search

HØJT PR-STØJNIVEAU

Jeg er ombejlet i et omfang, der ville gøre de fleste misundelige. Af både mænd og kvinder, der målrettet går efter min gunst.

Jeg er ombejlet i et omfang, der ville gøre de fleste misundelige. Af både mænd og kvinder, der målrettet går efter min gunst. De vil mødes med mig ude i byen til frokoster eller andre spændende arrangementer. Eller de vil have mig med ud at rejse til eksotiske destinationer. I denne uge kunne jeg for eksempel komme to gange til Paris og én gang til Nice. Ikke så dårligt endda at kunne rejse det europæiske forår i møde på andres regning.
Jeg har sagt tak, men nej tak til rejserne. Selv om jeg er en stor tilhænger af at kunne forene det fornøjelige med det praktiske, bruger jeg hver eneste dag mindst en time på at gøre mig kostbar. At sige “væk – duer ikke”. Nu tror du nok, at du har gættet, at jeg er bilanmelder.
Intet kunne være mere forkert. Jeg er IT-journalist. Journalist på et af de mest spændende områder, man kan tænke sig fordi her tegnes fremtiden. IT-branchens produkter kommer uvægerligt til at påvirke os alle i vores dagligdag – på både positiv og negativ vis.
Alligevel er jeg i stigende grad frustreret hver dag, når jeg kommer hjem fra arbejde. Frustreret, fordi jeg ikke når alle de artikler, jeg satte mig for, og som skulle være til gavn for avisens læsere. En meget stor del af skylden ligger hos højt gagerede kolleger på PR- og kommunikationsbureauerne. De er kolleger, fordi de er kreative mediearbejdere – mange af dem endda uddannede journalister. Men de kreative kolleger kommer ofte til at virke som en klods om benet, fordi de, i deres bestræbelser på at retfærdiggøre velvoksne konsulenthonorarer over for kunderne, lægger beslag på min og mine kollegers tid i et omfang, som efterhånden er blevet uacceptabelt.
Helt overordnet handler diskussionen om påvirkning af medierne. Om det betimelige i at virksomheder, organisationer og politiske partier sætter store ressourcer ind på at sikre en bestemt vinkling i dækningen af netop deres interesser, og ikke mindst den form påvirkningen antager. Diskussionen er evigt aktuel, og min pointe her er ikke at smide informationsmedarbejderne ud af Dansk Journalistforbund.
Min pointe er, at PR- og kommunikationsbureauerne har kronede dage (de fleste af de bureauer, jeg er i kontakt med, er på evig jagt efter nye medarbejdere), og at mængden af henvendelser fra dem derfor vokser ekstremt. Min pointe er, at den tid vi bruger på at kommunikere med PR-bureauernes medarbejdere, går fra den tid, hvor vi kan udføre vores egentlige og væsentligste opgave: Nemlig at udføre kritisk journalistik på eget initiativ til gavn for læserne. Samtidig øger det stigende pres på den enkelte journalist i yderste konsekvens risikoen for, at f.eks. undersøgelser og analyser glider ufordøjet i medierne, for på den anden side skal færre journalistiske medarbejdere i dag levere en større mængde stof.
Jeg tør vove den påstand, at der er meget få stofområder, hvor journalisterne får så mange henvendelser fra professionelle påvirkere som på IT-området. Jeg ved det, fordi nye kolleger, der bliver introduceret til stofområdet, er rystede over mængden af information, som hver dag rammer vores øjne og ører. På en god dag er 20 forskellige e-mails ikke noget særsyn. Nuvel. Vores opgave som journalister er selvfølgelig at kunne forholde os til store mængder information og skille væsentligt fra uvæsentligt.
Men den opgave bliver for tiden besværliggjort af en ny trend fra PR-bureauerne, hvor enhver e-mail benævnes “pressemeddelelse” i oversigtslinien. Det er der jo ikke megen informationsværdi i, og bag overskriften kan gemme sig alt lige fra den nyeste farveprinter til et virksomhedsopkøb, der forrykker den strategiske balance i en hel branche. Man åbner altså disse mails – oftest bare for at finde ud af, at den medfølgende tekst er vedhæftet som et selvstændigt dokument. Sådan går der en rum tid med at finde ud af, om denne mail var en af dem, der skulle eller ikke skulle bruges tid på.
I øvrigt er det ikke nok at foretage sin prioritering og lade det mindst relevante arkivere lodret. Så sikkert som de tre myg, der altid befinder sig i soveværelset om sommeren, vil det i løbet af dagen summe for dine ører med PR-medarbejdere, der lige vil spørge, om man har fået deres invitation.
For hvad er en PR- eller kommunikationsmedarbejder værd, hvis ikke netop kundens historie bliver placeret i et eller flere medier? Det er naivt at forestille sig, at der skulle blive færre PR-bureauer. Ikke mindst fordi man-ge store IT-virksomheder har be-sluttet sig for at udlicitere kommunikationsopgaverne. Og retfærdigvis skal det også siges, at der findes masser af eksempler på kommunikationsmedarbejdere, der i den mest positive forstand har åbnet mine øjne for forhold, som jeg ikke var op-mærksom på. Men det ændrer ikke på, at støjniveauet er blevet uforholdsmæssigt højt.
Jeg har svært ved at se, hvad der skulle forhindre andre områder af samfunds- og erhvervslivet i at bruge de nævnte metoder for at få budskabet ud over rampen. Dermed forbliver det ikke et isoleret problem, som man kan ynke os IT-journalister med. Det er et fælles problem for de medier, der fortsat mener, at en bearbejdet mængde af efterprøvede informationer er bedre end at have rub og stub med – mere eller mindre på afsenderens præmisser.
Det er på høje tid, at vi i medierne debatterer, hvordan vi mest effektivt sorterer i informationernes malstrøm. Undlader vi at tage den diskussion, er det i sidste ende vores troværdighed – og dermed vores eksistensberettigelse – der står på spil.

Så sikkert som de tre myg, der altid befinder sig i soveværelset om sommeren, vil det i løbet af dagen summe for dine ører med PR-medarbejdere, der lige vil spørge, om man har fået deres invitation.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen