Kommunikation og Sprog plus Dansk Journalistforbund er lig verdensklasse.
Det forklarede KS-formand Per Lindegaard Hjorth på forbundets repræsentantskabsmøde i lørdags.
»Jeg synes jo, at KS er det bedste forbund, og det gør de også i DJ. Derfor skal vi gå sammen, for to gange det bedste kan kun blive verdensklasse,« sagde Per Lindegaard Hjorth, der blev mødt med klapsalver.
Repræsentantskabet bakkede efterfølgende enstemmigt op om at give hovedbestyrelsen mandat til at arbejde videre med en mulig fusion med DJ.
Repræsentantskabsmødet består af 43 repræsentanter for medlemmerne i KS og er forbundets højeste myndighed.
Forud for vedtagelsen af forslaget om at arbejde videre med en mulig fusion slog formand Per Lindegaard Hjorth fast, at forudsætningen for succes er, at medlemmerne i begge forbund kan se sig selv i den nye konstruktion.
»Det bliver en sej proces, hvor det er vigtigt, at medlemmerne føler sig hørt og bliver hørt. Begge parter er formentligt nødt til at sluge nogle kameler undervejs,« sagde Per Lindegaard Hjorth.
Så gav han ordet frit blandt repræsentanterne, så der kunne blive plads til at lytte til de forbehold, der måtte være.
Dem var der dog ikke mange af, da fusionsforslaget skulle diskuteres.
»Jeg synes, at det er et rigtigt godt forslag. Dels af de grunde, som du (Per Lindegaard Hjorth red.) har nævnt, men også fordi, at jeg har oplevet et rigtigt godt samarbejde med DJ om a-kassen,« lød det fra Jette Dearman.
Det nærmeste, repræsentanterne kom en kritisk røst, var Grethe Hansen. Hun hæftede sig ved, at forslaget var blevet præciseret på DJ’s delegeretmøde, sådan at det nu er helt tydeligt, at mandatet først og fremmest er til en fortsat undersøgelse af fordele og ulemper.
»Jeg er glad for, at der er kommet den præcisering. Det gør det spiseligt,« sagde Grethe Hansen.
Og selv om forslaget blev vedtaget efter debatten, er det ikke point of no return.
»Repræsentantskabet kan på et hvilket som helst tidspunkt forkaste at gå videre,« sagde formand Per Lindegaard Hjorth.
Netop det, at aftalen er fleksibel og uforpligtende, faldt i god jord hos den sidste taler.
»Jeg er glad for, at det her er fri for alle detaljerne, for det er slet ikke det, som det handler om. Det er alfa og omega, at både DJ og vi giver et mandat til hovedbestyrelserne, hvor vi siger: ”Det her kan I håndtere bedst”,« sagde Ditte Uno Christensen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.