendersatte begivenheder næsten altid i begyndelsen af året.

Det er de store virksomheders årsregnskaber, der i sagens natur bliver gjort op og offentliggjort i disse måneder. Hen imod slutningen af januar kommer de første virksomheder trillende. Novo Nordisk står øverst i kalenderen, og firmaet præsenterer årsregnskab den 31. januar. Så går det ellers derudad med årsregnskaberne i februar måned.

»Vi kender jo nogenlunde 2012-tallene. Men vi er nysgerrige omkring, hvordan virksomhederne tror 2013 kommer til at gå, og det siger årsrapporten også noget om,« fortæller Børsens erhvervsredaktør, Søren Linding.

Det er naturligvis i perspektivet af den verserende finansielle krise, at journalisterne på Børsen og andre business-redaktioner nærstuderer årsrapporterne.

»Vi vil vide, hvordan de klarer krisen, hvordan de tackler den. Vi vil gerne finde nogle vindere, nogle successer, som læserne kan blive inspirerede og lære noget af. Og hos dem, hvor det ikke går godt, er det naturligvis også spændende. Der er jo en masse konflikter forbundet med, at folk taber penge,« siger han.

I den forbindelse bliver der for Børsens journalister også en opgave i at dække de retslige efterspil, som finanskrisen har ført til, fortæller Linning og nævner som eksempel sagen mod finansmanden Steen Bryde, der er tiltalt for mandat- og skattesvig i millionklassen.

 

Der skal ansigter på

I kølvandet på årsregnskabernes offentliggørelser kommer virksomhedernes generalforsamlinger. Her er marts højsæson.

»Der er det spændende at være til stede. Det er der, bestyrelsen møder ejerne – regnskabets time, hvor ledelsen skal stå til regnskab for, hvordan de har brugt pengene.«

Der er et nogenlunde fasttømret hierarki i dansk finans- og erhvervsliv, som også er med til at fastlægge den redaktionelle prioritering på business-redaktionerne. Størst, vigtigst og mest interessant af alle er naturligvis A.P. Møller – Mærsk. Dernæst kommer de øvrige såkaldte C20-virksomheder med navne som Vestas, Carlsberg og Novo Nordisk. På Børsen sætter man typisk to-tre medarbejdere af til at dække årsregnskab og generalforsamling i disse virksomheder.

»I dagene op til går vi og overvejer, hvordan vi skal behandle det. Vi forbereder grafikker og tidslinjer, sådan at vi på dagen kan koncentrere os om, hvad historien er.«

En tendens, der ifølge Søren Linding har været omkring dækningen af de store virksomheder, er at relatere historien til mennesker. Ofte sker det gennem topchefen.

»Vi vil gerne vinke på personer og sætte et ansigt på fiaskoen eller succesen. En person, der tegner virksomheden – toplederen eller bestyrelsesformanden. Det er et overordnet tema, der går igennem på Børsen, at vi sætter yderligere fokus på ledelse,« siger Søren Linding.

 

Småt med boblere

Der er desværre blevet længere mellem snapsene, når det gælder historier om nye virksomheder, der bryder igennem med stor succes og vækst, som man for eksempel oplevede det med smykke-virksomheden Pandora. Børs-markedet bringer sine daglige historier med kursernes op- og nedgang, men der sker stort set ingen nye børsnoteringer.

Søren Linding vil dog alligevel godt give et bud på en ny virksomhed, der kan blive et interessant emne på business-siderne i 2013.

»En virksomhed, der virker stærk, og som tjener penge, er firmaet Welltec. De udvikler teknologi til offshore-industrien, blandt andet bore-robotter, og olieselskaberne har fået øjnene op for, at der er nogle ting her, de kan bruge til at maksimere deres produktion med. Det er en af de virksomheder, vi godt kunne have nogle flere af,« siger Linding.

På Børsen er fokus primært på dansk erhvervsliv. Dækningen af udenlandske virksomheder handler mest om konkurrenter til danske virksomheder. Siden efteråret har avisen dog været i gang med det, Linning kalder den største satsning i Børsens nyere historie, nemlig ’Jorden Rundt-projektet’, hvor 10 forskellige journalister på skift tager ophold i 10 forskellige lande for at dække den erhvervsmæssige globalisering og danske virksomheders muligheder. Den serie vil fortsat have stort fokus på avisen.

»Vi vil enormt gerne ud på den globale slagmark, hvor danske virksomheder forsøger at skabe vækst. Du kan kalde det en global vækst-stafet. Vi vil gerne have artikler hver dag, der følger de tre grundpiller: nyheder, personer og værktøjer til virksomhederne,« fortæller Søren Linding.

Projektet kører frem til 30. juli og slutter af i Indien.

 

 

Business-kalender

  • 31. januar: Årsregnskab fra Novo Nordisk
  • 6. februar: Årsregnskab fra Vestas
  • 7. februar: Årsregnskab fra Danske Bank
  • 22. februar: Årsregnskab fra A.P. Møller – Mærsk
  • 26. februar: Årsregnskab fra Carlsberg
  • 26. februar: Årsregnskab fra Pandora
  • 14. marts: Generalforsamling i Nordea
  • 18. marts: Generalforsamling i Danske Bank
  • 20. marts: Generalforsamling i Novo Nordisk
  • 21. marts: Generalforsamling i Carlsberg
  • 21. marts: Generalforsamling i Vestas
  • 11. april: Generalforsamling i A.P. Møller – Maersk
  • 19. september: Generalforsamling i Bang & Olufsen
Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen